Vejret i dag:
-3°

Ekstrababen Susan: Jeg vil forkæles

Kan du holde dig til én pige ad gangen? Hvis du kan svare ja, har du måske en chance hos Susan K., der er så single, som hun kan blive

11:30 - 25. mar. 2008 | Carsten Norton

Jeg har lavet en regel om, at alle skal kysse med hinanden. Eller det er i hvert fald mig, der får skylden for den. (Foto: Pinup.dk)

GÅR DU JÆVNLIGT i byen i det københavnske natteliv og nærmere bestemt på klubber som Luux og Nasa, kan du være heldig at rende ind i Susan K., som i går aftes debuterede som joker i ’Paradise Hotel’.

Den 33-årige model, som oprindelig kommer fra Århus, er nemlig flyttet til den danske hovedstad efter ti år som model i London. I England nåede hun blandt andet at stå foran kameraet for den internationalt anerkendte modefotograf Jürgen Teller.

Når hun ikke laver tv, arbejder Susan K(irstine Nielsen) for tiden som både model og tjener. Sidstnævnte hos Letz Sushi på Christianshavn og Østerbro. Men i weekenderne er hun med egne ord så single, som man overhovedet kan blive.

Hvad forventer du af en fyr, hvis han skal få dig til at opgive single-livet?

- Han kan starte med kun at date én pige ad gangen. Jeg er træt af fyre, der ser to-tre piger på skift. Det er simpelt hen så gustent. Men sådan er der desværre mange mænd, der er i dag. Og så længe jeg render ind i den type, vil jeg hellere undvære end nøjes.

Er der slet ikke noget, du savner som single?

- Jo, jeg savner da at blive forkælet. Og på længere sigt vil jeg også gerne have mand, børn og hus. Gerne lidt ude på landet og i hvert fald slet ikke i en storby.

Hvordan er det at være med i ’Paradise Hotel’?

- Fuldstændig sindssygt. Jeg havde slet ikke regnet med, at det ville være så følelsesladet. Man kommer hurtigt tæt på hinanden. Derfor var det også svært at komme ind. De andre var meget sammentømrede.

Hvad skal vi forvente af dig på skærmen?

- Fest, ballade og masser af snav. Og body-tequilaer. Det var der ikke meget af i forvejen, synes jeg. Der var for mange intriger. Jeg har lavet en regel om, at alle skal kysse med hinanden. Eller det er i hvert fald mig, der får skylden for den.

Hvilke andre forventninger har du til fremtiden?

- Ikke noget bestemt. Egentlig vil jeg helst bare gerne gå rundt og være glad. Og lige nu passer det mig for eksempel rigtig godt at arbejde som værtinde på Luux i weekenderne. Vi er cirka 100 ansatte og har det som en stor familie.

Hvad skal der ske det næste stykke tid?

- Jeg har lige fået en lejlighed på Christianshavn, som jeg er ved at flytte ind i sammen med en veninde, så det går det meste af tiden med. Og ellers skal jeg bare arbejde og feste videre.

Credits: Foto: Pinup.dk. Stylist: Tina Maria Andersen. Bureau: Allure models

Img