Smed skoene for at danse med Hollywood-stjerne

Drømmen om at være med i en Hollywood-film gik i opfyldelse for danske Caspar Phillipson

Caspar (t.h) med Natalie Portman og Pablo Larrain. Foto: AP
Caspar (t.h) med Natalie Portman og Pablo Larrain. Foto: AP

Med sin markante sideskilning, blanke hår og smalle næse, ligner danske Caspar Phillipson i den grad den tidligere amerikanske præsident John F. Kennedy.

Det har han som skuespiller formået at gøre til sin levevej, for i storfilmen "Jackie" indtager han nemlig rollen som præsidenten, der blev myrdet i 1963.

Filmen finder sted i dagene efter mordet på præsidenten, og her bliver publikum taget med ind bag dørene i Det Hvide Hus og oplever, hvordan hustruen Jackie Kennedy håndterede sorgen og medierne i dagene efter.

Se også: Danske Caspar ligner Kennedy: Nu spiller han rollen som præsidenten

Caspar Phillipsons hustru i filmen spilles af den Oscar-vindende skuespillerinde Natalie Portman, og hun gjorde et stort indtryk på danskeren under optagelserne.

- Hun er så sitrende elektrisk, forklarer Caspar Phillipson.

- Hun brænder igennem på lærredet og er så skide klog. Hun læser, diskuterer, snakker og er bare virkelig gavmild at være sammen med, fortæller Caspar Phillipson.

Han husker tydeligt, hvordan de skulle lave en scene, hvor parret danser til en fest i Det Hvide Hus.

Her måtte den danske skuespiller tage sine sko af, fordi han ellers ville være for høj til, at det så naturligt ud, når han skulle føre Natalie Portman rundt på dansegulvet.

- Det er altså ikke så tit, jeg får af vide, at jeg er for høj til noget, siger den knap 175 cm høje skuespiller og griner.

Se også: Se dansk skuespiller som JFK i ny Hollywood-storfilm

Da gallapremieren på filmen fandt sted i Los Angeles for et par måneder siden, havde danskeren taget sin 17-årige datter med.

- Det var skide sjovt at være med til og gå på den røde løber og bare være der. Det kunne jeg godt vænne mig til, fortæller det danske stjernespire med et smil.

- For en stund var jeg verdens bedste far, og for en aften var jeg Hollywood-stjerne. Sådan føltes det i hvert fald, siger han.

Til foråret skal skuespilleren igen over på den anden side af Atlanten for at mødes med agenter i håb om, at den internationale karriere for alvor kan tage fat nu.

- Det ville jo være dumt at lukke døren til udlandet efter den her chance, men nu må vi se, lyder det fra Caspar Phillipson.

Filmen "Jackie" har premiere torsdag den 12. januar.

Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen