Indlæser...
flash! Film, tv %26 radio

Endelig er Indiana Jones tilbage

Verdens sejeste arkæolog: Publikum i Cannes var vilde med den nye 'Indiana Jones'-film. Alt sydede og kogte, fordi manden med pisken og den bløde hat var i byen

10:07, 19. maj 2008 | Kim Kastrup

Annonce

  • Oversæt / Translate
Harrison Ford med kæresten Calista Flockhart - kendt fra tv-serien 'Ally'. (Foto: Thomas Lekfeldt)
Harrison Ford med kæresten Calista Flockhart - kendt fra tv-serien 'Ally'. (Foto: Thomas Lekfeldt)

Annonce

Annonce
CANNES (Ekstra Bladet): Indiana Jones svingede i går pisken over Cannes, og folk elskede hvert eneste slag. 3000 journalister klappede begejstret efter filmen, mens private borgere i Cannes tiggede billetter til aftenens gallaforestilling.

Flere gange var der nærmest tumultagtige scener mellem pressefolk, der forsøgte at komme ind til pressekonferencen med Harrison Ford. Alt sydede og kogte, fordi manden med pisken og den bløde hat var i byen.

– Jeg er ekstremt taknemmelig over den store interesse for ’Indiana Jones’-filmen her i Cannes. Det er jo 19 år siden, vi lavede den sidste film. Og hele ’Indiana Jones’-universet spænder nu over næsten 30 år.

– Og det glæder mig helt vildt, at vi kan komme med en ny film nu, fordi et par generationer af de unge kun har kunnet se de gamle film på dvd. Nu får de muligheden for at se Indiana Jones, hvor han virkelig skal ses, nemlig på det store lærred i biografen, erklærer Harrison Ford.

– Ligegyldig hvilken farefuld situation Indiana Jones kommer ud for, så klarer han den altid alligevel. Kan du forklare det?

– Nej, det vil jeg ikke røbe her. Men glæden ved at spille Indiana Jones, skyldes hans vid, humor, intelligens og de fantastiske situationer, han altid kommer ud for. Og jeg vil gerne rose Cate Blanchett for at være en rigtig led skurk. Filmen vrimler jo med skurke. Og Indiana Jones skal altid bedømmes ud fra de skurke, han møder.

– I filmene er Indiana Jones virkelig bange for slanger. Er du lige så bange for kritikernes dom over filmen?

– Nej, jeg er overhovedet ikke bange. Selvfølgelig forventer jeg, at pisken nu vil blive vendt mod mig. Det er jo ikke usædvanligt, at en film, der er så populær, bliver rakket ned af visse folk. Men det bekymrer mig ikke. Jeg arbejder for de folk, der vil betale for at se filmen. Vi har arbejdet hårdt for at give folk den ægte glæde ved en biografoplevelse.

– Hvordan har du det med, at der i filmen bliver sprængt en atombombe?

– Der er ikke noget mere skræmmende og ondt end atombomben. Og vi husker alle konsekvenserne af at bruge sådan en bombe. Men Indiana Jones’ mål her i livet har altid været at finde sandheden. Og at bekæmpe det onde med det gode.

Annonce