Lærredet slår gnister i ny Stones-film

0

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

Shine A Light. Instr.: Martin Scorsese. Medv.: Mick Jagger, Keith Richards, Charlie Watts, Ron Wood, m.fl. 122 min.

Man kan med nogen ret indvende, at det ikke ligefrem er, fordi verden står og mangler endnu en koncertfilm med The Rolling Stones. Siden Michael Lindsay-Hoggs på alle måder skæve 'Rock And Roll Cirkus' fra 1967 er de blevet dokumenteret i hoved og r.. i alverdens formater.

Men når det er Martin Scorsese, som sidder i førersædet, er der alligevel grund til at spidse både ører og øjne.

Der er ikke blot tale om en af verdens bedste nulevende instruktører, men også om manden bag en af de ypperste koncertfilm nogensinde, 'The Last Waltz' (1978). Og så har Scorsese tillige en sjælden sans for at bruge musikken som en væsentligt medspillende faktor i sine spillefilm.

Giganternes møde
Og selv om formen i 'Shine A Light' som sådan er ganske konventionel med hovedvægten på to koncerter i New Yorks Beacon Theatre i efteråret 2006 krydret med lidt backstage-optagelser og gamle velvalgte interview-klip, er der da også tale om et ualmindeligt vellykket resultat.

Sammenstødet mellem giganterne Scorcese og Stones får virkelig lærredet til at slå gnister.

Både fordi hele Stones-holdet og ikke mindst de antropologiske fænomener Mick Jagger og Keith Richards leverer et par ualmindelig veloplagte optrædener, men især fordi Scorsese har allieret sig med intet mindre end 19 af verdens dygtigste fotografer og den brillante klipper David Tedeschi.

Som at være der selv
Der er virkelig tale om en film, som i rytme og udførelse emmer af musik, og man føler nærmest, at man står sammen med bandet oppe på scenen og kan tælle Jaggers rynker og får et sjældent indblik i det nærmet telepatiske samspil mellem musikerne. Hvis meget forskellige personligheder man også får en fin fornemmelse af.

Som bonus er der et par glimrende gæsteoptrædener fra Jack White og en Buddy Guy, der giver en nærmest hypnotisk forestilling, mens skrigeskinken Christina Aguilera virker fuldstændig malplaceret.

Det er dog det eneste minus ved dette pragtstykke af en musikfilm, som enhver, der nogensinde har spillet luftguitar til 'Jumpin' Jack Flash' – og hvem har ikke det? – ikke bør snyde sig selv for. Eminent.