Jeg ved sgu ikke, om jeg er bange for at dø

'At være eller ikke at være' – det er det spørgsmål, som skuespilleren og Shakespeare-entusiasten Lars Mikkelsen tilsyneladende konstant stiller sig selv. Og hans svar synes at blive det samme hver gang: At være. At være far, at være kompromisløs skuespiller, at være menneske.

Det er også det spørgsmål, han stiller sig selv i hovedrollen som Martin Vinge i den nye, danske film 'Headhunter', der havde premiere i går. Her bliver han kontaktet af en aldrende industrimagnat, som vil have ham til at finde sin afløser. Men forretningsmandens søn påstår, at faderen er ved at blive senil – så hvad skal Martin Vinge tro?

Samtidig er hans søn meget syg – og han spørger sig selv, om han kan være der for ham, eller om han ikke kan være der for ham.

Ekstra Bladet mødte den 43-årige skuespiller til en snak om livet og døden – og noget af det midt imellem.

– Hvordan er dit forhold til din egen far?

– Det er skam meget godt. Han spillede fodbold med os, og var der for os, da vi var små – og ville gerne have, at vi blev nogle sunde, sociale individer. Dengang havde man ikke råd til hele tiden at gøre de ting, mange gør i dag – tage i biffen og alt det der. Og der var jo ikke noget, der hed Lalandia.

– Hvilke ting bestræber du dig på ikke at gøre, som din far gjorde?

– Jeg forholder mig nok til dem på nogenlunde samme måde, som han forholdt sig til mig. Det er de samme ting, der går igen: kærlighed, ansvar, tillid. Tid. Jeg går højere op i, hvordan de er som sociale individer, end hvordan deres boglige færdigheder er.

– Jeg mener, det er væsentligt at opdrage sine børn til, at der er plads til alle, og at det ikke nødvendigvis handler om at holde fast i sin egen carport. Det tror jeg ikke, man bliver lykkeligere af. Jeg tror, lykken ligger i at favne så mange mennesker som overhovedet muligt.

– Er du bange for ikke at kunne slå til?

– Ja, hele tiden i forhold til mine børn. Men jeg tror heller ikke på, at man skal sidde som en høg over dem og holde øje med hver eneste bevægelse, de laver.

– Er du bange for at dø?

– Det ved jeg sgu ikke. Er jeg det? Nej, så er jeg nok ikke bange for det, når jeg ikke har tænkt over det. Ikke rigtig tror jeg. Jeg vil nok være bange for at dø, før mine børn er kommet ordentligt i vej, og før jeg har set, hvor de skal hen. Men det er altså dig, der skaber angsten lige nu...

– Er du bange for, at dine nærmeste skal dø?

– Ja, jeg er vanvittig bange for, at der skal ske mine børn noget som helst. Især i forbindelse med mit ansvar for dem. Hvis man nu f.eks. giver dem lov til at cykle til skole – tænk så, hvis de blev kørt ned lige der, hvor man havde givet dem lov. Så er det jo noget, man selv har skabt.

– Hvad tror du, der sker, når vi dør?

– Uha… Det er faktisk noget af det, jeg ligger og slås med. Fordi jeg har svært ved at vedkende mig, at jeg måske tror på noget. Det er mere komfortabelt at være ateist i vores tid, fordi de fleste kun dyrker én gud – og det er mammon. Påstår man noget som helst andet, bliver man jo hånet ud i øjeblikket.

– Er du bange for at blive forhånet?

– Ja, jeg tror, angsten for at blive forhånet afholder mig fra overhovedet at komme frem til et svar. På den anden side kan jeg ikke helt frasige mig, at jeg søger en dialog med noget, der er større end mig.

– Jeg har ikke sådan helt besluttet mig for det ene eller det andet endnu. Men det har altid fascineret mig, når nogen kunne vedkende sig at tro. Jeg tror, der ligger en begavelse skjult i de mennesker, der tror, for os, som har svært ved at tro på os selv.

