Kira: Sådan mister du dine venner på ni måneder

Del på
Messenger!

Send artikel

Hvis jeg kommer på arbejde, træt som et alderdomshjem, så er det måske, fordi jeg har valgt at have sex hele natten, og ikke fordi jeg kun har fået to timers søvn på grund af en syg unge.

Jeg kan ikke finde ud af at vågne til et morgenknald (jeg er nok Danmarks dårligste - jeg sover igennem det), så at stå op til en skrigeballon eller en hoppende unge på min dyne ville være utopi.

Spontaniteten forsvinder
Babyer bringer ikke kun revner frem i parforhold men i den grad også i venskaber.

For mig er det slutningen på en æra. Venskabet vil forevigt være forandret.

Jeg er 35 år, og glad uden børn. Jeg har valgt det fra, fordi jeg føler bare ikke, at man kan det hele.

Kort ridset op så er lørdage for mig stadig brunch og yoga. For mødre er spontanitet reserveret til en tur efter bleer eller oprydning. Eller barnet skal hentes, bringes, leges med, fodres, puttes. Spontanitet bliver med andre ord sat af ved indgangen til fødestuen.

Forældre er rumvæsener
Jeg har efterhånden budt en del rollinger velkomne i mit liv, inklusiv mine tre mindre søskende.

Det har med tiden givet en lind strøm af gudbørn og fascinerende oplevelser, men det har også været tabet af venskaber, jeg værdsatte meget.

Den lille familie på tre er en puppe for babyen, men kan også være en væg for dem 'på den anden side'. En væg jeg føler umulig eller nogen gange uvillig til at nedbryde.

Jeg mener, de nye forældre kunne lige så godt have taget en tur til Mars. Jeg har set venner gå fra at være intelligente, engagerede væsener til noget, der mest af alt minder om gurglende, kurrende rumvæsener, som sidder og kigger på mig med et distanceret blik, som om de kommer fra et galakse, langt væk.

Lige pludselig bliver aftenerne sammen forkortet, fordi vi sidder og gaber og har mindre og mindre tilfælles. I værste fald.

Slut med hygge og lange samtaler
Hvordan nye forældre reagerer kan spille en stor rolle i venskabet fremover, da det langt hen ad vejen er dem, der sætter dagsordenen. Det er deres liv og prioriteringer, der pludselig har ændret sig.

Jeg lytter indimellem gerne til detaljer om baby Isabellas bæ-vaner, men indrømmet: Det er blevet trættende, at samtaler bliver afbrudt hver anden gang, fordi der er et barn, der pludselig venter.

Efterhånden har jeg svært ved at finde overskuddet til at være den forstående veninde. Og det er nok der, jeg mener, at en æra er slut. Slut med maraton-samtaler og spontan hygge, som ofte udgør et venskab.

Vennernes børn giver ikke lyst
Nogle gange kan jeg se en super cute baby og udbryde noget i stil med, 'nårrrhhh, se ham!'. Nogenlunde den samme reaktion jeg får, når jeg ser en sød hund, men det betyder ikke, at jeg straks går ud og anskaffer mig en.

Jeg får ikke mere lyst til at få børn af at se mine venner få dem. Jeg finder det nok ikke tiltrækkende, at dette lille liv suger al energi ud af mig, og hvis liv er 100 procent afhængig af min tilstedeværelse.

Jeg siger ikke, at forældre ikke kan have et liv udenom deres børn. Men deres liv ændres for at passe på et nyt liv, hvilket det også burde.

Jeg undrer mig bare over, at folk presser på mig. Jeg sidder da ikke og siger til folk:

'Hvornår holder I op med at få børn?' eller 'Hvorfor gider du dog skubbe, hvad der minder om en vandmelon ud af et hul på størrelse med en honningmelon?'.

Jeg er egentlig god til børn og en effektiv 'legeonkel'. Jeg synes, det er sjovt, når mine søskende er hos mig en hel weekend. Der er en ulidelig tomhed, når de tager hjem, men igen mit liv går videre.

Mit biologiske ur tikker ikke, selvom det nok burde. Jeg vil ikke udelukke, at jeg ændrer attitude med den rigtige mand i mit liv, eller fordi jeg pludselig bare får lyst. Døren står helt sikkert på klem.

Men som sangen siger: 'The rest is still unwritten'.