Indlæser...

Noomi smadrer Ekstra Bladet

Ekstra Bladet tabte i armlægning til biografaktuelle Noomi Rapace fra filmen 'Mænd der hader kvinder'. Noomi taler også ud om filmens nøgenscener

18:23, 23. feb 2009 | Kim Kastrup

Noomi Rapace lægger arm med Ekstra Bladets udsendte. Og hun vinder uden de store problemer.(Foto: ekstrabladet.tv)
Noomi Rapace lægger arm med Ekstra Bladets udsendte. Og hun vinder uden de store problemer.(Foto: ekstrabladet.tv)

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

I filmen 'Mænd der hader kvinder' spiller den smukke svenske skuespillerinde Noomi Rapace, en vaskeægte punket drengepige, der både er ekspert i at dele øretæver ud og hacke sig ind på alverdens computere. På Hotel Sankt Petri i København udfordrede Ekstra Bladets udsendte den spinkle Noomi i armlægning samtidigt med, at hun fik stillet en række spørgsmål.

Er du også en drengepige privat?

- Ja, det kan man vist godt sige. Jeg minder faktisk meget om Lisbeth Salander.

Men er du også verdensmester i at hacke dig ind på andres computere?

- Nej, jeg er ikke særlig god til computere, siger Noomi og presser pludselig Ekstra Bladets hånd 10 centimeter længere ned mod bordfladen.

Hold da kæft, hvor er du stærk. Hvordan holder du dig egentlig i form?

- Jeg dyrker både thaiboksning og almindelig boksning.

Så du kan altså sagtens gennembanke mig, hvis du skulle få lyst til det?

- Ja, siger Noomi og spænder sine senede muskler en ekstra gang og knalder Ekstra Bladets hånd ned i bordfladen. Færdigt arbejde. Sveriges i øjeblikket stærkeste kvinde har netop ydmyget Ekstra Bladets udsendte.

Ring i næsen
Hvad synes du egentlig om Lisbeth Salanders punkede look med sort lædertøj og ringe i næsen og i øjenbrynene?

- Det er ikke lige min stil i dag. Jeg er jo en voksen kvinde. Men da jeg var 15 år gik jeg også i sort lædertøj og havde ring i næsen og i øjenbrynene, så vi brugte faktisk mine gamle ring-huller til rollen som Salander.

I filmen bliver du udsat for en usædvanlig hård voldtægt af din advokat Nils Bjurman(Peter Andersson). Hvordan var det at indspille den scene?

- Det var virkelig hårdt både psykisk, fysisk og mentalt. Men jeg talte scenen igennem med både Peter Andersson og Niels Arden Oplev, og jeg stolede på dem begge. Men der er jo også en voldtægtsscene, hvor det er mig, der som hævn voldtager ham. Vi arbejdede faktisk med begge voldtægtsscener en hel uge i træk. Det var ekstremt hårdt.

I Lisbeth Salanders første samleje med Mikael Blomkvist, skrider hun fra samlejet, lige så snart hun har fået sin egen orgasme. Kan du forklare det?

- