Persondata politik

Tommy Seebach-film: Rørende portræt

'Tommy' er et rørende portræt af en mand fanget mellem musikken, familien og flasken

  • Et snapshot fra dengang alt tilsyneladende endnu åndede idyl i familien Seebach. (Privatfoto)
Et snapshot fra dengang alt tilsyneladende endnu åndede idyl i familien Seebach. (Privatfoto)
1 af 1

Seneste i flash!

Hent flere
Flash
Sidste nyt om de kendte og kongelige direkte i din indbakke. Vi sender hver dag først på eftermiddagen.
 
'Tommy'. Instr.: Sami Saif. 76 min. Premiere i 33 biografer i dag
Ekstra Bladet:

Den såkaldt lettere ende af underholdningsbranchen kan godt være hård ved et menneske. Især når musikken ikke spiller, som den skal. Det er Tommy Seebach eller Tommy Tvebak, som vi kaldte ham dengang, et slående og desværre ikke sjældent eksempel på.

Han fik succes i en ung alder som del af Sir Henry & His Butlers, og som solist var han selveste Hr. Melodi Grand Prix i 70'erne og 80'erne, indtil han i 90'erne bogstavelig talt blev dømt ude af DR og indledte en alkoholmættet deroute. Den endte med spillejob i City-2, skilsmisse og den nærmest forudsigelige død blot 53 år gammel - paradoksalt nok kort efter at han endeligt havde kvittet ånden i flasken.

LÆS OGSÅ: DR frygtede skandaler med Tommy Seebach

Banalt gribende
Sami Saif fortæller den banale, men ikke desto mindre gribende historie via et væld af gamle klip, private filmoptagelser og interview med venner og ikke mindst familien, konen Karen og de tre børn Rasmus, Nicolai og Marie.

Tommy var - heldigvis for filmen - smalfilm- og videonørd, der entusiastisk dokumenterede familiens liv, når han altså var til stede, hvilket blev mere og mere sjældent.

For 'Tommy' er også den klassiske fortælling om en mand, der var splittet mellem familien og en kunstnerisk livsstil, der var decideret ødelæggende. Og endte med både at miste baglandet og sjuske talentet væk.

'Tommy' fortæller os ikke noget, vi ikke vidste i forvejen, men den gør det medrivende med en nærmest virtuos brug af det omfangsrige arkivmateriale. Og så alligevel med en fornemmelse af, at man ikke kommer helt ind under krøllerne og bag det evige smil hos Seebach.

Ingen kender svaret
Hvad var det egentlig, som drev ham - både da det gik opad og ikke mindst i det frie fald mod afgrunden? Dét bliver man ikke meget klogere på. Måske fordi ingen kender svaret.

Men om ikke andet har sønnen Rasmus Seebach fået en dyrt købt anvisning på, hvordan man ikke skal forvalte sin karriere. Et rørende portræt og en understregning af, at det, der lyder nemt og ligetil, ofte kræver benhårdt arbejde.

LÆS OGSÅ: Rasmus Seebach: Jeg kan stadig mærke far

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Linette K. Jespersen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik