Hvam: Så hjælp dog narkomanerne

Han er i gang med at optage en sexscene med en 86-årig kvinde og ved, at det formentlig vil gøre nogle rasende. Men Frank Hvam er ligeglad:

- Det er selvfølgelig rarest, hvis man kan være venner med alle, men sådan er verden jo ikke skruet sammen, lyder det fra komikeren, der som privatperson til gengæld er rasende over den måde, politikerne behandler hovedstadens narkomaner på.

I hen ved 15 år har han haft adresse på det centrale Vesterbro i København.

- Så jeg vil påstå, at jeg kender narkomanerne og deres vilkår bedre end de fleste på Christiansborg, siger Hvam, der i sommer skrev et harmdirrende læserbrev, da narkomanernes daværende værested, Cafe Dugnad, blev lukket.

- Normalt holder jeg lav profil privat. Jeg er ikke den, der står i køen i supermarkedet og beder om at få en ekstra kasse åbnet. Men det pisser mig af, at man ikke under narkomanerne bedre forhold.

- At påstå, som visse politikere gør, at offentlige fixerum er med til at gøre det ’attraktivt’ at være narkoman og får flere til at vælge den vej - jamen, det er så forstokket.

- Ingen vil komme forbi og tænke: ’Det ser fedt ud, det må jeg prøve’, siger Frank Hvam.

Hvad er det, far?
- Jeg tror, at alle på Vesterbro ville elske, hvis narkomanerne fik et sted at fixe. Det ville være mere værdigt for narkomanerne, politiet ville slippe for at drive dem rundt som kvæg i bydelen, og vi ville slippe for en masse kanyler på gaden og i opgangene.

- Når min søn på to år ser en narkoman ligge i en lyskasse og spørger: ’Hvad er det’ og jeg svarer: ’Ikke noget’, så skammer jeg mig. Men han er for lille til at forstå det. I virkeligheden prøver jeg at være ’buddies’ med mine lokale narkomaner - at hilse på dem. Og det er i hvert fald ikke dem, der vil min søn eller andre børn noget ondt.

- For dem, der ikke kender bydelen, lyder det mærkeligt, men jeg føler mig altså tryg på Vesterbro, siger Hvam og røber nærmest i næste sætning, at han så småt er begyndt at overveje et forstadsliv med eget hus og have:

- Det må være, fordi jeg oprindeligt er fra landet, at den der have er begyndt at trække.

- Det lyder ret småborgerligt ...

- Jamen, det er jo også et meget småborgerligt liv, jeg lever med min lille familie. Fantasierne får jeg levet ud i fiktionen, men til en privat sammenkomst er jeg da ham, der helst vil sidde i hjørnet og drikke lidt, fortæller Hvam og forsikrer, at parcelhus-livet ikke ligger lige om hjørnet.

- Jeg bliver altså på Vesterbro lidt endnu - indtil jeg har fundet et sted, der kan erstatte byen med sit evige liv, cafeerne og, ja, også narkomanerne. Hvor det bliver, ved jeg ikke. Men ikke helt ude på landet - landet, det er for langt væk for mig.