Lars, Mads og Shakespeare

Del på
Messenger!

Send artikel

Et kort øjeblik minder han om en ung Kim Larsen, som han hænger der op ad døren til Husets Teater på Halmtorvet med en smøg i den ene hånd og en sandwich i den anden.

Han har samme Kasket Karl-kasket på som Larsen og i øvrigt samme gavflab-attitude.

Lars Mikkelsen bliver helt vildt glad, da jeg nævner det med Kim Larsen midt i interviewet, hvor han har kastet sig ud i en voldsom kritik af kulturminister Brian Mikkelsen og den danske kulturpolitik i det hele taget og nu ikke kun ligner Kim Larsen, men også lyder som ham.

– Ham vil jeg sørme gerne ligne, er du sindssyg, siger han, der lørdag aften havde repremiere på sit hjertebarn af en forestilling: 'Flammens muse' frit efter Shakespeare på Husets Teater.

Både forestilling og Lars Mikkelsen er indstillet til årets Reumert-pris som bedste af alting.

– Du har noget helt særligt med Shakespeare – hvordan startede det?

– Før jeg kom på skuespilskolen, arbejdede jeg med en amerikaner, der mimede og lavede børneteater, og han præsenterede mig for Shakespeares 'Stormen'. Det var skidehamrende svært samtidig med, at det talte til mig.

– Vi går godt i spænd, Shakespeare og mig.

– Du har selv været med til at skrive denne forestilling og spiller den store rolle. Anmelderne faldt i svime og erklærede, at her så man, hvad teatret er, og hvad teatret kan ...

– Det er lige det, jeg gerne vil, så det er en glæde, at vi spiller igen. Her er ingen kostumer, ingen udenomsting, og det aktiverer fantasien hos tilskueren, og hvis ikke det sker, så sidder man og hader forestillingen, men så gå hjem i stedet for.

– Du spiller yndige Julie i herreundertrøje, og du får virkelig salen til at tro, at du er Julie?

– Jo færre rekvisitter og kringelkrangel, jo mere er folk med på at bruge deres egen fantasi, og det er Shakespeare god til.

– Han henvender sig direkte til publikum med det samme: KOM HER, KOM OG HØR, siger han, og det har vi brug for i en tid, hvor vi fylder os med en masse lort og hellere vil æde fastfood end ordentlig mad.

– Hos Shakespeare får man en dybere forståelse af mennesket, som er splittet mellem at være passioneret og fornuftbetonet. Det er skrevet for 400 år siden, og der er ikke sket en skid i det tidsrum, vi er stadig splittet mellem det, vi burde gøre, og det, vi har lyst til at gøre.

– Shakespeare er en gave, der præger hele dit liv – du underviser også i ham. Men hvad er din baggrund?

– Min far var bankmand og min mor sygehjælper, og de gav Mads og mig Halfdan Rasmussen. Vi lå i vores senge og sang lystige viser, men jeg var ikke særlig belæst, og jeg var fem år om at blive student på Sankt Annæ Gymnasium.

– Hvad gør du for dine børn på syv og 12, så de kan få en lignende gave?

– Jeg læser meget for dem, og ham på 12 er blevet interesseret i Shakespeare. Han og jeg har lige været i Berlin sammen og set teater. Det gør ikke noget, at stoffet virker svært, det, der har ændret mit liv, har altid været svært.

– Det, vi umiddelbart forstår, giver os ikke et større indblik i, hvem vi selv er. På det faglige plan gør Shakespeare hele tiden mig opmærksom på, hvor lidt jeg ved.

– Det er da ikke særlig rart at få at vide?

– Det er fedt, er du sindssyg! Så vil jeg jo finde ud af noget mere, så jeg ikke render rundt og tror, at jeg er Guds gave til menneskeheden. Jeg tror ikke på det der med at være på toppen af det hele.

– Du sidder her i en kold kælder med din kasket og ryger i smug, men du kunne ligesom din bror have været stjerne i en James Bond-film?

– Ikke for at snobbe nedad, men hvis jeg skal beskrive noget, andre mennesker kan se noget i, skal jeg være der, hvor andre mennesker er. Jeg vil så gerne give Shakespeare ud til publikum, så de kan forstå passionen og lidenskaberne.

– Du har en mission med Shakespeare ?

– Jeg vil enormt gerne have, at andre får den samme glæde, som jeg har. Det er større end dig, og det følger dig hele livet.

– Kan du få Mads ind og se forestillingen?

– Ok ja, han har været her. Husk på, vi har stort set gjort alt sammen hele livet, og vi er blevet tættere og tættere, som årene er gået. Der er kun halvandet år imellem os, og vi begynder at ligne hinanden mere og mere.

– Kunne du tænke dig at spille med i næste James Bond-film?

– Lige det taler ikke så meget til mig, for jeg er altid mere i tvivl om, hvad jeg kan, end Mads er.

– Og det kan ikke bruges i de sammenhænge, som Mads er i.

– Tænk dig, lige nu spiller han med i en tysk film, hvor hele holdet taler tysk! Der kommer man ikke lige og er i tvivl om sig selv.

– Jeg er også så glad for mit eget sprog.

– Og din familie?

– Ja, min kæreste og jeg har snart været sammen i 22 år.

– Og det bliver ved, til I drager det sidste suk?

– Det håber jeg sgu. Jeg gider ikke det igen.

– Nu har jeg et menneske, der kender mig på godt og ondt, og som jeg kender på godt og ondt. Hvorfor begynde forfra?