Vejret i dag:
-4°

Ekstrababen: Stram op, drenge

Hav mod på lidt af hvert, hvis du vil i flyverskjul med den 22-årige stewardesse Cecilie Beck Møller

12:50 - 19. feb. 2008 | Peter Roelsgaard

Jeg har været bartender i mange år, hvor jeg har overhørt og selv modtaget rigtig, rigtig mange dumme scorebemærkninger. Det virker ikke. Bare vær dig selv. (Foto: JonasAksel.com)

Det vigtigste først: Hvis du har mod på at opleve 22-årige Cecilie Beck Møller i en stewardesse-uniform, skal du flyve med Sterling fra Billund - chancerne er størst i flyveren til London, som er Cecilies yndlingstur, når hun arbejder.

- Mest på grund af at jeg kender mange af dem om bord, gæsterne er søde, og så har jeg mange venner i London, fortæller Cecilie, som elsker sit arbejde.

- Jeg har altid været i servicebranchen. Jeg kan godt lide at møde nye mennesker, og jeg elsker at rejse, så det her er lige mig.

Har du nogensinde brugt uniformen privat?
- Jeg vidste den ville komme, griner hun. Nej, det har jeg ikke prøvet endnu.

Og heller ikke på alle flyveturene er uniformen strengt nødvendig. Flyvefrøkenen bruger nemlig også en del af sin fritid i luften.

- Min yndlingsdestination er Thailand. Der er varmt, folk er søde, og kulturen er fantastisk. Man kan dykke, og maden er god. Jeg er også vild med Malaga og London.

Og når Cecilie Beck Møller rejser kloden rundt, får den fuld gas.

- Jeg kan godt lide ekstremsport. Springe i faldskærm er rigtig, rigtig fedt. Det vil jeg gerne prøve mange gange igen. Jeg kan også godt lide at rappelle og riverrafte. Og så er jeg lige startet til boksning.

Når den unge kvinde ikke dyrker ekstremsport eller er i uniform, arbejder hun på Café La Tasca i Vejle, hvor hun bor, og som personal shopper i London for et par rige mænd.

- Jeg shopper for folk, der ikke selv kan finde ud af det. Jeg bruger deres penge, og det er jeg rigtig god til. Det er et drømmejob for en pige, der godt kan lide at bruge penge, smiler Cecilie, som også er ved at starte et internetfirma med vine og specialiteter op med sin far.

Og generelt skal der helst ske noget det meste af tiden. Ellers bliver hun rastløs.

Er du krævende at være sammen med?

- Hm... Det vil nogen måske mene, men jeg har heller ikke en kæreste i øjeblikket. Jeg keder mig hurtigt, og der skal helst ske noget hele tiden. Det er også derfor, jeg rejser meget. Det er ikke, fordi jeg har noget imod søndagshygge på sofaen eller en god film i biografen, men nu er jeg altså single, og så skal der bare ske noget.

Men skal du med Cecilie på eventyr, er det ikke nok bare at være vild i låget. Vil du overhovedet have chancen for at lære hende at kende, må du lære at kunne formulere andet end en dum scorekommentar.

- De skal ikke være alt for dumsmarte. Jeg har været bartender i mange år, hvor jeg har overhørt og selv modtaget rigtig, rigtig mange dumme scorebemærkninger. Det virker ikke. Bare vær dig selv.

Godt så....

Credits: Foto: JonasAksel.com. Stylist: Line Sara. Makeup: Emilie. Modelbureau: Allure Models.

Img