'Rita' brækker sig over det hele

Mille Dinesen og kompagni kæmper ihærdigt for at finde balancen mellem alvor og komik

'Hunger Games' får en ny, sjov betydning i andet afsnit af denne sæsons 'Rita'. Foto: TV2
'Hunger Games' får en ny, sjov betydning i andet afsnit af denne sæsons 'Rita'. Foto: TV2

'Rita'. Sæson 4, afsnit 2. Konceptuerende instruktør: Lars Kaalund. Hovedforfattere: Christian Torpe og Jannik Tai Mosholt. TV2, 27. august.

4
3.7
Hvad er din bedømmelse? Din bedømmelse er modtaget

'Du bli'r hvad du spiser' lød overskriften på aftenens afsnit om den rapkæftede skolelærer Rita, hvor mad ikke overraskende var det store omdrejningspunkt. Både den man spiser, den man ikke spiser samt ikke mindst den, man nok ikke burde have spist.

Historien løber igen i to spor, hvor vi følger henholdsvis nutidens nutidens Rita samt hendes 16-årige rebelske alter ego anno 1985. Rita er mildest talt ikke hverken ernæringsekspert eller madøre, så da hun modvilligt må tage tjansen som underviser i hjemkundskab, er hendes første reaktion at skide højt på fagets hensigtserklæring, og invitere klassen på en tur til bageren.

Se også: 'Rita' rammer bunden

Men sådan spiller klaveret ikke hos nutidens regelrette børn, som skam insisterer på at få undervisning - ikke mindst morakkeren Knud, der selvfølgelig selv 'fouragerer' sin mad. Og i øvrigt aldrig har smagt noget så usselt som spagetti - og da slet ikke med tomatketchup.

Det ender selvfølgelig med både opkast og forsoning mellem Rita og Knud. Om det også vil lykkes Rita at bygge bro til sin gamle veninde Lea, står endnu hen i det uvisse, men hun er da villig til at æde en bille for sagen.

På ganske fin facon bliver teenageren Ritas manglede madpakke - som i stedet erstattes med kanelbrød - symbol på det omsorgssvigt, hun forsøger at dække over med sin barske attitude.

Lige som den fine kantine bliver billede på den lille lukningstruede skoles overlevelseskamp.

Se også: Mille Dinesen: Sådan skal sex helst være

Både dette samt årsagen til hende og Leas tilsyneladende hårde brud bliver spændende og følge i de kommende uger, og jeg synes så absolut, at serien fungerer bedst i de scener, hvor man føler, at der er noget på spil for de involverede parter. Man sidder derfor og bliver lidt irriteret over de 'komiske' figurer - her tænker jeg især på Hjørdis i nutidssporet og lærer Rostrup i datidshistorien - som nærmest har en decideret fremmedgørende effekt.

'Rita' formår trods mange gode takter med andre ord ikke helt at finde den hundesvære balance mellem alvor og komik, det tunge og det lette, men man er aldrig i tvivl om at den forsøger - at den vil andet og mere end at levere tomme kalorier til aftenkaffen - og alene det er al ære værd. Så vi er selvfølgelig også på plads næste mandag.

Medv.: Mille Dinesen, Charlotte Munck, Kurt Ravn, Ole Lemmeke m.fl.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen