Persondata politik

Slut med druk og damer

Metallicas voksne rod: -Jeg er desværre nødt til at leve sundt, hvis jeg skal kunne fyre den af på scenen ligesom da jeg var 22, siger Lars Ulrich

Seneste i flash!

Flash
Sidste nyt om de kendte og kongelige direkte i din indbakke. Vi sender hver dag først på eftermiddagen.

Mest læste i flash!

EKSTRA tæt på de kendte

 

SAN FRANCISCO ( Ekstra Bladet): Der var fuldt blæs på rockstjerne-tilværelsen, da Lars Ulrich og kollegerne festede sig vej igennem 80' erne og 90' erne og efterlod et spor af tomme sprut-flasker og knuste kvindehjerter i Metallicas kølvand.

I dag har guitar-guderne og bandets højt profilerede danske trommeslager lagt stilen om i en slags erkendelse af, at de efterhånden har nået et punkt i livet, hvor man kan betegne dem som midaldrende:

- Det er næsten lidt pinligt at snakke om, men her til morgen stod jeg op klokken kvart i syv. Så spiste jeg et sundt morgenmåltid bestående af banan, blåbær og yoghurt, hvorefter jeg var på løbemaskinen i 25 minutter og sluttede træningen af med at stå med mine åndssvage håndvægte.

- Desværre er jeg nødt til at være i god form og leve sundt, for vi prøver stadig at fyre den af på scenen, ligesom da vi var 22 år, forklarer Lars Ulrich, da Ekstra Bladet møder ham i Metallicas hovedkvarter - en firkantet betonbunker i San Rafael, lidt uden for San Francisco.

Følger ungerne i skole
Umiddelbart virker det dog ikke, som om livsstilsændringerne gør alt for ondt på Lars Ulrich, der - som han også har ry for - både er venlig og imødekommende over for sine danske gæster. Han giver begejstret den store rundtur i lokalerne, der både huser studie, øvelokale, merchandise-afdeling, hyggerum med flippermaskiner og billard, samt sovegemakker hvor bandmedlemmerne kan hvile efter krævende sessions i studiet.

Lige i nærheden bor den 47-årige trommeslager sammen med sin danske filmkæreste, Connie Nielsen, og parrets fælles barn, Bryce på fire, samt sønnerne Myles (12) og Layne (9), som Lars Ulrich har fra et tidligere ægteskab.

- Det er mig, der står op om morgen og følger de to ældste i skole, og så får Connie lov til at sove en halv time længere og stå op sammen med Bryce, lyder den hverdagsagtige beskrivelse fra Lars Ulrich, der erkender, at livsstilen er ændret markant de senere år.

Orgierne på retur
- Når man er 20 og 30, tænker man ikke så meget over tingene.

Der drejer det sig om øjeblikket og - for mig - de impulsive tendenser, som jeg havde med sprutten og damerne og alle de ting.

LÆS OGSÅ: Metallica uden metaltræthed

- Men så vågner man et par år senere og kigger sig omkring, og så har vi alle sammen i bandet dejlige familier og stabile parforhold.

- De der drukorgier fra 80' erne og 90' erne - dem er der ikke så mange af mere, konstaterer den danske verdensstjerne og kommer i tanke om en historie, der dog dufter en anelse af rock'n'roll.

Fruen svinger taktstokken
- Efter nytår fløj Connie og jeg til Hawaii, inden børnene skulle begynde i skolen, og der var virkelig megen turbulens under flyveturen. Jeg havde fri, og klokken var ti om formiddagen, så jeg spurgte fruen, om jeg ikke måtte drikke et glas rødvin for at dulme nerverne.

- Men inden jeg havde set mig om, var der røget otte glas indenbords, og da vi landede, gik jeg temmelig vakkelvorn fra flyet.

- Det er efterhånden sjældent, at jeg drikker - og så i dagslys. Men det var nu meget skægt, og det signalerede for mig, at jeg var på ferie. Det sker ikke så tit, så det var cool nok, griner Lars Ulrich, der ikke lader tvivl om, at det er hans bedre halvdel, der svinger taktstokken derhjemme.

- Lige i øjeblikket kører hun meget hårdt på mig, fruen. Der skal sættes ting på loftet derhjemme, og jeg skal have ryddet op i mine skabe. Jeg er lidt af et rodehoved - ja, det er et af de pænere ord, som Connie bruger om mig i den sammenhæng.

Vil ind i filmbranchen
Projektet Metallica fylder selvsagt en hel del i den 47-årige Hellerup-drengs amerikanske tilværelse. Men planerne for fremtiden inkluderer formentlig også den filmbranche, hvor Connie Nielsen er et velkendt navn, og som Lars Ulrich fik en smagsprøve på i 2010, med en lille rolle i komedien 'Get Him to the Greek':

- Jeg går ikke og drømmer om at blive skuespiller, men på et eller andet tidspunkt vil jeg gerne udforske filmbranchen. Jeg interesserer mig rigtig meget for film - specielt danske film - og Connie og jeg har flere venner i filmbranchen end i musikbranchen. Vi snakker tit om, at vi skal lave et eller andet sammen.

- Så når der engang bliver tid til at lave noget, der ikke er Metallica, så bliver det nok i filmafdelingen som producent, instruktør eller manuskriptforfatter, fortæller Lars Ulrich og erkender - hårdt presset - at han har forsøgt sig med sidstnævnte.

- Jeg har skrevet et manuskript, der ligger gemt væk på min computer et eller andet sted, hvor jeg ikke engang selv kan finde det - og det er nok det bedste.

- Jeg har generelt så mange ideer i hovedet hele tiden, at jeg konstant taster tanker ind på min iPhone. Min hjerne kører på fulde drøn, fra før jeg slår øjnene op og til jeg går i seng.

Bare en stor drengerøv
- Du virker meget afbalanceret og tilfreds med tilværelsen nu, hvor du nærmer dig 50?

- Det er jeg bestemt også. 50 år, mand... Det er altså lidt surrealistisk. Jeg føler mig ikke som en på 47 år - jeg føler mig stadig som en lille rod indeni.

- Nogle gange, når jeg ser mig selv på scenen, så ser jeg en 12-årig knægt, der løber fuldstændig løbsk. Det er det fede ved at lave det, jeg gør. At man kan opføre sig som man vil - det er i hvert fald en af de originale ideer med rock'n'roll.

- Men 47- det stod der med store bogstaver på mit sidste fødselsdagskort.

- Nogle gange må man opføre sig som det, der står på dåbsattesten. Og det er også cool nok. Men når jeg befinder mig i rock'n'roll-cirkler, er jeg stadig bare en stor drengerøv.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu: Peder Nederland Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik