Enhver helt har brug for en tro væbner. Men det kan næsten være lige meget, hvis det er en af disse ti
16:24 - 15. apr. 2008 | Thomas Brunstrøm / macho!

Wham! 'Ham-den-anden-fra-Wham!' har det sikkert fint med det øgenavn. Andrew Ridgeley vurderes til at have tjent over 100 millioner kroner på tiden som George Michaels sidekick. (Foto: Polfoto)

Paul Shaffer(Foto: AP)

Bendt Bendtsen(Foto: Polfoto)

Swiftnick (Screengrab fra serien)

Samwise 'Sam' Gamgee (Foto: Polfoto)

Art Garfunkel (Foto: Polfoto)

Kylling (mellem Bamse og Ælling) (Foto: Polfoto)

Ron Weasley (Foto: Polfoto)

Batman og Robin (Foto: Polfoto)

Shortround (Foto fra filmen)

Andrew Ridgeley (Foto: Polfoto)
10 Paul Shaffer
Sidekick til: David Letterman
Vi anerkender fuldt ud hans evner som kapelmester i ’The Late Show’. Det er
mere det, at han hele tiden afbryder for at fyre hjemmebryggede og ikke
påfaldende sjove vitser af, hvilket virker lidt åndssvagt, når nu manden,
han afbryder – altså David Letterman – er en af de morsomste mennesker i tv.
Eller i hvert en af dem med de bedste manuskriptforfattere. Det svarer lidt
til, hvis den klassiske guitarist Kaare Norge pludselig sprang op på scenen
under en AC/DC-koncert og sagde ’hey, jeg kan faktisk også spille. Må jeg
være med?’
Bonus: Paul Shaffer har skrevet The Weather Girls-sangen
’It’s Raining Men’.
9 Bendt Bendtsen
Sidekick til: Anders Fogh
Bendt Bendtsen er officielt vicestatsminister, men det virker som om, hans
største præstationer i nyere tid er at afskaffe 25-øren (og knække helt
sammen over sin egen joke om, at det er fordi, de er røde) og proklamere
skattelettelser, indtil han får skældud af Anders Fogh (det er ikke kun
helte, som har sidekick).
Bonus: Det har været meget omtalt, men vi tager den lige
igen: Under partiledernes afslutningsdebat på TV2 inden valget sidste år,
bad Bendtsen Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen om at hente kaffe, fordi
han troede, hun var piccoline.
8 Swiftnick
Sidekick til: Dick Turpin
Et gensyn med serien fra slut-70’erne og start-80’erne afslører, at
intromusikken stadig holder 100 procent, Dick Turpin himself faktisk stadig
er meget sej, men at Swiftnick er et ualmindeligt sløjt sidekick, der mest
bare tusser rundt og ser lidt bange ud.
Bonus: Indtil 2006, hvor de gik i opløsning, huserede et
dansk band ved navn Swiftnick på landets spillesteder. Musikken kan stadig
høres på www.swiftnick.dk.
7 Samwise ’Sam’ Gamgee
Sidekick til: Frodo Baggins
Sam kunne have kortet den umenneskeligt lange ’Ringenes Herre – Kongen vender
tilbage’ ned med en times tid, hvis han bare havde trådt i karakter og sagt
’prøv at høre, Frodo. Nu holder du op med at glo på den ring og kommer ind i
kampen!’ I stedet sjosker den kvabsede hobbit bagved Frodo, piber lidt over,
at han er sulten, og er generelt lige så nyttig som den schweiziske hær.
Bonus: Sean Astin tog 20 kilo på for at spille Sam i
’Ringenes Herre’-triologien.
6 Art Garfunkel
Sidekick til: Paul Simon
Jo, jo, selvfølgelig sang både Paul Simon og Art Garfunkel i Simon &
Garfunkel, men hvor Paul Simon skrev sangene og akkompagnerede dem på
guitar, var Art Garfunkels primære spidskompetence at være meget høj. Og
spille tamburin.
Bonus: Art Garfunkel har faktisk udgivet 14 soloalbum. Har du
nogle af dem? Næ, det tænkte vi nok.
5 Kylling
Sidekick til: Bamse
Bamse er egoistisk, gammelklog, udspekuleret og nærmest lidt ond – og minder
på den måde meget om alle os andre. Kylling er mest bare irriterende,
fjerkræet har efter 25 år på skærmen stadig ikke lært at tale rent.
Bonus: Den engelske skuespiller Brian Patterson var inde i
kyllingedragten fra 1983-1989. Patterson er også kendt som den uheldige Vuk
i ’I Kina spiser de hunde’.
4 Ron Weasley
Sidekick til: Harry Potter
Man skal være meget ferm med pauseknappen, hvis man skal finde en enkelt frame
eller to fra de fem Harry Potter-film, hvor Ron Weasley ikke ser enten
bange, fåret eller bare forvirret ud. Hvis Hogwarts var en rigtig skole,
havde Ron Weasleys hverdag været et orgie i buksevand, vaskere og olferter.
Synd for ham? Ja, måske. På sin plads? Ja, faktisk.
Bonus: Den sidste Harry Potter-film er annonceret til 2011.
På det tidspunkt er Rupert Grint, der spiller Ron Weasley, 23 ...
3 Robin
Sidekick til: Batman
Det er svært at afgøre, hvilken Robin der er værst: Den kitchede tosse fra
60’er-tv-serien, der råber ting som ’milde makrel, Batman! Pas på!’ og
ellers mest bare går i vejen. Eller Chris O’Donnell-versionen fra den
jammerlige ’Batman & Robin’ fra 1997, der tror, han er Guds gave
til menneskeheden – og har en dragt med brystvorter ...
Bonus: Robin har sit navn fra fuglen rødkælk (robin på
engelsk). Rock’n’roll ...
2 Short Round
Sidekick til: Indiana Jones
Minder en del om Batmans Robin, bortset fra at han er mindre, mere ligegyldig,
har en bemærkelsesværdigt mere skinger stemme, dårligere grammatik og endnu
mere lunkne replikker i ’Indiana Jones og templets forbandelse’: Indiana
Jones: ’Short Round, step on it.’ Short Round: ’Okey dokey, Dr. Jones. Hold
on to your potatoes!’
Bonus: Jonathan Ke Quan, der spillede Short Round, arbejder
nu mest bag kameraet (og det er da dejligt). Han var blandt andet
stunt-rigger på ’X-Men’.
1 Andrew Ridgeley
Sidekick til: George Michael i Wham!
Lad os se: George Michael skrev stort set alle sange, producerede dem, sang
dem og var ham, alle pigerne dånede over. Hvad lavede Andrew Ridgeley så?
Tja, han sang – angiveligt – men det er sjældent, man decideret kunne høre
det. Og så kan man i albumcovere læse, at han åbenbart spiller guitar, men
her skal man også lede temmelig længe, før man finder et Wham!-nummer, hvor
man decideret kan høre en guitar. Ridgeleys fornemste opgave var således –
tror vi – ikke at komme til at stå i vejen for George Michael, når der
skulle indspilles musikvideoer.
Bonus: Andrew Ridgeley vurderes til at have tjent ti
millioner pund på sin tid i Wham!, så han er formentlig ligeglad med at være
kendt som ’ham-den-anden-fra-Wham!’