Thisted og Fugl: Kærlige kællinger

’Er vi de eneste normale her?’

De to højtråbende og stærkt synlige journalister, Mette Fugl og Karen Thisted, kommer skraldgrinende ind i lokalet for at tale om en ny bog. En såkaldt samtalebog, som de har skrevet i fællesskab og proppet med oplevelser og anekdoter fra et over 30 år langt liv som venner og frygtløse fagidioter bag mediernes frontlinjer.

– Jeg vil altså ikke fotograferes i profil. Jeg har et forkølelsessår, så jeg ligner en, der ikke har tørret sig om munden efter flæskesteg, siger Mette Fugl. Hun har været oppe siden klokken fem i morges, hvor hun tog flyet fra Bruxelles.

– Arghh, jeg har fået det helt forkerte tøj på, kender I det? siger Karen Thisted og smiler lidt anstrengt til fotografen, inden Mette Fugl skærer skarpt igennem:

– Lad os nu bare sætte krukkerne ind i skabet og kaste os ud i det.

– Hvorfor har I skrevet den her bog?

Karen: – Det var til min 60-års fødselsdag, hvor Mette Fugl holdt en tale til mig om ’happy moments’.

Mette: – I disse selvhjælpstider er der altid nogle terapeuter der siger: ’Luk øjnene og fremkald et happy moment’. Det er noget vrøvl, for det hjælper ikke på livet. Men når jeg alligevel gør forsøget, så er det altid Karen, der dukker op i en eller anden vanvittig situation. Det hørte en forlagschef og spurgte, om vi kunne skrive en bog om de der fælles ’moments’.

– Kunne I det?

Karen: – Nej!

Mette:– Nej, ikke kun happy moments. Men efter lang betænkningstid valgte vi at sætte os ned og finde alle historierne frem igen. Ikke de private historier, for vores privatliv er ikke så interessant, at det er en bog værd. Som Karen siger: ’De rigtige erindringer kommer først den dag, vi kan forlade Danmark og søge visum et sted, hvor vi aldrig bliver fundet igen.’

– I satte jer ned med en flaske rødvin og ...

Karen: – Nej, vi arbejdede hårdt. Det var ikke vild fest. Vi rejste til ... jeg kan ikke lige huske hvor.

Mette: – Nej, du kan aldrig huske, hvor vi er. Det er nu heller ikke altid, jeg ved det. Når vi tager på ferie sammen, så mødes vi i lufthavnen, og når Karen spørger, hvor det egentlig er, vi skal hen, så aner jeg det ikke.

Mette: – Men denne gang var det vist Tenerife. Vi snakkede mest om journalistik, der fylder så utroligt meget i vores liv. Vi måtte hele tiden sige til hinanden: ’Hold nu op med at blive så muggen’. Vi ville ikke lave en vrissen bog, hvor vi konstaterer, at alt var bedre før i tiden. Men det var godt nok svært at undgå.

Karen: – Vi kunne pludselig se et stykke danmarkshistorie i alt det, vi havde dækket som journalister. Vi har begge været på Christiansborg. Jeg har været på tv og Ekstra Bladet – og Mette har været i udlandet en stor del af tiden. Vi har fulgt tidens rytme. Men det er ren underholdning, vi har skrevet – og ikke en teoretisk doktordisputats om journalistik.

Mette: – Vi er ikke sådan nogle, der kan lære andre, hvordan de skal leve. Det må de selv finde ud af. Vi lever bare vores liv. Og for os er det interessant, at vi har været så forskellige. At vi har oplevet det samme, men på hver sin måde. Og mens vi sad der, så kom der i stedet en del ’vrisne moments’.

Karen: – Jeg er altså IKKE vrissen. Jeg er et positivt menneske, der ikke kan se ideen i at have en negativ vinkel – altså indtil noget andet viser sig at være berettiget.

Mette: – Nå, men jeg ER vrissen. Nu kan jeg ikke holde det skjult længere. Men det er bestemt ikke noget, jeg er stolt af. Det er uklædeligt.

– Hvad er du f.eks. vrissen over?

Mette: – At det er så svært at finde plads til fordybelse, tid og nuancer i mediebilledet. At det ikke længere kun er trangen til at meddele sig, der driver journalistikken, men at det i højere grad er blevet en jagt efter at kunne sige alt på 20 sekunder i opsigtsvækkende udsagn.

