Øgendahl: Jeg er ikke altid sjov

Han er 169 centimeter kort. Dansk stand-up-comedys lille, store mand med den ranglede krop og nærmest gummiagtige fjæs. 36-årige Mick Øgendahl.

De seneste år har han fejret triumfer i de danske biografer, hvor han har været en af hovedmændene bag kassesucceserne ’Blå Mænd’ og senest ’Julefrokosten’. Han har forberedt sig i næsten et år, men nu er er han klar til at indtage de danske landeveje i sit rullende kontor med sit onemanshow ’Propaganda’.

– Det startede med, at jeg så et billede af Michael Pio og slog ordet propaganda op. Det betød, at man videreformidler og udbreder sine budskaber, og det, syntes jeg et eller andet sted, lød meget smukt. At det så blev besudlet af Hitler under Anden Verdenskrig, er så en anden ting. Showet er sådan set i bund og grund bare mine holdninger, der bliver videreformidlet, og jeg har altså valgt at holde fast i propagandaen som en platform, fordi det åbner for, at man kan snakke om alt.

– I din film ’Blå Mænd’ spiller du en ansat på en genbrugsplads. Tror du, at det var der, du var havnet, hvis den var glippet med stand-uppen?

– Nej, det tror jeg ikke. Ikke på grund af menneskene. Det er mere, fordi der er en masse regler og måder, man gør tingene på. Lige meget hvad så tror jeg, at der ville være en kreativ side af mig, som ville blive irriteret af, at der er en fast måde at gøre tingene på. Jeg tror godt, at jeg rent socialt kunne have arbejdet på en genbrugsplads, sådan med jargonen og sådan noget. Jeg kan godt lidt at komme ned til fyrene på min egen genbrugsstation. De er sjove at snakke med, og man kan fyre en masse lort af.

– Du er en af dansk stand-ups helt tunge drenge. Hvad har det gjort ved dig at have succes?

– Det er lidt svært at forklare, og det er et underligt paradoks, fordi jeg har fået mere selvtillid, men jeg har stadig lavt selvværd. Det kan virke lidt mærkeligt, men for mig er de to ting i hvert fald slet ikke det samme. For mit selvværd gør, at jeg stadig ikke altid føler, at jeg er god nok, og kan være meget i tvivl om tingene.

– Men nu har jeg lettere ved at tage chancen og give mig i kast med tingene. Men jeg vil være sikker på at, når jeg står på scenen, har jeg et produkt, der holder.

Måske er det fordi, jeg kommer fra landet, men jeg vil gerne have noget at have tingene i. Jeg gider ikke være den der fantast, som står foran tre dommere, fordi der er en i min familie, som siger, at ’du synger sgu da godt’.

Jeg er en vendekåbe
Generelt har Mick Øgendahl det ikke ret godt med statussymboler, men på et punkt indrømmer han sit eget hykleri.

– Jeg er jo lidt af en vendekåbe. Der er ting, jeg slet ikke kan døje, at folk bruger penge på, men samtidig går jeg meget op i biler. Jeg synes derfor selvfølgelig, at jeg skal have en stor bil, hvor langt mindre kunne gøre det.

Automobilen, som skal fragte ham fra by til by hele foråret, er en kæmpe Mercedes-firhjulstrækker med alt ekstraudstyr, som eksempelvis parkeringssensor – eller et miljøsvin af dimensioner, som han selv udstykker det.

– Det er mit rullende kontor. Et eller andet sted skulle jeg nok lade være med at revse folk for at købe dyre ure, fordi jeg ikke forstår det, men generelt har jeg det svært med statussymboler. Jeg er rigtig glad for min bil, men et eller andet sted er jeg sgu heller ikke stolt af at køre rundt i den. Så den har jeg det også lidt svært med. I bund og grund er den eneste måde, jeg kan forsvare min bil på, at den kan jeg køre rundt i. Det kan man fandeme ikke i en Louis Vuitton-taske.

– Forventer folk, at du er sjov hele tiden?

– Måske lige når de møder mig, men så finder de hurtigt ud af, at det er jeg ikke. Jeg prøver ikke at være sjov i min fritid, andet end hvis jeg har lyst, ellers er det fandeme ikke til at holde ud. Men altså, jeg opfatter heller ikke mig selv som sjov, og det tror jeg egentlig er meget vigtigt. For så har man en eller anden jordnær tilgang til det, som gør, at man måske kan blive sjov.

– Folk, som selv synes, at de er sjove, er som regel ikke til at holde ud at være sammen med. Det at skrive et stand-up-show er sgu en meget alvorlig ting og et regulært stykke arbejde, som man er nødt til at have en vis disciplin omkring, og den tror jeg ikke, at man har, hvis man bare selv synes, at man er skideskæg. Så tror man bare, at man kan det hele, og står med lorten på premiereaftenen foran publikum – eller tre dommere i ’X Factor’.

– Det sidste stykke tid har hele dit liv handlet om ’Propaganda’. Men hvad med dine børn, kan du lade være med at tænke på arbejdet, når du er sammen med dem?

– Det ville være så utrolig rigtigt at sige ’ja’, men det ville bare være en stor, fed løgn. Især her op til showstart har jeg haft nogle perioder, hvor jeg godt nok har skullet have noget kvalitetstid sammen med familien, men hvor jeg mentalt har været et helt andet sted.

– Det at lave et onemanshow er bare en stor ting, og det er kun dig selv, som er der til at tage røvfulden, hvis showet ikke er i orden, og det gør bare, at man går og tumler med en masse ting hele tiden.

– Hvordan holder du så fri?

– Om efteråret windsurfer jeg. Det er en perfekt måde for mig at slappe af på. Jeg har et arbejde, hvor jeg kan arbejde 24 timer i døgnet, fordi det meget er tankevirksomhed og at gå og undre sig over nogle ting, men det kan man ikke rigtig med windsurfing. Der er så mange faktorer at holde styr på, brættet, og man skal trimme trapezen, og vinden, at du ikke rigtig kan tænke på noget andet.

– Hvad vil du gerne have, at folk skal have ud af at blive propaganderet af dig?

– Jeg vil gerne give folk et frikvarter. Forhåbentlig kan jeg få dem til bare at være der i nuet. Få dem til at lade være med at have en notesblok omme i baghovedet og tænke for meget over, hvad det egentlig er, der sker omkring dem.

– Så du vil gerne give folk en ’windsurfer-oplevelse’?

– Ja, det kan man godt sige.