Peter Høeg: Mit liv matcher ikke myten

– Det er den letteste og gladeste bog, jeg endnu har skrevet.

Peter Høeg hilser med et fast håndtryk og glød i blikket, da Ekstra Bladet møder ham til en snak om hans nye roman ’Elefantpassernes børn’.

Myter har det med at give et forvrænget billede af virkeligheden. Og det er svært at få de mange myter om Peter Høegs særheder til at passe sammen med den afslappede mand, som energisk kaster sig ud i en samtale om romanens –  og livets – store spørgsmål.

Ti års tavshed
Den i dag 53-årige forfatter blev i begyndelsen af 90’erne udråbt som dansk litteraturs nye, store stemme. Ikke siden Karen Blixens forfatterskab havde Danmark haft en forfatter, som mødte så stor international anerkendelse som Høegs thriller ’Frøken Smillas fornemmelse for sne’. Den blev siden filmatiseret af Bille August.

I 1996 efter udgivelsen af romanen ’Kvinden og aben’ trak Peter Høeg pludselig stikket ud til offentligheden. I ti år holdt han sig væk fra rampelyset, og han udgav ingen bøger.

I stedet flyttede han til Nørre Snede i Midtjylland, hvor han stadig bor, og hvor han dyrker meditation hos sin gode ven og åndelige vejleder, dybdepsykologen Jes Bertelsen i dennes spirituelle Vækstcenter.

Først i 2006 dukkede han igen op i den litterære manege med romanen ’Den stille pige’.

Ligner virkeligheden
Om en uge er Peter Høeg aktuel med den fabulerende og humoristiske roman ’Elefantpassernes børn’. En historie om de tre teenage-søskende Peter, Tilte og Hans Finø, der leder efter deres forsvundne forældre, som er stukket af fra myndighederne, fordi de har fusket med religiøse mirakler.

– Din bog er fuld af fantastiske elementer. Hvordan er forholdet mellem fiktion og virkelighed i dine bøger?

– Noget af det sjoveste som forfatter er at lave noget, der ligner virkeligheden, men hvor det ude i kanten glider over i drømmen eller det fantastiske.

Humoristisk roman
– Som forfatter skal jeg prøve at få læseren til at købe mine ideer.

– Jeg skal have læseren til at sætte sig i rutsjebanen, og når først vognen kører, så skal læseren læne sig ud og opdage, at der ikke er noget stillads nedenunder – at det hele svæver i luften.

– Romanen er meget humoristisk. Især når du beskriver de store religioner. Om en kristen præst hedder det, at ’hans medfølelse næsten var lige så stor som hans selvtilfredshed’. Og om burkaen ’at den er helt perfekt til visse personer – især hvis der heller ikke er hul til øjnene’. Hvad kan humor?

– Søren Kierkegaard sagde, at religionen er så alvorlig, at den ikke kan tåle humoren. Jeg er helt uenig!

– Jo større emne, jo vigtigere er det, at man har humor med.

– Humor kan sørge for, at vi ikke falder ned i det absolutte.

– Noget af det, der kendetegner diktaturer af enhver slags, er, at det første, der ryger, er humoren.

– Evnen til at tage pis på autoriteterne skal altid være til stede.

Driller religionerne
– Du skildrer de store religioner som et blændværk. Hvad er dit syn på religion?

– I bogen driller jeg kærligt de fire store verdensreligioner. Trossystemer dur ikke for mig.

– Jeg vil efterprøve tingene i praksis. Ord er ikke nok til at overbevise mig. Jeg vil mærke tingene i bevidstheden eller i hjertet.

– Jeg vil have svar på de store spørgsmål nu. Jeg gider ikke gå og vente på et eller andet diffust paradis efter døden.

– I ’Elefantpassernes børn’ er netop børnene sådan nogle praktikere, som er på sporet af, at man kan komme langt, hvis man følger sit hjerte og sin bevidsthed. Og her får børnene ingen støtte fra de voksne og deres trosretninger.

– I bogen giver en bordelmutter en fin karakteristik af praksis på bordellet: ’Du kan få det hele – men der er ingen kys, og alt er med kondom, og hjertet har vi lagt i garderoben’. Er det også et billede på, hvad en religion kan tilbyde?

– Ja, sådan kan du godt opfatte det.

– For mig er det afgørende selv at turde tage ansvar for de dybe ting i tilværelsen.

– Så du er ikke selv religiøs?

– Nej. Jeg praktiserer meditation. Jeg er interesseret i muligheder for at nå andre bevidsthedstilstande. Jeg mediterer flere timer hver dag.

– Men jeg abonnerer ikke på nogen trosretning.

Et bristepunkt
– Hvordan opfatter du tidens stigende fundamentalisme?

– Jeg ser fundamentalismen som et udtryk for, at religionerne går i barndom. De trækker sig tilbage som forskrækkede børn og bekriger hinanden.

– Vi er nået til et bristepunkt, hvor de forskellige kulturer er mast op imod hinanden.

– Der er for mig at se to veje ud. Den ene er krig og fortabelse – den anden er dialog og gensidig forståelse. Og det er den besværlige vej.

– I min bog forsøger jeg at fantasere mig til, hvordan vi succesfuldt kan gå den besværlige vej. Min bog er min legeplads.

– Der står altid med usynlige bogstaver på forsiden af mine bøger – ’legeplads – alt er tilladt’.

– Det betyder, at jeg ikke bliver fastholdt af at skulle levere en løsning. Jeg kan eksperimentere frit.

– En af myterne om dig er, at du har givet afkald på alle materielle goder?

– Jeg ejer et parcelhus, en brugt Volkswagen, en computer – og et stort fladskærms-tv.

– Jeg har jo børn og familie, så selvfølgelig har jeg de ting.

– Jeg har oprettet en fond, som støtter forskellige projekter. Men beklager –  mit liv matcher desværre ikke myten.

Frygt for døden
– En af romanens hovedpersoner, den 14-årige Peter Finø, er bange for døden. Gælder det også Peter Høeg?

– Ja. Det fylder rigtig meget.

– Tanken om ophøret, at jeg skal skilles fra dem, jeg elsker. Det har jeg svært ved at forholde mig til.

– Tror du, som der står et sted i bogen, at der ’venter nogen med et smil og en aspirin’ på den anden side af døden?

– Nej!

– Jeg har selv gjort meget ud af at give mine tre børn et naturligt forhold til døden. De har fået lov at tage afsked med de døde i vores familie. Så de med egne øjne kunne se forskellen mellem liv og død.

– I min egen barndom var døden et stort tabu.