Karen: – Jeg synes, man undervurderer folk, når man tror, de kun gider høre om ’Vild med dans’. For jeg tror, der er et stort behov for at fordybe sig. Der er helt tydeligt en hungrende interesse i befolkningen efter at høre om og beskæftige sig med tanker om livet, døden og kærligheden – for at læse bøger, høre musik, gå i teatret.

Karen: – Hvis jeg har lavet et interview med en forfatter, så er det lige før, jeg skal lyve og sige, at vedkommende har slået sin mor ihjel, for at få plads til teksten. Det er en trist udvikling. Og når jeg så ser interviewet i avisen, så er billedet meget større end teksten.

Mette: – Det er så ikke lige et problem på tv ...

Karen: – Ha! Men hvis jeg var chefredaktør, så garanterer jeg, at jeg kunne skaffe hundredvis af læsere ved at satse på fordybelse.

Mette: – Godt, så når du bliver chefredaktør, så skriver jeg dagligt en artikel i din avis om konvergenskriterier.

Karen: – Tak Mette Fugl.

– I bogen skriver I om et hav af kendte mennesker og berømtheder, som I er venner med eller har mødt. Havner I nogle gange i et dilemma, når I samtidig skal være kritiske over for samme mennesker?

Mette: – Jeg er ikke venner med nogle af dem – og heller ikke med en eneste politiker. Nej, det er ikke et problem.

Karen: – Hvis jeg kommer tæt på mennesker som Johannes Møllehave og Benny Andersen, fordi jeg f.eks skriver en bog om dem, så er det et professionelt venskab. Og jeg kalder dem stadig for Møllehave og Andersen.

Mette: – Du kalder nu også mig for Mette Fugl!

Karen: – Ja, og du er min ven. Efter så mange år er vores venskab blevet et stærkt, modent og meget værdifuldt. Når jeg er glad eller ked af det, så ringer jeg altid til Mette Fugl.

Mette: – Og jeg tager telefonen ... Jeg faldt i sin tid for Karens omsorgsfulde humor, men nu er det ikke kun den og skraldlatteren, der er berigende. I dag tager jeg vores venskab mere alvorligt. Det betyder meget for mig, og det giver mig en uundværlig følelse af tryghed at jeg har et menneske, jeg stoler på.

– I taler også om den evige angst for at være ’på’ i bogen.

Mette: – Man skal have en intelligens i nærheden af stuetemperatur for ikke at blive bange. Når jeg skal lave en speak på tv, er jeg altid dødsens angst. Min puls kører som et højhastigheds-tog, og jeg tror, jeg skal dø – eller i det mindste besvime. Angsten bunder i en dyb respekt for mediet. Afskaffe den kan jeg ikke.

– Er der noget, I gennem et langt liv har fortrudt, I har sagt – eller ikke sagt?

Mette: – Forleden da jeg interviewede Birthe Rønn Hornbech svarede hun på mit spørgsmål sådan: ’Jeg kunne lige så godt spørge dig, om du har slået din mor ihjel.’ Der var jeg lige ved at sige til hende: ’Nej, det har jeg ikke, min mor døde af kræft for 11 år siden, og det er jeg ked af.’ Men det ville ikke have været professionelt. I stedet valgte jeg at bringe hendes svar uredigeret.

Karen: – Jeg har sagt alt for meget. Jeg kunne bide tungen af mig selv ved tanken. Men man kan desværre ikke holde kæft med tilbagevirkende kraft.

– I nærmer jer pensionsalderen. Tænker I snart på at trække jer tilbage fra mediescenen?

Karen: – Pension? Det er vi ikke begyndt at planlægge endnu. Vi skændes altid om, hvorvidt vi skal tale om alder. Det gider jeg ikke. Det er et uinteressant emne.

Mette: – Jeg synes, det er dybt interessant, for jeg har endnu ikke fundet balancen. Jeg er ved at øve mig i at sige, at jeg er 60 år, og så prøve på at lade være med at vente på, at folk falder besvimede om og siger: ’Neeej ... det kan da slet ikke passe.’ For der sker ingenting.

Karen og Mette: – Vi har ingen planer om at holde op. Man kan sagtens lave journalistik med en rollator.

Mette: – Jeg kommer nok til at stå der og sige’ Mette Fugl, 80 år, Kabul’.

Bogen ’Er vi de eneste normale her’ udkommer 10. oktober