'Rita' rammer bunden

...men så kan det til gengæld kun gå fremad

Mille Dinesen er tilbage i rollen som den langt fra politiks og pædagogisk korrekte skolelærer Rita. Foto: TV2.
Mille Dinesen er tilbage i rollen som den langt fra politiks og pædagogisk korrekte skolelærer Rita. Foto: TV2.

'Rita'. Sæson 4, afsnit 1. Konceptuerende instruktør: Lars Kaalund. Hovedforfattere: Christian Torpe og Jannik Tai Mosholt. TV2, 21. august.

4
3.9
Hvad er din bedømmelse? Din bedømmelse er modtaget

Rita (Mille Dinesen) befinder sig på et absolut nulpunkt ved indledningen af fjerde sæson om den langt fra politisk og pædagogisk korrekte skolelærer. Hun er blevet fyret og tjener til dagen og vejen ved at vende burgere på en grillbar, alt mens hun bor på sofaen hos datteren Molly (Sara Hjort Ditlevsen).

Men når man er dernede at vende, kan man jo så trøste sig ved tanken om, at det næsten kun kan gå fremad. Det kræver dog en eller anden form for motivation, hvis tingenes triste tilstand skal ændres. En motivation, som Rita ikke rigtig er i stand til at mønstre i al sin sarkastiske tristesse. Men så er det jo godt, at hun har Molly.

Se også: Stressramte Iben Hjejles afløser fundet

Molly sender nemlig en jobansøgning - på Ritas vegne - til Bavnegårdsskolen i den lille (1.500 indbyggere) provinsby Lundsager. Da det er den eneste ansøgning, den noget selvfede og konfliktsky skoleleder Bjarne (Ole Lemmeke) modtager, er jobbet Ritas og hun flytter ind på et værelse oven på den lokale slagter. Så langt så godt.

Men den nye sæsons drivkraft er selvfølgelig, at det var på selvsamme skole, Rita (Tessa Hoder) landede som rebelsk 16-årig. Det betyder, at serien i denne ombæring forløber i to parallelle spor, hvor det ene udspiller sig her og nu i selskab med den 45-årige version af Rita, mens det andet foregår i 1985, hvor vi i tilbageblik følger teenage-udgaven af hende, og måske derved kan blive lidt klogere på, hvorfor hun er blevet, den hun er.

Se også: Mille Dinesen: Sådan skal sex helst være

Det er måske ikke banebrydende originalt tænkt, men det virker lovende, og det mere end antydes, at Rita ikke kommer fra de mest omsorgsfulde kår, uden at vi endnu ved, helt hvordan det hænger sammen. Det tilsyneladende komplicerede forhold til ungdomsveninden Lea (Sofie Juul/Charlotte Munck), der stadig bor i byen, og er mor til en af Ritas 'udfordrede' elever, bliver også interessant at få foldet mere ud.

Til gengæld må jeg indrømme, at parret Hjørdis og Uffe skam har deres sjove øjeblikke, men efterhånden virker som unødigt fyldstof i universet. Den unge Riras krakilske lærer Rostrup i Kurt Ravns skikkelse forekommer også en kende karrikeret.

Se også: Ærlig Mille Dinesen: Min barnløshed fylder

Men alt i alt virker det som om, at 'Rita' stadig har noget at byde på, samt ikke mindst mod at til uddybe sine karakterer uden at sætte det lette, lidt rapkæftede tonefald, som er et af serien kendetegn, over styr. Stor kunst er det bestem ikke, men som uforpligtende - hvilket bestemt ikke er det samme som tanketom - tv-underholdning fungerer det glimrende uden iøjnefaldende træthedstegn.

Medv.: Mille Dinesen, Charlotte Munck, Kurt Ravn, Ole Lemmeke m.fl.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen