TV 2-vært træt af afslørende billeder: Det er sølle adfærd

TV 2's nyhedsvært Cecilie Beck er ikke begejstret over at blive 'smugfotograferet', når hun er i byen for at feste

Cecilie Beck var ikke just glad for at blive 'smugfotograferet' under sin seneste bytur. Foto: TV2
Cecilie Beck var ikke just glad for at blive 'smugfotograferet' under sin seneste bytur. Foto: TV2

Lørdag aften gav TV 2's yndige nyhedsoplæser Cecilie Beck den gas på dansegulvet på Remees eksklusive, københavnske natklub ARCH.

Ugebladet Se og Hør kronede i deres seneste udgivelse den 46-årige studievært til 'nattens dronning' og bragte i den forbindelse fire afslørende billeder, der med alt tydelighed dokumenterede, hvordan hun på både dansegulvet og natklubbens podie formåede at tiltrække sig stor opmærksomhed fra de mandlige gæster.

De mere eller mindre grynede billeder lader dog også til at være skudt på en smartphone eller et lignende apparatur. Derfor tyder det på, at en udspekuleret diskoteksgæst i al hemmelighed har 'smugfotograferet' et par snapshots af den kendte og feststemte TV 2-journalist uden hendes samtykke.

Se også: Ingen skilsmissekommentarer fra Aqua-Lene

Når agendaen og hensigten blot er at score kroner og ører på uskyldige festbilleder, får det Cecilie Beck til at ryste uforstående på hovedet.

I et opslag på hendes Instagram-profil gør hun det klart for alle og enhver, at det langt fra er okay at lege amatørfotograf og sælge billeder til 'sladderpressen' uden at spørge om lov.

- Nu er det jo ikke, fordi man skal skamme sig over at ha' danset på en natklub, men hvor er man dog et sølle menneske, når man sidder og smugfotograferer for at sælge 'pix' til sladderpressen. Tak #stikker, skriver Cecilie Beck og slutter af med en smiley af en gris (stikker-svin, red.).

Artiklen fortsætter under billedet...

Ussel adfærd
Over for Ekstra Bladet fastholder Se og Hørs chefredaktør Niels Pinborg, at de løbende har haft en fin dialog med den danseglade tv-darling inden ugebladet kom i trykken, og at han desuden finder det som en ganske almindelig praksis at benytte sig af den type af billeder.

Cecilie Beck retter dog heller ikke sin kritik direkte mod det danske ugeblad, men undrer sig i stedet over, at folk ligefrem kan finde på at fotografere hende i smug for derefter fluks at sende dem videre til redaktionerne på de kulørte blade.

- Jeg kan simpelthen ikke forstå, at man på en natklub sidder og tager billeder i smug, imens man sikkert tænker 'ha, ha, ha', dem sender jeg til sladderpressen, siger Cecilie Beck til Ekstra Bladet.

- Jeg synes, at det er en sølle og ussel adfærd, og det kommer bag på mig, at folk kan finde på at opføre sig sådan.

- Selvom man er en offentlig person, så vil jeg gerne have lov til at danse på en natklub, uden at der skal spredes billeder ud til hele Danmark. Jeg regner også med, at de fleste andre mennesker har det på samme måde, siger hun. 

Cecilie Beck til Billed Bladets årlige TV-GULD-fest på Hotel d'Angleterre, hvor toppen af tv-branchen var inviteret til prisgalla. Foto: KHAN TARIQ MIKKEL
Cecilie Beck til Billed Bladets årlige TV-GULD-fest på Hotel d'Angleterre, hvor toppen af tv-branchen var inviteret til prisgalla. Foto: KHAN TARIQ MIKKEL
 

Se også: Australsk medie i chok over Mary: Et gennemsigtigt mareridt!

'Helt single er man vel aldrig'
Til gengæld kan den nyligt fraskilte skønhed glæde sig over, at det nemlig har væltet ind med støtte og positive kommentarer til opslaget på hendes Instagram-profil.

Det er da heller ikke fordi hun har ligget søvnløs over den lille dansereportage i denne uges Se og Hør, men tanken om, at hun ikke altid kan være i fred, når hun holder fri fra nyhedstjansen på TV 2, irriterer hende dog stadig:

- Problemet er bare, at der blot skal én enkelt idiot til. Man bliver måske lidt paranoid en gang i mellem, for man ved jo aldrig helt, hvordan personerne bag fotografierne fortæller historien videre. De kan jo også sagtens finde på løgnehistorier, hvis de vil gøre deres historier mere interessante. Det er da bare lidt ubehageligt at føle sig overvåget, når man eksempelvis besøger en natklub – hvor man oven i købet skal være medlem for at komme ind, siger Cecilie Beck.

Når alt kommer til alt, var det jo egentlig blot en ganske almindelig og harmløs bytur.

På Ekstra Bladets spørgsmål om, hvorvidt der fortiden er amoriner i luften omkring den smukke TV 2-vært, lyder svaret:

- Helt single er man vel aldrig, men det er også, hvad jeg har at sige om den sag, siger Cecilie Beck.

Se også: Cecilie Beck til tv-fest: Ikke et ord om Tantholdt

Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Michael Bo Mortensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen