Så er vi langt om længe nået til vejs ende i Twilight-sagen med denne femte film, der desværre ikke giver noget klart svar på, hvorfor den sidste af Stephenies Meyers bestsellere skulle hakkes op i hele to spillefilm - med en samlet spilletid på næsten fire timer. Men mon ikke det er et simpelt spørgsmål om økonomi?

Der tages i hvert fald absolut ikke nogen chancer her i ’Breaking Dawn Part 2’, der til punkt og prikke med slæbende skridt gentager forgængernes vulgære blanding af pladderromantik og milde gys filmet, som var det et glittet magasin.

Det verdensomspændende millionpublikum kender allerede historien, og selv om vi nu er nået til klimaks, hvor Bella vågner op som vampyr efter den problematiske fødsel af hendes og Edwards datter, Renesmee, hvilket resulterer i det store opgør med Vultarierne, så er filmen blottet for dramatisk sans.

Banal og uopfindsom
På trods af varulve og vampyrer er det hele så pænt og nydeligt som en FDF-spejderlejr, dialogerne nærmest pinagtigt banale og effekterne sært uopfindsomme - til gengæld gentages de i det uendelige.

Skuespillerne har personlighed som zombier, og selv om man ikke er forpligtet ud over evne, så har Kristen Stewart jo i andre sammenhæng vist, at hun godt kan levere troværdige roller. Robert Pattinson har dog stadig til gode at demonstrere, at han kan andet end at blinke med sovekammerøjnene - med eller uden kontaktlinser.

Sondemad til teenagere
Nu er jeg godt klar over, at jeg ikke lige er i hovedmålgruppen, men jeg kan godt genkende en god film, når jeg ser den. Og f.eks. ’Harry Potter’-serien og ikke mindst ’The Hunger Games’ var glimrende eksempler på, at man sagtens kan lave fantasy-film henvendt til yngre teenagere, der ikke taler ned til dem, som var de idioter, der skal have serveret hver eneste pointe med sonde.

Gammeldags
Det mest forstemmende er dog næsten det bornerte og gammeldags syn på kærlighed og sex, som serien grundlæggende er udtryk for.

Er vi virkelig ikke kommet videre? Eller er seriens succes grundlæggende et udtryk for ungdommens behov for at kunne leve sig ind i illusionen om evig kærlighed og ægteskabets lyksaligheder, mens kernefamilier kollapser på daglig basis?

Uanset hvad er slutscenen så skamløs patetisk, at det nærmest bliver ufrivilligt komisk.