Indlæser...

Qvortrup i krig mod USA

Sladderkongen er havnet i en celeber tøjkrig med den amerikanske ambassadør i Danmark, James Cain, som er træt af at være under luppen i Se og Hørs Modepolitiet

10:05, 05. okt 2008 | Jan Körner

Se og Hør skal love USA's ambassadør ikke at drille ham med påklædningen, hvis bladet vil have adgang til fest på ambassaden. Chefredaktør Henrik Qvortrup nægter. (Foto: Martin Lehmann)
Se og Hør skal love USA's ambassadør ikke at drille ham med påklædningen, hvis bladet vil have adgang til fest på ambassaden. Chefredaktør Henrik Qvortrup nægter. (Foto: Martin Lehmann)

Annonce

  • Oversæt / Translate
James Cain gider ikke længere at optræde i Se og Hørs Modepolitiet. (Foto: Benjamin Kürstein)
James Cain gider ikke længere at optræde i Se og Hørs Modepolitiet. (Foto: Benjamin Kürstein)

Annonce

Annonce
Henrik Qvortrup, der ellers er vant til at kæmpe mod brystbomber, kendis-krukker og andet godtfolk, har fået et problem af de mere sjældne.

Sladderkongen fra Valby er nemlig blevet viklet ind i en personlig krig med selveste USA. Det er dog ikke international terrorisme eller rettighederne til olieforekomster, der er stridens kerne.

Næ, Qvortrup og hans slæng på ugebladet har fået problemer med verdens mægtigste nation på grund af dårlig tøjstil.

For når Basim i morgen holder release-party på den amerikanske ambassade, bliver det uden overværelse af landets største billed-ugeblad.

– Vi har modtaget et brev om, at vi kun er velkomne, hvis vi skriver under på, at vi ikke må genere ambassadøren eller hans kone i Modepolitiet. Og det vil vi selvfølgelig ikke skrive under på, siger Qvortrup til Ekstra Bladet.

Må ikke svine parret
Hver uge rister modesheriffen Mads Christensen de kendtes påklædning over perfid og frydefuld ild, når de formaster sig til at dukke op i jammerlige klude. Og på de sider har James P. Cain og hans kone Helen været hyppige og velkomne gæster.

– Vi skulle love, at vi ikke ville svine ham til, men det kan vi selvfølgelig ikke. Derfor har vi besluttet, at vi vil hellige næste opslag med Modepolitiet til ambassadøren og hans kone, siger Henrik Qvortrup med en slet skjult latter og har allerede sendt frontkæmper Mads Christensen af sted for at optrappe den internationale konflikt med en sønderlemmende kritik af ambassadør-klæderne.

Så Basim må desværre konstatere, at James P. Cains forfængelighed koster ham omtale i et af landets mest læste medier.

– For vi kommer selvfølgelig ikke, hvis ambassadøren ikke vil have det. Vi vil ikke ødelægge hans dag, siger Qvortrup.

Quortrup vinder
Ekstra Bladet ville gerne have hørt til den udsendte diplomats frygt for Se og Hørs glitrede sider, men USA's repræsentant var ikke på kontoret. Om han var ude for at købe pænere tøj til sig selv og fruen, kunne kontoret dog ikke svare på.

Samtlige pr-folk havde samtidig deres telefoner slukket, hvilket kunne tyde på et gedigent modtræk fra USA's side.

Det får dog ikke Henrik Qvortrup til at ryste i bukserne.

– Den her sag viser, at det måske står mere galt til med stormagten, end man umiddelbart troede, siger sladderkongen.

Når Basim holder sin fest på den amerikanske ambassade, skyldes det, at han optrådte ved årets Rebild-fest. En gestus, som ambassadøren returnerede ved at lægge lokaler til.

Og lad os straks advare nationen, der ellers kan invadere lande, sende folk til månen og sende hele verden i økonomisk krise: Se og Hør får ingen problemer med at skaffe billeder af James og Helen fra festen i morgen, hvilket gør Qvortrup til vinderen af tøj-krigen.

– Men det gør selvfølgelig indtryk, at jeg pludselig har fået en stormagt på nakken.

– Ja, lidt som Saddam Hussein?


– Ja, spørgsmålet er, hvornår de invaderer Valby, siger Qvortrup med et smil.

Annonce


Annonce