Nukâka Coster-Waldau: Glem alt om udseendet

Før Nukâka Coster-Waldau blev gift, hed hun Motzfeldt til efternavn. Og når man er grønlænder, er det nogenlunde som at hedde Auken eller Ellemann i Danmark.

Hendes far, Josef Motzfeldt, har været en fremtrædende figur i grønlandsk politik i små 40 år, bl.a. som formand for det venstreorienterede parti Inuit Ataqatigiit. Han har haft adskillige ministerposter og er i dag formand for Landstinget, som han har været medlem af siden 1987.

- Var dit barndomshjem sådan et rigtigt politiker-hjem?

– Det ved jeg ikke, vi er ikke opdraget med en masse politik. Vores forældre lagde mest vægt på, at vi alle er ligeværdige. Vi skulle være åbne og taknemmelige. Men der kom da mange politikere i vores hjem, og folk vidste, hvem vi var.

- Var det derfor, du tog din mands navn?

- Dengang var det bare noget romantisk, at vi skulle være vores helt egen lille familie. Havde det været i dag, ved jeg ikke, om jeg havde gjort det. For jeg var også stolt af at hedde Motzfeldt.

Jeg var for usikker
Nukâka Coster-Waldau rejste fra Grønland som 20-årig for at blive sanger i København.

- Det gik egentlig godt, jeg havde masser at lave. Men jeg var for usikker, syntes ikke, jeg var god nok. Så jeg ville have en uddannelse.

Den fik hun på Statens Teaterskole, og siden er det blevet til både film-, tv- og teaterroller. Hun synger stadig, mest jazz, og bærer på en fremtidig pladeudgivelse som på et ufødt barn. Og så er der de to rigtige børn, hun har med sin succesfulde skuespillermand med det kendte efternavn.

Lige nu er hun aktuel i den danske film ’Eksperimentet’, der har premiere på torsdag, hvor hun spiller mor til et af de 22 grønlandske børn, der i begyndelsen af 1950’erne blev sendt til plejefamilier i Danmark for at blive mere danske og vende tilbage som forbilleder for grønlandske børn.

Hun taler kun grønlandsk i filmen og er rigtig glad for rollen – men næste job må gerne være uafhængigt af etnisk oprindelse.

’Hende den smukke’
- Det er kedeligt, hvis jeg kun kan være ’hende grønlænderen’. Jeg har spillet grønlandsk prostitueret et par gange, og det er da også sjovt, meeen ...

- Når jeg har nævnt dit navn for folk, så siger de fleste altså ’hende den smukke’ ...

Hun fnyser næsten.

- Det er lige så irriterende at blive valgt fra med beskeden om, at ’du er for smuk til rollen’. Helt ærligt! Eller da en lærer sagde, at han slet ikke kunne koncentrere sig om det, jeg lavede, fordi jeg var så smuk - og der stod jeg og knoklede for at gøre mit bedste. Jeg kan ikke holde ud, at udseendet skal betyde så meget.

- Men du har da været til Miss Universe som Miss Grønland ...

- Åhh, nej – ikke det! I mange år har jeg syntes, det var så pinligt, når folk vidste det. Men helt ærligt, jeg var ung, og så meget skete der altså ikke i Nuuk dengang. Så når sådan et show kom til byen, var det sjovt, og der var præmier. Man kunne vinde en snescooter – og jeg ville bare have den snescooter!

En vigtig film
Da ’Eksperimentet’ havde premiere i Grønland i sidste uge, var der arrangeret en paneldebat – og Nukâka Coster-Waldau og Ellen Hillingsø, der spiller hovedrollen som børnehjemsforstander, blev bedt om at sidde i panelet.

- Vi sagde nej begge to, for det er en politisk diskussion, og vi er bare skuespillere, der er med til at fortælle historien. Jeg er ikke politiker, selv om min far er det.

- Hvad synes du om filmen?

- Første gang, jeg så den, kiggede jeg jo kun efter mig selv; om jeg gjorde det godt nok, hvad var klippet fra og sådan – det gør skuespillere.

- Men jeg synes, den er vigtig. Den fortæller historien på en måde, så vi kan lære noget af den. Det er en god film. Jeg håber, den vil skabe eftertanke og dialog.

Hun kendte ikke ret meget til historien om eksperimentet med de 22 små børn, før hun fik rollen.

- Først blev jeg helt flov over, at jeg kendte så lidt til historien, og tænkte, om det bare var vores familie, der aldrig havde talt om det. Men det er gået op for mig, hvordan historien også været med til at præge mig, vores generation – selv om vi ikke har været bevidste om det eller var direkte berørt af det.

- Vi er præget af forholdet til danskerne. Min venindes bedstefar havde højeste status blandt grønlændere – og fik den laveste status blandt danskerne. Og det var noget fint!

- Jeg tror, det spiller en rolle i den følelse af ikke at være god nok, som jeg selv har kæmpet med i mange år. For når man siger til folk, at de skal være noget andet - danske frem for grønlandske - så er det jo at sige, at det, vi er, ikke er godt nok eller lige så godt som det danske.

Myndighederne pressede
Det er lidt den samme mekanisme, hun fornemmer, når det handler om de forældre, som gik med til at sende deres børn til Danmark. Officielt var det frivilligt, men:

- Der var ingen, der sagde ja første gang. Men myndighederne blev ved med at presse på og fortælle dem, at det var bedre for børnene, at de ville få en langt bedre fremtid, end forældrene selv kunne give dem.

- Og hvis man hele tiden får det at vide, så kommer man til at tro på det. Det, vi kan bruge historien til i dag, er måske, at hvis man vil hjælpe nogen, så skal man først spørge dem, hvad de har brug for – i stedet for bare at tro, at sådan som vi selv gør, det er meget bedre, så det skal I også.

Grønlandsk er ikke nok
- Er grønlænderne vrede på danskerne og Danmark?

- Det er forskelligt. Nogle er vrede, andre ikke. Nogle bliver ekstremt nationalistiske. Andre, især ældre, trækker mere på skuldrene over det, mens det for de familier, der var direkte berørt, stadig fylder meget.

- Mine egne forældre blev sendt til Danmark, da de var 14-15 år, og de syntes bare, det var sjovt og spændende. De var ældre, og det var ikke så længe, så de kunne bevare deres grønlandske sprog.

- Omvendt kan det være svært for grønlændere at begå sig i Grønland, hvis de ikke taler dansk - og det er da et problem, at det ikke er godt nok at tale sit eget sprog i sit eget land.

Fordommene dyrkes
– Er du selv vred?

- Nej. Det var jeg, da jeg var yngre. Har du tænkt på, at grønlændere efterhånden er den eneste minoritet, folk stadig fortæller jokes om - hvor det ikke er politisk ukorrekt at dyrke fordommene.

- Som at man ikke længere kalder det at ’bande som en tyrk’, men stadig bruger udtrykket ’grønlænderstiv’?

- Præcis. Eller at grønlandske kvinder er løse på tråden, og alle har kønssygdomme. For eksempel: To af mine veninder var i byen i København og mødte et par fyre, som var meget interesserede og syntes, de var lækre - indtil de sagde, de var grønlændere. Så smuttede drengene. De troede, de var noget eksotisk-orientalsk - men Grønland, det var noget dårligt.

Rart med en undskyldning
- Jeg møder også danskere - navnlig lidt ældre mennesker - der siger, at jeg er fra ’Norddanmark’.

- De siger det for at være høflige, som om det er pænere. Men jeg er ikke fra Norddanmark, jeg er fra Grønland! Og jeg har aldrig skammet mig over at være grønlænder! Jeg siger jo ikke, at alle danskere er idioter – mine egne børn er halvt danske. Og fjolser findes overalt i verden.

- Men er danskerne idioter?

- Næ. Men der er begået nogle fejl. Det skal vi ikke blive ved med at være vrede over, og danskere skal ikke gå rundt og føle skyld og skam over noget, der skete for mere end 50 år siden.

- Men en undskyldning ville være rar - en undskyldning i erkendelse af at, ja, vi begik fejl. Det er jo også det, vi prøver at lære vores børn: At man kan komme til at lave fejl, men man kan komme videre, hvis man kan indrømme det og sige undskyld.