Maria Donnas luftige Oscar-drøm

Det halter i Hollywood: Filmmanuskriptet er ikke færdigt, pengene mangler, og den mandlige hovedrolle har ikke underskrevet kontrakten

  • Maria Donna står nok ikke lige foran sit gennembrud i Hollywood. (Foto: Jakob Jørgensen)
« Forrige
Maria Donna står nok ikke lige foran sit gennembrud i Hollywood. (Foto: Jakob Jørgensen)
1 af 2
Næste »

Seneste i flash!

Hent flere
 

LOS ANGELES (Ekstra Bladet): Da Maria Donna Bjørnson forleden landede i Danmark efter en tur til Los Angeles, fortalte hun begejstret om en kommende rolle i en ny amerikansk film, ’Cassandra’s Rainbow’, som hun og hendes aldrende amerikanske film-ven Richard Boyle står bag.

Ifølge Boyle selv har han og Maria Donna allerede skrevet to film sammen, der ikke er blevet til noget på grund af manglende finansiering og besætning. Og noget tyder på, at det nyeste tiltag fra det umage makkerpar også hænger i en tynd tråd.

’Cassandra’s Rainbow’ er nemlig end ikke skrevet færdig endnu, ligesom finansieringen, der ud fra amerikanske standarder er ganske minimal, heller ikke er på plads.

Det erkender Richard Boyle, da Ekstra Bladet fanger ham på telefonen. Hvis filmen bliver en realitet, regner han med, at den kan optages for mindre end 100.000 dollar og vil blive indspillet med hjælp fra venner og bekendte.

Satser på en Oscar
Richard Boyle og Maria Donna har kendt hinanden siden 2009, hvor de mødte hinanden gennem Marias nok så berømte mand, Michael, der tidligere gik under efternavnet Bjørnson, men i jagten på succes i USA har han skiftet navn til Michael Monetz.

I dag er Boyle og Maria så tæt på hinanden, at hun bor hos ham, når hun er i Californien for at arbejde på sin amerikanske karriere. Og Boyle fortæller Ekstra Bladet, at han satser på, at deres fælles filmdrømme en dag vil resultere i intet mindre end en Oscar-nominering.

Ukendt i Hollywood
Den stort set ukendte Boyle har nu ikke ligefrem arbejdet med store biograf-baskere i mange år. Nok modtog han i 1987 en Oscar-nominering for manuskriptet til Oliver Stone-filmen ’Savage’, men siden har der været ualmindeligt stille om manden, som Maria Donna håber på bliver hendes adgangsbillet til Hollywood.

Ud over en dokumentarfilm af ganske undselig karakter er der ikke engang megen information at hente om Richard Boyle i filmverdenens oplysende bibel, branche-hjemmesiden IMDB.com. Tværtimod synes Maria Donnas Hollywood-ven mest at have gjort sig bemærket i alverdens lokalpolitiske sager i sin hjemby Forest Falls, der ligger i et øde bjerg-område langt væk fra Hollywoods glitter og glamour.

Mangler underskrift
Heller ikke skuespilleren John Savage, 62, som ifølge Boyle har sagt ja tak til en bærende rolle i den ufærdige film, men endnu ikke har skrevet under på en kontrakt, har gjort sig voldsomt bemærket siden sine roller i ’Deer Hunter’ fra 1978, ’Salvador’ fra 1986 og ’Godfather 3’ fra 1990.

Det er dog ikke, fordi Savage ligger på den lade side. På IMBD.com fremgår det, at Savage i 2012 har haft ikke færre end ni film- og tv-roller, mens han sidste år havde 11 roller i kalenderen.

Men om han nogen sinde kommer til at spille over for danske Maria Donna står tilsyneladende langt hen i det uvisse.

Seneste Nyt

Mest læste

Hent flere

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Følg @pomaEB Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Følg @langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Steffan Kærulf Frandsen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik