Karina Frimodt: Der er fundet flere knuder i brystet

Kræft-frygt fylder meget. Det samme gør tanken om at få brystet fjernet

  • Karina Frimodt kan ikke helt forlige sig med tanken om en radikal operation. Foto. All Over
Karina Frimodt kan ikke helt forlige sig med tanken om en radikal operation. Foto. All Over

Siden ’Vild med dans’-veteranen Karina Frimodt blev opereret for brystkræft kort før nytår, har hun gået og ventet på, hvad biopsierne, som blev taget ud og sendt til undersøgelse, skulle vise.

Se også: 'Vild med dans'-stjerne har fået fjernet knude i brystet

- Åh, at gå og vente 14 dage er lang tid. Man får så mange tanker, og hele tiden håber man bare, at svaret er, positivt, og at man nu er helt rask igen. Men desværre var der både en god og en dårlig nyhed fra lægerne. Den gode nyhed var, at de lymfekirtler, som de pillede ud under højre arm, ikke viste tegn på cancer eller celleforandringer. Så den begyndende kræft har altså ikke spredt sig. Den dårlige nyhed er, at der er fundet flere små knuder med forstadier til cancer i det væv, der er opereret ud i forbindelse med operationen før nytår, og det er virkelig ikke godt, forklarer Karina Frimodt.

Karina Frimodt og John Faxe var stordansende i 'Vild med dans' 2015. Foto. All Over Karina Frimodt og John Faxe var stordansende i 'Vild med dans' 2015. Foto. All Over  

Ifølge Frimodt regner man med en vis sikkerhedsradius uden om en kræftknude, og det er inden for denne kant, at de nye knuder er fundet.

- Jeg blev virkelig skuffet og ked af det, for vi havde jo håbet på, at der ikke var mere. Kræft-frygt fylder meget - både inde i mit eget hoved og i forhold til børnene og min mand. Men jeg skal have styr på mine tanker og på de reelle fakta i forbindelse med cancer i brystet.

Radikal operation
Det der spekuleres meget over i øjeblikket er, om hun skal satse på endnu en ’lille’ operation, hvor de små nyfundne knuder pilles ud - hvorefter hun skal vente godt 14 dage for at få nogle prøvesvar, som i værste fald kan betyde nye operationer. Eller om hun skal få en radikal operation, hvor hele højre bryst fjernes og derefter rekonstrueres.

- ’Dirty Dancing’ er i gang igen til juni, og der vil jeg så gerne være klar. Derfor er det beslutninger, jeg skal træffe nu. Men hold op, hvor jeg synes, at det er svært. Der er så mange hensyn, synes jeg. Også om tidspunktet. For min mand er nødt til at være hjemme. Jeg kan nemlig ikke løfte min søn - eller tage ham op af sengen. Derfor vil jeg måske helst vente, til han er færdig med alle sine opgaver i Jylland. Omvendt er det noget skidt at vente, dels af psykiske årsager, dels af genoptræningsgrunde. Og selvfølgelig kan jeg få min mor eller svigermor til at komme og sove hos mig, mens Kasper er væk, påpeger hun.

Frimodt forklarer, at hun er nødt til at finde ud af, om hun stort set kan bringe sig selv ud af brystcancer-farezonen, hvis hun får fjernet brystet.

Børnene
- Jeg kan mærke, at jeg er nødt til at få orden på det her, så jeg ikke skal gå og frygte det eller tænke på det. Men en radikal operation er bare et stort indgreb - meget større end ’de små’, som også er en mulighed. Åh det er svært. Og jeg kan ikke helt forlige mig med, at mit eget bryst forsvinder. Selv om det rekonstrueres, så er det ligesom ikke rigtigt mit bryst mere. Men det må jeg se at få tænkt igennem. For mig er det virkelig en stor beslutning.

Kasper Lentz og Karina Frimodt har sønnen James sammen. Den lille fyr er halvandet år. Og derudover har Karina Mathilde på otte og et halvt år fra et tidligere forhold.

- Den helt grundliggende angst, jeg går med, og som Kasper selvfølgelig også har, kan naturligvis mærkes og børn opfatter mere, end man tror - i hvert fald Mathilde. Hun er stor nok til selv at blive bange, men for lille til at forstå de ting, der skal ske. Jeg husker det fra min egen barndom, hvor min mor havde en alvorlig hjertelidelse. Især husker jeg krystalklart en angstprovokerende episode fra den gang, hvor jeg var omkring otte år, hvor min mor blev hentet i en hylende ambulance. Det var virkelig hårdt. Af samme grund er jeg meget opmærksom på, hvad Mathilde tænker og føler.

Højre arm
Et andet problem for Frimodt er højre arm.

