Prøv at kæle for det gode

Del på
Messenger!

Send artikel

De fleste kender nok Hella Joof som en af Danmarks sjoveste kvinder, men nu har hun lavet filmen ’Se min kjole’ – en voldsom og alvorlig film om fire unge piger, der har store problemer med narko og ikke mindst sig selv. De stikker af fra deres afvænningscenter og tager på roadtrip i et forsøg på at slippe fri af deres dæmoner. Hvorfor har Hella Joof kastet sig over netop dét emne, og hvad har hun egentlig selv med i bagagen?

– Hvorfor har du lavet en film om svært socialt belastede piger?

– Det interesserer mig, hvorfor er der nogle mennesker, der klarer sig, og andre der går til bunds. Og jeg synes, at hele misbrugsproblematikken er super interessant, for misbruget ligger latent i os alle sammen. Og hvad skal der til, før man kan bryde en eller anden social arv eller et misbrugsmønster? Jo ældre, man bliver, jo mere finder man ud af, at det ikke er samfundets skyld. Samfundet kan lave nogle rammer for at hjælpe, men det sidste, der skal til, før noget kan lykkes, det er inde i en selv. Og det synes jeg er vigtigt at fortælle.

– Filmen har en mørkere tone end meget af det, du ellers har lavet. Hvordan er du selv grundlæggende?

– Da jeg var 23, var jeg nok mest i mol. Jeg tror, at jeg er meget mere et dur-menneske nu, men jeg kender den anden side rigtig, rigtig godt. Meget af det med at arbejde med humor og komedie handler tit om, at man har noget med sig, som ikke er særlig positivt – og så bliver humoren en overlevelsesstrategi. Nu er jeg 46, og jeg er et sted i mit liv, hvor jeg har det rigtig godt, og måske giver det mere overskud til at dykke ned i de mørkere sider og emner.

– I filmen er der en pige, der er ’cutter’ – hun skærer i sig selv. Er det noget, du kender fra din ungdom?

– Dengang jeg var ung, har der da sikkert været en eller anden klassekammerat, der har siddet og skåret sig. Men jeg havde altså ikke hørt om det. I dag er det sådan, at hvis man har en eller anden ting, man gør, så er man på Facebook eller et andet sted på internettet og kommunikerer med andre, som også brænder sig selv med cigaretter. Alt er jo sat i system. Jeg mener ikke, man skal hype den slags ting, for de smitter ad helvede til.

– Hvordan var dit eget forhold til stoffer, da du var på ung?

– Vi røg da hash, men jeg blev altid så røvsenshamrende paranoid af det. Først så grinede vi i en halv time, og så spiste vi en masse chips, og så sad jeg ovre i hjørnet og kunne slet ikke tale. Så det var jeg simpelthen nødt til at holde op med. Det værste ved at ryge hash dagligt er, at man ryger følelserne væk, og derfor er det jo kæmpefarligt. Men man skal ikke bruge penge på alle de der razziaer og på at lukke Pusher Street. Erkend, at der er nogle mennesker, der ryger noget hash en gang imellem – det må de vel gerne – ligesom der er nogle mennesker, der drikker noget rødvin en gang imellem

– Ryger du hash i dag?

– Nej, jeg falder i søvn, hvis jeg ryger det. Det har aldrig rigtig været mit stof. Og det kan jeg da bare være glad for, ellers havde jeg sikkert været sådan en, som sad nu og rullede og sagde ’er det okay, at jeg ryger en ordentlig blammer?’. Men for mig er det meget ulogisk, hvad der er forbudt. Det er jo helt gakkelak, at tobak er tilladt. Hvis nogen kom og sagde ’ja, vi har lige været ovre i noget, der hedder Amerika og fundet de her blade, som indianerne tørrer og ryger’, og der var nogen, som undersøgte, om det havde nogen skadelige virkninger, så var det jo blevet forbudt.

– Hvordan er dit forhold til alkohol?

– Jeg drikker da masser af rødvin og råber og skriger og fester en gang imellem, det er slet ikke det. Men jeg tager stilling til alkohol og regner på det: Okay, torsdag skal jeg det, fredag er der det og så videre. Og jeg kan se på folk og den måde de drikker, hvem der er latente alkoholikere. Jeg kan spotte dem på kilometers afstand!

– Hvis du kunne møde dig selv, da du var på den alder, som pigerne er i filmen, hvad ville du så sige til den Hella nu?

– Så ville jeg sige: ’Bare rolig, det skal nok gå. Du skal nok klare den’. Eller: ’Du kan godt. Du har noget, som andre mennesker har brug for’. For det er jo det, man bliver mest ulykkelig over, når man er ung: Følelsen af, at det kan være lige meget, om man lever eller dør, for der er alligevel ikke nogen, der skal bruge en til noget.

– Har du nogensinde overvejet at tage dit eget liv?

– Ja, ja, ja. Kan du ikke huske de der mærkelige selvmordsflirterier, man havde, da man var helt ung? Men når jeg havde den der følelse af håbløshed eller magtesløshed, så blev jeg som regel distraheret af et nyt job, eller også har jeg mødt et eller andet menneske, som har gjort, at jeg er begyndt at se tingene på en anden måde.

– Er selvmord en udvej?

– Det kan jeg ikke blande mig i. Det er det jo for nogle. Det er ikke noget, jeg på nogen måde vil anbefale. Men hvis jeg fik konstateret galopperende Alzheimers om to år, og jeg ikke længere kunne genkende min datter, så har jeg sagt til alle folk: Så kyler I mig bare ud over altanen. Men det er noget, man må gøre op med sig selv og sin gud.

– Tror du, at der er en højere mening med livet?

– Det håber jeg da. Det er der i hvert fald for mig. Man skal jo ikke fornægte den smerte, der også er, men man behøver ikke hele tiden at vande og gøde den – for den kommer til os alle sammen alligevel. Det er et vilkår for mennesket. Glæde og sorg vandrer side om side. Men jeg tror da, at det overordnede er, at man skal prøve at kæle for det gode.