Felix: Alle skulle have så godt som mig

Del på
Messenger!

Send artikel

Hvor glad i låget kan man være? Spørg Felix Smith. Han ved det, for det virker, som om hans begejstring strækker lige fra DR's kolde beton i Ørestaden tværs gennem Danmark til Aalborg Kongrescenter, hvor han i aften er vært for årets Melodi Grand Prix.

– Alle skulle have det lige så godt som mig. Jeg har alt det, jeg overhovedet kunne ønske mig, siger manden, der er helt pjattet med sit job, sin kone, sit barn –ja, sit liv. Og det tror pokker, når hans arbejde bl.a. består i at planlægge og deltage i årets største fest.

– De sidste tre måneder har vi forberedt Grand Prix-showet. Det er det eneste show i DR, hvor alt kan lade sig gøre, og det er en fest, hvor hele byen flager og glæder sig.

– Kan man virkelig elske sit arbejde så højt, som det lader til, at du gør?

– Jeg står op hver morgen og glæder mig til at komme på arbejde. Jeg får lov til at være barn hele dagen. Og får endda penge for det. Når jeg kommer hjem, er det til gengæld helt o.k. at være voksen, bade min søn, sørge for, han får sund mad, og lufte hunden.

– Kan du lægge arbejdet fra dig, når du kommer hjem?

– Sagtens. Min kæreste er ikke i samme branche, hun ser ikke engang mine programmer –og det er rigtig rart. Når man bliver rost fra morgen til aften, er det godt at komme hjem…

– Satsede du målbevidst på at blive en kendt radio- og tv-vært?

– Næh, det var et tilfælde. Jeg var arbejdsløs og anede ikke, hvad jeg skulle lave. Jeg lå bare i min hængekøje i kolonihaven og kiggede ud over mosen, da jeg blev ringet op af Bubber. Han skulle bruge en vært til 'Rundfunk' og spurgte, om jeg ville til casting.

– Det lyder meget godt alt sammen, men er du virkelig et stort smil, fra du vågner, til du går i seng? Er der ikke noget, der kan pisse dig af?

– Jeg har temperament og kan sagtens blive vred. Især på arbejdet, hvis folk ikke gør det, de skal, når vi forbereder shows, for så vælter det hele som domino-brikker. Så flår jeg øresneglen ud af øret, råber 'hør nu her, spasser' og går min vej. Jeg kan bare ikke have, at folk ikke tager deres arbejde seriøst. Det gør jeg selv.

– Men jeg går ikke og er bitter. Jeg kan sagtens skåle med dem bagefter og sige 'undskyld, jeg råbte for højt. Vi klarede den alligevel'.

– Jeg siger altid til og fra. Jeg gider ikke sidde mange timer i træk til et eller andet arrangement, som ikke siger mig noget. Selvfølgelig kommer jeg til pligt-fødselsdage, men efter en time kan jeg godt finde på at sige, at nu vil jeg hjem.

– Jeg tror, alle mennesker forstår det, hvis man bare siger sin mening ligeud. Man må bare sige det, som det er. Og det gør jeg altid.

– Er du også 'happy-go-lucky', når det gælder din søn?

– På et tidspunkt følte jeg mig presset over alt det, jeg skal lære min søn her i livet, men så læste jeg i en bog, at det, børn lærer af deres forældre, kun er ti procent, resten kommer fra omverdenen. Det handler mest af alt om at give kærlighed og tryghed, så skal det nok gå. Og jeg sidder her nu, så man klarer det jo.

– For tre år siden udtalte du i et blad, at du har det bedst som single. Hvad gik der galt?

– Det troede jeg, men så mødte jeg Marie, og det var bare det helt rigtige, og et halvt år efter skulle vi have barn.

– Så manden med det tjavsede hår og den drengede charme er blevet voksen…

– Jeg har endda været i havecenter for første gang. De sidste mange år har jeg bygget på kolonihavehuset og har kun hevet lidt ukrudt op med hånden en gang imellem, men i sommer plantede jeg træer, så nu når jeg nok til blomsterne i år.

– Der er noget særligt ved at købe noget og komme det i jorden og finde ud af, at det… dør. Og bagefter kan man læse i Politikens Havebog, at de kun kan vokse i Asien.

– Hvad er der med den kolonihave. Bor I der?

– Ikke når det er koldt, men vi vil helst være der. Jeg har arvet den fra mine bedsteforældre og jeg elsker at være der. Det er ligesom en landsby, hvor vi kender hinanden. Og så har vi nærmest køer og får lige ude foran vinduet.

– Vi er med i et fællesskab, hvor man hjælpes om at passe dyrene, og en gang om året kan vi fylde vores fryser med kød, som smager meget bedre end det, man får hos slagteren.

– Hvordan kan du nænne at spise dem, når du har gået og klappet dem i månedsvis?

– Altså, der er ikke den store forskel på køer. De ligner hinanden, og der kommer hele tiden nye, når de gamle er slagtet. De har haft et godt liv og har gået frit omkring.

– Jeg elsker dyr; det lyder kliché- og morfaragtigt, men det gør jeg virkelig, og jeg giver flere tusind kroner om året til forskellige dyreværnsforeninger. Jeg vil ikke leve uden en hund, og min labrador, Marley, er min bedste ven. Han sover mellem min kæreste og mig om natten og har sin egen pude.

– Med alle de tatoveringer er der ikke meget morfar over dig. Hvorfor har du dem egentlig?

– Det er vel det samme som med muskel-fyrene, der står foran spejlet og beundrer deres muskler. Jeg ser på mine tatoveringer i stedet for. Jeg kan lide, at de ikke kan gå af og bare bliver en del af ens hud. Når man så har haft en et stykke tid, har man vænnet mig til den, og så skal der laves en ny.

– På din arm står der 'You have the right to remain silent'. Betyder det noget for dig, eller er det bare en joke?

– Jeg syntes, at den var sjov. Jeg var 19 år. Herregud, det er jo bare hud.

– Jeg kan lide at gå ind til en tatovør og kigge på tegninger dagen før og så vælge en. Det er ikke en sadomasochistisk trang eller noget. Jeg kan bare godt lide det.