Miehe-Renards psykiatri-mareridt

Del på
Messenger!

Send artikel

– Noget af det vigtigste for mig ved at udgive denne bog er at fjerne tabuet omkring det at have et skrøbeligt sind. Jeg vil så gerne opnå, at samfundet ikke ser ned på os mennesker, som en gang imellem mister kontrollen, siger Isabella Miehe-Renard, da hun lettere forsinket dukker op på sit forlag.

Hun udgiver i morgen bogen ’På’, hvor hun blandt andet fortæller om et mislykket selvmordsforsøg og om at leve med en voldsom depression.

Hun er talende fra starten med den særlige, dybe stemme, danskerne har hørt på tv-skærmene i mere end 20 år.

Som 27-årig fik hun sin første depression, og det har givet hende indsigt i en verden, hun føler, hun ikke må svigte.

Vi går i gang med det samme, for med Isabella er der ingen svinkeærinder. Bare spørg!

Det gør jeg, og jeg ved, hun nok skal svare.

– Du har oplevet rystende forhold på de afdelinger, hvor du har været indlagt. På et tidspunkt får en oplevelse dig til at sige til dig selv ’Det her er ikke mit liv. Det her er ikke mit liv’ ...

– Jeg lå på en tremandsstue, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn, fordi jeg havde sovet det meste af dagen. Men det lykkedes. På et tidspunkt vågner jeg ved, at døren går op og ind kommer en mand fra stuen overfor. Han har en voldsom mani.

– Jeg får et chok, men tør ikke gå ud af sengen. Han går rundt i ring om min seng, men pludselig standser han og trækker sine bukser ned og tisser ud over hele gulvet.

– Jeg blev faktisk bange og begyndte at græde, men en sætning gik igen inden i mig, mens jeg håbede, at nogen kom og tørrede tisset op: ’Det her er ikke mit liv’. Men det var det jo.

– Hvorfor er det sådan, tror du?

– Det er de store nedskæringer inden for psykiatrien, der forårsager en mangelfuld behandling, dårlige forhold og nedslidt personale, der er stressede og opgivende. Forholdene gør, at patienter fyldes med medicin, for der er mangel på psykologer, og somme tider er der ikke mad nok til alle.

Isabella Miehe-Renard er i dag 41 år, og hun har igennem årene været indlagt på fire forskellige psykiatriske afdelinger i tre forskellige kommuner.

Fra et af opholdene skriver Isabella i sin nye bog ’På’:

’Tiden går langsomt på en psykiatrisk afdeling. Personalet er presset på grund af underbemanding. Man sidder som kvæg i fællesstuen og venter.

Ellers handler det mest om ventetid. Dage, uger eller måneder.

Først klokken 13.00 kan man høre madvognens hvinende hjul og lyden af gongongen. Den gastronomiske spænding er til at overse. Farsbrød uden krydderier og udkogte karotter og ærter. Tit er der ikke mad nok til alle, og mændene slås om frikadellerne.

Sidst jeg var på besøg i en afdeling i København, var der alvorlig personalemangel. Man havde f.eks. ingen psykolog tilknyttet, da stillingen havde stået ledig i et halvt år og stadig ikke kunne besættes. Læs dette igen: Ingen psykolog på en psykafdeling!

Om aftenen i en hel uge var der indkaldt vikarer fra et bureau, der ikke anede noget om afdelingens rutiner. De måtte spørge patienterne om tid for natmedicinen, hvem der havde udgang og ikke skulle sove der i nat, osv.

Og medicin i skabene er der nok af. Sovepiller, beroligende piller og antidepressiva. Kvik-op-piller, fald-ned-piller og sov-nu-piller. Både den lette og tunge af slagsen. Blodtryk bliver målt i en uendelighed for at undgå fejlmedicinering. Men en gang imellem er der alligevel en, der dejser om. Den slags sker.

De er nødt til at beordre patienterne meget tidligt i seng, selv om enhver ved, at døgnrytmen for depressive især forbedres om aftenen og om natten’.

Om to af de psykiatriske afdelinger skriver Isabella:

’Der var møgbeskidt. Svamp i væggene på badeværelserne og kun tre brusere til alle afdelingens mandlige og kvindelige indlagte. Og kun et fælles toilet – også til de besøgende.

Tv-kanalerne fungerede ikke, og sofaerne var uhumske med cigarethuller og svedpletter, der var så gamle, at de ikke kunne fjernes med Ajax.

Farverne i lokalerne var vissengrønne og grå.

Samtaler med en psykiater efter akut indlæggelse kan lade vente på sig i to uger. Efterbehandling til nyudskrevne patienter er sparet væk til stor frustration for det professionelle personale, personale, der bare må sige ’farvel og pøj pøj’ til dem, der skal genstarte et skrøbeligt hjemmeliv. En stor procentdel bliver til såkaldte ’svingdørspatienter’, de kommer igen ud og ind af systemet med mellemrum. Det er fristende at opgive i travlheden.’

– Hvordan kom du igennem de indlæggelser – kære, søde Isabella?

– Kun, fordi personalet gør alt, hvad de kan på trods af de umulige forhold. Personalet er enestående, men der er åbenbart ingen prestige i at hjælpe patienter på psykiatriske afdelinger.

Citaterne fra bogen er uddrag, som er udvalgt og sat sammen af Ekstra Bladet .