I forbindelse med at lægerne tog et par lymfekirtler ud fra højre armhule, er der sket det, at armen har krummet sig og pt. ikke kan strækkes ordentlig ud.

- Den arm skal virkelig genoptrænes og være i orden, før jeg kan danse igen. Men spørgsmålet er, om det skal gøres før eller efter brystoperationen? For det, jeg hele tiden frygter, er, at armen bliver sværere at genoptræne, hvis der går for lang tid. Bevægelighed er så vigtig i mit job. Det er derfor, at alt dette virkelig kan ’holde mig søvnløs’, erklærer hun.

Flere og flere får brystkræft
Brystkræft er den hyppigste kræftform hos kvinder og opstår hos cirka 4.900 nye personer om året i Danmark. Sygdommen rammer sjældent personer under 30 år - og er mest almindelig hos kvinder over 60 år. Antallet af personer, der får stillet diagnosen, har været stigende gennem de seneste 60 år.

Helbredelsen af brystkræft er stigende, og dermed er antallet af personer, der dør af sygdommen, faldende gennem de seneste 10-15 år. Overlevelsen efter diagnosen brystkræft er gennem de seneste 15-20 år forbedret, skriver Kræftens Bekæmpelse.

60.197 kvinder levede med sygdommen med udgangen af 2013. Og statistikken for samme tidsrum viser, at 95 pct. lever et år efter sygdommen, mens 85 pct. lever efter fem år.

Brystkræft er ondartede svulster, der opstår i brysterne. Symptomerne er som regel en uøm knude, man selv kan mærke i brystet. Behandlingen er først og fremmest operation, hvor man fjerner svulsten og nogle gange hele brystet. Efter operationen kan det være nødvendigt med strålebehandling, kemoterapi eller hormonbehandling - nogle gange alle tre dele

Der findes flere typer af brystkræft-knuder, men de fleste udgår fra selve kirtelvævet. 

Dødelighed er faldende
Cancer i brystet er den hyppigst forekommende kræftsygdom hos kvinder i den vestlige verden. Hvert år får flere end 4000 kvinder i Danmark diagnosen. Risikoen for at få brystkræft i løbet af et liv er ca. 10 pct. blandt kvinder. Hyppigheden har været stigende gennem mange år, mens dødeligheden er faldende.

Normale celler deler sig kun i det omfang, som er nødvendig, for at kroppen skal forny sig eller vokse. Men cellerne kan få skader og udvikle sig til ondartede celler - kræftceller. De vokser uhæmmet, danner en svulst og kan ødelægge de sunde og normale celler, som omgiver dem. En kræftsvulst kan vokse ind i blodårer eller lymfekar. Derved kan løsrevne kræftceller blive ført med blodet eller lymfen til andre steder i kroppen. Der kan de slå sig ned og danne nye svulster - såkaldte metastaser.

Årsagen stadig ukendt
Årsagen til brystkræft er ukendt. Men vi ved, at risikoen for at få brystkræft stiger med alderen. Cirka 80 pct. af alle kvinder, som får brystkræft, er over 50 år. Arvelige faktorer har sandsynligvis betydning. Risikoen stiger, hvis en nær slægtning - for eksempel mor eller søster - har haft brystkræft. Andre faktorer har også indflydelse på risikoen for brystkræft, f.eks. hormonbehandling, alkoholindtag og overvægt.

Det første symptom på brystkræft er som regel en knude i brystet, enten en knude man selv kan mærke eller en knude, der bliver opdaget ved en screeningsundersøgelse af brystet. 

Andre symptomer kan være, at brystet eller huden over brystet ændrer udseende måske med dannelse af sår. Brystvorten kan ændre udseende, eller der kan løbe væske eller blod fra brystvorten. Det er sjældent, at svulsten er smertefuld, men sjældne former af brystkræft kan medføre smerter og nogle gange hævelse, smerter og rødme af hele brystet. I sjældne tilfælde er første symptom på brystkræft en hævet lymfeknude i armhulen eller over kravebenet.

Faktaboks:

Alder: 37 år, 12. September 1978

Født på : Frederiksberg

Opvokset : Amager

Dans: Fem år på Körners Danseskole, Resten af tiden hos Britt Bendixen på Pejsegården

Uddannelse: Danser og frisør

Showdans: 1994 (som 15-årig) Nykøbing Falsterrevyen, 1995-2003 (fra 16-24 år med pauser) Cirkus Revyen

Børn: To, Mathilde og James

Lever sammen med: Kasper Lentz

’Vild med dans’: Debuterede i 2010

Kendte dansepartnere: Kurt Thybo, Ole Kibsgaard, Rasmus Nøhr, Uffe Holm og John Faxe Jensen.

Musical: Debuterede i 2015 i ’Dirty Dancing’

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet - flash!

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet - flash!
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen