Qvortrup: Bare gi' mig tæsk

– Du er et svin, svin, svin.

Sådan lød Naser Khaders karakteristik af Henrik Qvortrup få dage før folketingsvalget i november 2007. Ugen, hvor Se og Hør havde en historie på forsiden om, at Naser fik udført sort arbejde i sit hjem. Fejden blev til en mediestorm med begge parter i centrum.

Og Henrik Qvortrup trives dér i centrum udstillet til offentlighedens moralske bedømmelse i modsætning til de mange kendisser, hvis succeser, fejltrin, skilsmisser og utroskab, han lever af at afdække og udstille. Han bringer billeder af deres bryster, balder og branderter i en grad, der har fået skuespilleren Mads Mikkelsen til at true med tæsk og fået Casper Christensen, Line Baun Danielsen, Andrea Elisabeth Rudolph og en række andre kendte tv-værter og skuespillere til på skift at rase og føre retssager.

I disse dage er det Morten Helveg Petersen, der højlydt truer med en retssag, fordi Henrik Qvortrup har valgt at beskrive politikerens angiveligt ’skattebetalte elskovsrejse med Line’.

De mange sager betyder, at det er de færreste danskere, der ikke har en klar – og ofte stærkt negativ – mening om den skaldede sladderchef, som den politiske kommentator Ralf Pittelkow har udråbt til ’kongen af bullshit’.

– De fleste synes, du er et dumt svin. Hvordan føles det?

– Jeg vil ikke fremstilles som offer. Jeg har et job, som er det bedste og sjoveste, jeg nogen sinde har haft. Men en af ulemperne ved det er da, at mange mennesker har en forudfattet mening om mit job og det her blad.

– Men det må betyde noget for din personlighed?

– Det er også derfor, det er rart, når nogle gør sig nogle anstrengelser for at se ind bag det dér billede. Selv om jeg godt er klar over, at jeg lever af den stereotype forestilling om, hvem jeg er: En karakter, som folk gerne må synes er provokerende, iskold og kynisk. Det ligger i rollen, som jeg trives fint med at have.

– Du nyder at være det dumme svin?

– Det kan godt være, jeg skal konsultere professionel hjælp i den retning, men jeg synes, det gør jobbet spændende, at jeg får tæsk. Jeg kan li’ spændingsfeltet, nerven.

– Jeg vil aldrig gide at arbejde på Familiejournalen og skulle forholde mig til, hvorvidt vi skulle banke til en pæretærte på forsiden den kommende uge.

– Er der en fare for, at du bliver din rolle?

– Folk, der kender mig, ved godt, at det er en medierolle. De ved godt, at jeg ikke kan være en hønsestrikket hyggeonkel. I så fald ville jeg være fejlcastet til det her job.

– Men i den bedste af alle verdener, så ville jeg da gerne have en knap, jeg kunne trykke på og sige ’o.k., nu hopper jeg ud af den rolle og giver den som noget helt andet i det offentlige rum.’ Men den mulighed eksisterer ikke. Jeg kan godt i interview som dette sige, at jeg er også er en flink fyr, men jeg er fanget i rollen.

– Du har sagt, at du også er blød – indeni?

– Det er jeg, men jeg er træt af, at jeg har sagt det. For der er ikke noget mere jammerligt end at høre en mand, der lever af at være hård, sige, at han også er blød.

– Du vil alligevel hellere fremstilles som helten?

– Jeg trives med at være skurken, men nogle gange kan jeg godt synes, jeg bliver fanget lidt af mit eget image. I svage stunder kan jeg godt føle, jeg bliver en karikatur af mig selv.

– Hvordan en karikatur?

– Alle har en interesse i, at jeg skal leve op til det image at være hård og kynisk. Det kan nemt blive en selvopfyldende profeti, fordi alt, hvad jeg gør, bliver set i det lys.

– Lige nu laver vi nogle reklamer, hvor jeg spiller superskurken i James Bond. Det sælger forhåbentlig nogle blade, men rollen er med til at gøre min person endnu mere stereotyp. Jeg ville hellere have været 007. Jeg kunne godt tænke mig bare at prøve at være helten. Men så god er verden nok ikke, at jeg får lov til det.

– Nu er det jo heller ikke Tamilsagen, ministrenes magtmisbrug eller miljøsvineri, du afslører?

– Men det er stof, der genererer 75 millioner kroner i omsætning hvert år. Det kan godt være, åndseliten kalder mig for noget, katten har slæbt ind, men for mig handler det om at lave et blad, som hr. og fru Danmark gider læse. Det nytter ikke blot at plastre forsiden til med blod og helvede. Det vil være uetisk, og så vil læserne stå af. Jeg skal finde balancen.

– Fandt du balancen, da du udsatte en dusør på oplysninger om den 15-årige pige, som Jeppe Kofod havde været i seng med – eller overskred du en grænse?

– Det var Kofod, der overskred en grænse. Og ideen med en dusør var god nok. Men jeg indrømmer, at vi fik det lidt kejtet og fejlagtigt kommunikeret ud. Som om, vi jagtede pigen og ikke Jeppe. Det var en fejl.

– Er der noget andet, du fortryder i din karriere på Se og Hør?

– Ja, det var heller ikke godt, da vi havde et meget stærkt billede fra tsunamien på forsiden – og da vi bragte en flintrende forkert historie om Thomas Eje.

– Bliver du nogle gange træt af dig selv?

– Ja. Guderne skal vide, at jeg kan blive træt af klicheen om mig selv. Men jeg piver ikke over det, for det er den kliche, jeg lever af.

– Synes du selv, sladder om de kendte er spændende stof?

– Jeg har lært mig at interessere mig for det. Jeg kan godt li’ kanten og opmærksomheden omkring det.

– Din advokat kalder dig en vaneforbryder?

– Men det er sagt med stor kærlighed og taknemmelighed. For han henter en stor del af sin omsætning gennem det, vi render rundt og laver.

– Så meget, at han har opført en tilbygning, som er blevet døbt Qvortrup-fløjen?

– Ja, på sit landsted i det sydfranske. Men det er ikke sådan, at jeg tilbringer mit halve liv i byretten. For udenforstående må det synes, at jeg er i liga med Jack the Ripper, men det holder ikke. Jeg har haft under ti retssager de seks år, jeg har været chef her.

– Det er altid personsager. Nogle bliver meget kede af det. Går det dig på?

– I det her job er jeg nødt til at gøre mig hård. Men hvis jeg ødelægger noget i folks liv, så bliver jeg selvfølgelig ked af det. Det er bare sådan, at nogle af dem, der jamrer højst, er nogle pivehoveder. Line Baun Danielsen har jeg det ikke et døjt skidt med. Det er jammer på et forfinet niveau.

– Kan man aldrig ramme dig personligt?

– Jeg er god til at gøre mig hård og kæmpe på distancen, men i en tæt kamp bliver jeg ... forlegen.

– Vi lavede på et tidspunkt en intern undersøgelse her på bladet, hvor de cirka 50 medarbejdere anonymt kunne skrive deres mening. Og der var én, der må synes, jeg er århundredets klamphugger. Han skrev, at jeg var en opblæst idiot, overvurderet, doven, uduelig og alt muligt andet grimt. Jeg ved godt, at der er mange, der synes sådan om mig ude i verden, men at en her syntes det, gjorde mig ked af det. Og jeg har det stadig ikke godt med det.

– Og dit eget privatliv

– Det fortæller jeg ikke om.

– Er det ikke hyklerisk, når du selv lever af at udstille andres?

– Jeg er helt på det rene med, at mit privatliv er interessant, fordi jeg er en offentlig figur. Hvis nogle researcher sig frem til noget, så må de meget gerne skrive det. Be my guest. Men jeg hjælper ikke med at finde noget. Da der blev udlovet en dusør på at finde noget på mig, ventede jeg spændt, men der var kun rungende tavshed. Faktisk lidt kedeligt for mit ry og rygte ...

– Hvad synes din kone om, at du inviterede til at skrive om jeres privatliv?

– Jeg tror, hun tænkte: For pokker, lad dem dog – for der er netop ingen lig i lasten – eller noget i skabene. Og hvis der skulle være, ville jeg være den sidste til at jamre.

– Hvorfor bor du ikke længere sammen med din kone?

– Det er et rigtig godt spørgsmål, som jeg godt kan forstå, du stiller – men som jeg ikke vil svare på ...