Det er rigtig kedeligt at snakke om Sidse

Del på
Messenger!

Send artikel

Sidse Babett Knudsen har været i parterapi gennem længere tid. Først med Nicolas Bro og siden med Nikolaj Lie Kaas. Altså ikke i virkeligheden, men i filmene ’Over gaden under vandet’ og senest ’Parterapi’, som kommer i biografen på torsdag.

– Apropos terapi: Hvordan har du det så med dig selv for tiden?

– Jeg synes, jeg er meget nem at være sammen med for tiden - og jeg er ikke særlig vred på mig selv. Jeg er helt sikkert flinkere over for mig selv nu på den måde, at jeg har en større forståelse for de ting, jeg ikke er så god til.

– Jeg har jeg tidligere været ret streng ved mig selv, når jeg ikke levede op til mine egne forventninger. Men nu ved jeg, at jeg gør det bedste, jeg kan, og at jeg ikke behøver at straffe mig selv. Men altså ... der er en masse ting, der skal gøres bedre.

– Hvad mener du med ’at straffe dig selv’?

– Da jeg var yngre, havde jeg en mere usund balance mellem storhedsvanvid og mindreværdskomplekser eller selvudslettelse ...

– Jeg har altid været bange for, at hvis man ikke tog sig selv alvorligt nok til at forlange mere af sig selv hele tiden, så var man doven. Og jeg bryder mig ikke om, når folk er dovne med sig selv.

– Men jeg er blevet klar over, at man godt kan sige ’det er godt nok, det her’, uden at det betyder, at man bare lader stå til.

– Hvordan ser du dig selv?

– Det har jeg sgu svært ved at svare på. Jeg bryder mig ikke så meget om at se mig selv udefra. Det er sådan en ungdomsting at skulle sætte en masse ord på.

– Og jeg bryder mig slet ikke om, når andre skal definere mig med ’du er sådan en som...’. Jeg hader det. Jeg synes, det er grænseoverskridende. Og forkert.

– Hvad har du med i bagagen af ubehagelige ting?

– Jeg brød mig ikke om at være teenager. Det vil jeg virkelig ikke tilbage til. Det handler jo meget om, hvem man selv er, og hvordan man er i forhold til andre, og tanker a la ’kan det overhovedet lykkes mig at være med i verden, når jeg nu er så forkert eller anderledes?’.

– Det er så svært at skulle finde rundt i alt det med identitet lige der. Men det er jo råt, livet!

– Forleden læste jeg, at babyen går gennem forskellige stadier i livmoderen.

– Lige pludselig mærker den, livmoderen trække sig sammen - og der er ingen vej ud, så det er total panik. Og pludselig gør det ondt og er forfærdeligt, men hey: Der er en vej ud. Så gennem det at blive født finder man ud af, at der er en vej ud, og man kan komme igennem ting, som først virker umulige. Også selv om det gør nas.

– Det starter man faktisk med at lære her i livet - og det er jo meget praktisk.

– Hvad synes du er irriterende ved dig selv?

– Altså, jeg er faktisk perfekt. Jeg har en lidt dårlig hårdag, men ellers er jeg perfekt, siger hun og ser gravalvorlig ud.

Og lige før, man tror, hun mener det, smiler hun og siger så:

– Nej. Det er nok noget med utålmodighed. Det kan nogle gange være lidt besværligt. Når jeg har fået en eller anden idé, så skal vi være der nu. Basta. Jeg gider ikke kravle derhen.

– Jeg vil gerne være god til noget, lige så snart jeg starter.

– Er du en stræber?

– Nej. Da jeg var yngre, troede jeg, at jeg var det. På grund af utålmodigheden. Men jeg behøver ikke at være den bedste. Jeg behøver heller ikke at være sammen med de rigtige. Det rager mig. Jeg vil bare gerne gøre tingene ordentligt.

– Jeg har også altid været forvirret, når folk spørger mig om mine mål. For jeg har ikke nogen. Og det har jeg været bange for – for hvis man ikke kan se sig selv om ti år, hvordan kommer man så derhen?

– Men jeg kommer jo fremad alligevel. Og jeg slapper egentlig meget godt af ved, at vognen tager den tur, den nu tager. Det er helt klart lyst, der driver mig fremad.

– Er du en jaloux type?

– Ja, ja. Absolut. Jeg er jaloux i forhold til alt: Hvis der er nogen, der får noget, som jeg synes, jeg skulle have, eller hvis jeg synes, jeg arbejder rigtig hårdt på noget, og der er en, der har død-nemt ved det. Men jeg er blevet så god til at have med jalousi at gøre, at jeg næsten ikke er det mere.

– Har du nogen irriterende vaner?

– Jeg er dårlig til at være mådeholden. Det er lidt en udfordring for mig. Hvis der er noget, der er godt, så vil jeg gerne have mere af det. Mad. Tv-serier. Eller hvis jeg kan lide et bestemt sted, så vil jeg bo der.

– Eller hvis jeg møder et menneske, jeg godt kan lide, så vil jeg være sammen med vedkommende hele tiden. Lidt som at øse alt op på tallerkenen på én gang og spise det færdig. Men jeg har måttet sande, at det jo ikke altid er så smart.

– Har du nogen fobier?

Sidse Babett Knudsen fortæller, at hun egentlig ikke har nogen fobier. Jo, hun hader myg, hun hader at vente i kø og hun hader Tivoli om sommeren.

– Og det med at snakke om Sidse – det synes jeg, er rigtig kedeligt. Det er jo ikke en fobi, men jeg kan ikke se, at folk kan få en bedre oplevelse ud af det, jeg laver, ved at vide mere om mig.

– Jeg gider heller ikke rigtigt se film med de skuespillere, jeg kender. Det udvander oplevelsen. Og man ser jo meget af mig på film. Det er jo mig – i en eller anden grad. Så hvis jeg kunnet, ville jeg aldrig give interview.

– Hvordan har du det så med at blive genkendt på gaden?

– Det gør jeg ikke særlig tit. Da det skete første gang, var det helt forfærdeligt, for det gjorde mig helt vildt selvbevidst. Jeg har aldrig oplevet noget grimt i den forbindelse, men jeg fylder helt klart mere, når jeg er i udlandet.

– Det er jo ikke kun på arbejdet, at jeg synes, det er sjovt at lege.

Jeg synes også, det er sjovt at udgive mig for at være andre mennesker og vælge, at ’lige her vil jeg SNAKKE ALT FOR HØJT’ eller ’jeg skal simpelt hen have den der person til at grine’... Det gør jeg ikke herhjemme, for det ville tiltrække en forkert form for opmærksomhed.

– Ej, jeg synes godt nok, det var svært at lege terapi, siger hun, da interviewet er slut.

– Men jeg håber, at det gik? Bare du skriver, at folk skal gå ind og se filmen, og at jeg var sød ...

– Det giver nok sig selv.

– Men altså ikke søøøød som i ’sød og tandløs’. ’Sød og interessant’ – måske, filosoferer hun og minder pludselig om Sus fra ’Den eneste ene’. Så jo, der er nok noget om det med, at vi ser meget af hende på film