Indlæser...

David Owe blev kaldt Michael

Kickstartet: David Owe fik sit gennembrud som it-nørden Michael i ’Ørnen’ og fik først sin egen identitet tilbage efter ’Vild med dans’

21:08, 26. okt 2008 | Philip Thomsen

- Jeg har kun været færdiguddannet skuespiller i fem år, og halvdelen af tiden har jeg brugt på rollen som Michael i Ørnen, siger David Owe. (Foto: Ulla Voigt)
- Jeg har kun været færdiguddannet skuespiller i fem år, og halvdelen af tiden har jeg brugt på rollen som Michael i Ørnen, siger David Owe. (Foto: Ulla Voigt)

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

Det er måske svært at forestille sig, men der var engang, hvor David Owe endnu ikke havde lagt det halve kongerige (i form af den kvindelige halvdel af befolkningen) for sine fødder og besteget tronen som den hidtil mest ombejlede vinder af evigt populære ’Vild med dans’.

Men rent faktisk var han – som den eneste af hovedrolleindehaverne – et ubeskrevet blad, da holdet til ’Ørnen’ blev castet i efteråret 2003:

– Jeg var lige kommet ud af Skuespillerskolen, og det var selvfølgelig en stor mundfuld at skulle spille en af de bærende roller i en stor serie på DR.

Troede jeg kunne det hele
– Men jeg var ung, kæk og troede, at jeg kunne det hele. Jeg så det ikke som et problem, at jeg var den eneste nybegynder på holdet, forklarer David Owe, der fandt ud af, at han kunne lære en del af sine mere erfarne kolleger.

– Det er selvfølgelig godt med sådan et gåpåmod, men set i bakspejlet var det en fordel, at jeg var omgivet af erfarne kræfter som Jens Albinus og Ghita Nørby. De var gode at støtte sig til og gav mig nogle tips til, hvordan jeg kunne få det til at fungere.

– De lærte mig at gå ind i teksten og være kritisk over for det materiale, man fortolker, siger David Owe, der – trods det store seertal – ikke med det samme blev genkendt på gaden som den nørdede it-tekniker Michael Kristensen.

– Det var faktisk først, da anden sæson blev sendt i 2005, at jeg for alvor kunne mærke, at jeg var blevet et kendt ansigt. Folk stoppede mig på gaden – de kaldte mig ’Michael’, fordi de ikke vidste, hvad jeg hed i virkeligheden.

– Senere kom så ’Vild med dans’ og alt det der, og så fandt folk ud af, at jeg hedder David.

– Det var faktisk temmelig befriende at blive mig selv igen, konstaterer den 30-årige skuespiller, der i øjeblikket kan ses i TV3-serierne ’2900 Happiness’ og ’Maj og Charlie’.

Hovedrolle i Disney-film
– Og så har jeg netop lagt stemme til en Disney-film, hvor jeg har hovedrollen. Næste år er der et par filmprojekter, og så er jeg ved at planlægge noget teater, fortæller David Owe, der ikke er i tvivl om, at ’Ørnen’ har betydet meget for hans succes:

– Det var rollen som Michael, der kickstartede min karriere. Og så har serien fyldt rigtig meget i mit arbejdsliv. Jeg har kun været færdiguddannet skuespiller i fem år, og halvdelen af den tid har jeg brugt på ’Ørnen’.

Fra på fredag kan du få en DVD med første afsnit af 'Ørnen' gratis, når du køber Ekstra Bladet.

Annonce


Annonce