Skuespilleren er efter roller som René i ’Taxa’ og Palle From i ’Krøniken’
klar til endnu en gang at blive folkeeje i en DR-dramaserie.
- Men det har været en hel anden slags rolle end en, jeg har lavet før. Jeg
spiller en meget hård forretningsmand, fortæller Anders W. Berthelsen om
rollen som direktøren Robert Zeuthen, hvis datter bliver kidnappet.
- Det er skønt at være med i ’Forbrydelsen’-universet, men det er også hårdt,
for ting bliver hele tiden lavet om. Hver morgen får man lyserøde sider, som
er rettelser, og så er scenen anderledes end den, man havde øvet sig på.
I søndagsserien spiller Anders W. Berthelsen delefar. En situation, han håber
aldrig selv at havne i privat.
- Jeg ønsker da på ingen måde, at mit barn skal blive delebarn, men det er
ikke, fordi jeg tænker: Ej, jeg gider ikke være delefar, så derfor skal vi
blive sammen. Men jeg prøver hele tiden at komme med lyserøde sider, så
forholdet bevæger sig. At det ikke er trivielt, og man begynder at kalde
hinanden skat i alle former: Også når man er sur. Gør lige det der, skat!,
siger han med tryk på sidste ord.
Egoistiske kampe
I ’Forbrydelsen’ skændes Robert Zeuthen konstant med børnenes mor, spillet af
Helle Fagralid. Noget Anders W. Berthelsen har svært ved at forstå, at man
vil være bekendt.
- Jeg har det sådan, at bliver man skilt, så synes jeg fandeme også, man skal
tage sig sammen. Og lade være med at stå og bekæmpe hinanden. Det lyder
mega-træls. Og jeg synes, det er meget egoistisk, siger han.
Diskussionen er dog kun teoretisk, for privat er han lykkelig med hustruen og
den fireårige datter, der er skuespillerens omdrejningspunkt i livet.
- Hun er glad, når vi begge to er hjemme. Det er der, hvor hun synes, sådan
skal det bare være.
