Kira: Afslørede utroskab

Del på
Messenger!

Send artikel

Det er ikke rigtigt, at kun usikre mennesker snager i partnerens ting.

Det har i mine forhold, overhovedet ikke krydset mine tanker. Jeg synes, at min partner har ret til at blive vred, hvis jeg invaderer hans privatliv. Men den chance var jeg altså villig til at løbe over for en tidligere kæreste, jeg havde kommet fast sammen med igennem tre måneder.

Jeg havde spurgt ham direkte, om han var afklaret med, at vi ikke sås med andre, og det svarede han ja til. Det troede jeg på, indtil en eller anden klam fornemmelse sneg sig ind på livet af mig. Jeg blev vrissen og mut, og anede egentlig ikke hvorfor. Jeg kunne ikke mærke noget anderledes ved ham overhovedet. Det var bare en følelse.

I en uges tid, havde jeg følt at noget var galt. Sådan intuitivt. Og pludselig tog fanden ved mig. Jeg blev overvældet af en svaghed, tog hans computer, gik ind på hans Facebook, som aldrig var logget af, og gloede i hans sendte beskeder og i hans indbakke. Oh, horror!!!

De der unge trunter fra 1984 er sgu ingen spøg!

Jeg fandt hvad jeg tror jeg ledte efter. Han førte samtaler med andre piger, som var han super-single. Jeg blev først svimmel, og så fysisk dårlig. Dernæst blev jeg så gal, at jeg dirrede.

Mailkorrespondancen med de her piger, var med seksuelle undertoner, som ikke var til at misforstå.

Jeg ved ikke om han sås med pigerne, men jeg håber da for hans egen skyld, at han tog sig en tur i en af de der løsslupne karruseller, for følelsen af svigt var der allerede.

Lød jeg lige bitter der? Nej da!.Pjat!

Nå, men min dårlige samvittighed forduftede og jeg konfronterede ham med det samme med, hvad jeg havde fundet. Jeg var ærlig omkring min agenda og han blev vred og virkelig pinligt berørt.

Men min holdning var bare: Hvad skulle han love mig troskab for, når han ikke mente det? Jeg spurgte ham, om det var et åbent forhold han ledte efter, for så skulle vi da bare være enige om reglerne. Det må være ens for os begge. For personligt, har jeg ikke noget problem med at møde mænd. Men jeg kan sagtens afstå fra det.

Da der var kommet ro på ballet, og jeg havde været tvær og ked i en uges tid, fortalte han mig, at han følte at jeg ikke rigtig ville lukke ham ind, og at han af den grund, havde holdt sine muligheder åbne, da han hele tiden gik med følelsen af, at jeg stod med det ene ben ude af døren.

Jeg blev pludselig meget klogere - det var information, jeg kunne bruge til noget konstruktivt. Og nej, et åbent forhold var bestemt ikke noget han så som en mulighed. Tanken om, at jeg gjorde det samme som ham, var åbenbart ikke så tiltalende.

Jeg er skam ikke jaloux anlagt. Jeg stolede bare på mit instinkt. I vores tilfælde, åbnede den episode op for dialog, og vi fik talt om, hvad der gik galt og hvordan det kunne undgås. Jeg er ikke som sådan tilhænger af at snage, men jeg kan heller ikke se, hvorfor jeg skal spilde mit liv, med en som ikke vil det samme som mig. Moral og etik var jo allerede fløjet ud af vinduet, det øjeblik han gik bag min ryg.

Ville jeg gøre det igen? Jep! Hvis jeg har begrundet mistanke, eller hvis min intuition siger mig, at jeg har grund til at være bekymret.

Langt fra alle er enige med mig. Jeg ved dog af erfaring, at det er til at blive gak-gak over, når en mand siger: 'Skat, hun jagter mig. Hun er jo psykopat! Jeg kan ikke få fred!'

Eller: 'Skat, jeg faldt over dørkarmen! Mine bukser røg ned, og jeg kan ikke gøre for, at hun lå lige der!' Så bør de røde lamper altså lyse.

Hvis mavefornemmelsen stadig er der, efter at ens partner benægter og man ellers selv er nogenlunde rask i hovedet, så skal der altså beviser på bordet!

Ellers ville detektiver jo ikke have et job...