’Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af ’. Sådan lyder det dumsmarte ordsprog, når julefrokostens utroskab skal forsvares. Et ordsprog, som også udgør bagtæppet i Anne Lise Marstrand-Jørgensens formidable roman om 70’ernes seksuelle frigørelse.

Romanen sætter sejl i 1969 i et fiktivt land, hvor den seksuelle frigørelse kører i maksimale omdrejninger. Økonomen Eric Horn, hans hjemmegående hustru, Alice, og deres tre børn flytter til en af tidens nye og funklende, kedsommelige forstæder. Et sted, hvor folk på overfladen holder på de pæne former, mens samlivet syder betændt inde bag ligusterhækkene.

Med konen i swingerklub
Eric er på den ene side en pligtopfyldende bedsteborger, som uden at kny har forpligtet sig på rollen som patriarkalsk skaffedyr. Samtidig er han blevet inficeret af 60’ernes frisatte seksualitet, hvorfor han opfatter det som sit livs dybere mening at knalde fremmede damer.

’At elske uden at eje, at være fri og uden bånd’. Sådan lyder et af Erics hippieræsonnementer, og da det endelig lykkes ham at overtale Alice til at tage med i swingerklub, er deres fremtid brolagt med jalousi, afmagt og sammenbrud.

Skriver forbandet godt
Marstrand-Jørgensen skriver forbandet godt og med et suverænt røntgenblik for de menneskelige konsekvenser, som fulgte i kølvandet på 70’ernes eksperimenter med fri sex og nye familieformer. Ikke siden Christian Kampmanns saga om familien Gregersen har dansk litteratur set et stærkere portræt af 70’ernes tumultariske cirkus.
Andet bind om familien Horn udkommer næste år. Itsi bitsi, ta’ mig med til Nepal.