– Ville du gerne kunne tro?

– Indimellem tror jeg, det kunne lette min egen tilværelse en del, hvis jeg kunne tro. Så kunne jeg have en dialog med noget større, i stedet for at tage den med mig selv hele tiden. På den anden side ligger der også noget ansvarsfralæggelse i det, synes jeg. Det er også lidt for nemt.

– Hvad vil du gerne nå, inden du dør?

– Jeg vil gerne have mine unger godt i vej. Jeg vil gerne rejse noget mere. Se Skotland og Nordnorge. Og så også måske Afrika. Jeg har det godt nok rigtig skidt med kryb, så det skal jeg lige over.

– Men jeg prøver at søge ud af landet – i Norden – for at arbejde og for at se, om jeg kan komme til at opleve verden på den måde. Der er ikke noget, der er konkret endnu. Men jeg tror, jeg ville være rigtig sur på mig selv, når jeg sad og var gammel, hvis jeg ikke havde prøvet det.

– Hvordan er dit forhold til pressen?

– Det kommer an på, hvilken del af pressen det handler om.

– Du undgår f.eks. i høj grad de kulørte ugeblade. Hvorfor det?

– Jeg kan ikke udstå at se mig selv i dem. Jeg kan ikke udstå at være med til at sælge den slags sladder. Simpelthen. Og så har de jo også taget røven på mig flere gange. For at sælge deres blade, skriver de jo hvad som helst.

– Der var en reklame for Se og Hør på et tidspunkt: 'Der gik vi vist over stregen, på torsdag så gør vi det igen'. Hvad er det for noget at hylde overhovedet? Det er jo netop det, de ikke skal.

– Men de må gerne skrive, når du laver en ny film eller er med i et nyt teaterstykke… Man må vel tage det sure med det søde?

– Jeg er i bund og grund fuldstændig ligeglad med den omtale, de sladderblade kan give. Hvis jeg gifter mig med dem, så kan de også skrive, hvad de vil. Hvis jeg siger, at jeg ikke vil have noget med dem at gøre, så kan de heller ikke bare… eller… det kan de jo... Men jeg holder mig for god til at deltage i det.

– Hvad mener du så om at bruge dit navn og din kunst i forhold til at blande dig i debatten?

– Det er noget, jeg sådan løbende vurderer, om jeg skal eller ikke skal. Jeg er ambassadør for Red Barnet og prøver at bruge mig selv ind i det, når det er muligt. Men man skal jo passe på, man ikke spreder sig over for mange ting, så folk de siger: 'Nå! Ham igen?' For så giver man faktisk et minus til det, man gerne vil støtte.

– Hvis du var headhunter i det virkelige liv, og du kunne udskifte en hvilken som helst person i et hvilket som helst job, hvem ville du så udskifte?

– Wow… Det ved jeg sgu ikke. Jeg ville gerne have en kulturminister, der ville noget. Det har været som at slå i en dyne i ti år. Der har ikke været nogen lydhørhed over for, hvad vi kunstnere ville, eller hvad vi syntes. En, der har visioner på området. Det kunne være fantastisk.

– Du har spillet politiker, spindoktor, headhunter – folk, der er tæt på magten. Har de roller givet dig en større forståelse af deres arbejde?

– Jeg har fået en lille indsigt i det. Når vi dramatiserer sådan noget, så giver vi det jo også en på hatten. Men det har gjort mig mere bevidst om, hvor svært det egentlig er at få et budskab ud til vælgerne, fordi der er alle mulige mærkelige hensyn at tage.

– Hvis du var diktator, hvad ville du så bestemme som det første?

– Så ville jeg sige: en god milliard til kunsten! Og få det til at blomstre. Det ville da være noget, ikke? Der er indbygget en tvivl og en søgen i kunsten. Og jeg tror, vi som mennesker har et enormt behov for netop at være søgende, tvivlende. Kunsten kan være med til at lære os at være mindre bange – for hinanden, for livet, for os selv. Angst æder jo sjæle op.