Lisbet og Per er hinandens fans

'Hvornår smager en kold Tuborg godt?' spørges der i en Storm P-flue. Og svaret er: 'Hver gang'.

Samme svar lyder, når man spørger Lisbet Dahl og Per Pallesen, hvornår de finder hinanden morsomme.

På en regnfuld eftermiddag lige før teatertid på Gladsaxe Ny Teater, hvor parret sammen med fire andre knokler med den anmelderroste Dario Fo farce/satire 'De betaler ikke! Vi betaler ikke!', var der i hvert fald ingen slinger i valsen, da vi først havde fået lagt alle anekdoterne om snapsen, de vilde fester og de skøre aftner til side.

Den usexede Lisbet
– Pers sjoveste roller er 'Mathiesen'. Nej, undskyld jeg ved godt, at du har lavet meget fantastisk, men hold kæft, hvor var det skægt, griner Lisbet.

Den legendariske Mathiesen med hinkestenene, alpehuen og det uforløste forhold til fru Christoff (Tommy Kenter) slipper Pallesen aldrig af med.

– Nu skal det jo ikke være en roseklub, men når vi nu taler om Lisbet og sex, så er rollen som den totalt usexede dame i Cirkusrevyen vildt skøn. Jeg græd i hvert fald sidst, fortsætter Per noget umotiveret.

Her er det på sin plads at oplyse, at Pallesen er berygtet for at kunne klemme en lille sjofert ind i de mest utrolige sætninger, men de undlades her af hensyn til læsernes sjælefred.

Fint kærlighedsliv
– Min sketch hedder 'Humørbomben', og den er fantastisk at arbejde med, smiler Lisbet Dahl.

Den muntre, livlige kvinde, der vel nærmest har rekorden i antal ægtemænd i dansk teaterliv, spiller et fruentimmer, som ikke ved, at hun hverken kan danse, synge eller har sexappeal.

– Hvordan har kærlighedslivet det for tiden, Lisbet?

– Det har det fint.

– Har du en fast kæreste?

– Gu' har jeg ej. Og hvis jeg havde, ville jeg sgu' da ikke fortælle om det her.

– Hvad med dig, Per?

– Jeg er blevet 67 år. Men det er kun i kroppen. Inde i hovedet og i banditten er jeg kun 32.

– En ung mand på 32 har vel en kæreste?

– Ja, men jeg kan ikke huske, hvad han hedder.

– Er Anne Fabricius Bjerre en saga?

– Hun og jeg er ikke kærester mere. Jeg bruger min tid på at være far og bedstefar. Og så på mit arbejde.

Løgnehistorierne
– Hvis man endelig får en rigtig kæreste, tænker man sig jo lidt om, før man slæber ham med ud i offentligheden. Bladenes opmærksomhed kan være ret overvældende.

– Men heldigvis er Per og jeg ikke så interessante, som vi har været – selv om Per jo sidste år 'havde vagten' i ugebladene med hensyn til Anne, siger Lisbet.

– Er det det værste, I ved?

– Nej, det værste er, når et blad skriver løgnehistorier og illustrerer dem med fotos, som påstås at være dokumentariske, men er taget helt andre steder. Det gør ondt, tilføjer Per.

– Langt hen ad vejen er jeg sgu' hårdhudet, men hvis man hænger min familie ud, lukker jeg ned, siger Lisbet.

Mange er i krise
De to folkekære skuespillere har kendt hinanden, siden de mødtes på elevskolen på Aalborg Teater i 1964.

Alligevel har de kun arbejdet sammen en håndfuld gange, før de nu – sammen med bl.a. Preben Kristensen – er tørnet sammen på Gladsaxe Teater.

– Kan vi bruge Fos krise-historie til noget?

– Ja, for fanden. Stykket er skrevet up to date. Og Fo var jo ræverød, så det handler om de sociale forhold. Om hvordan magthaverne udbytter samfundets svageste, forklarer Per.

– Vi holder ganske enkelt et spejl op for publikum, så alle kan se, hvordan det fungerer, tilføjer Lisbet.

– Mærker I selv den økonomiske krise?

– Ikke personligt. Ikke endnu i hvert fald. Jeg har heldigvis aldrig været arbejdsløs. Men i krisetider er det jo altid kunsten, der bliver skåret i først, mener Lisbet.

– Det har jeg heller ikke, men jeg har bekendte, der har mistet job, og dem prøver jeg da at hjælpe. Der er sgu' mange, der er i krise nu, siger Per.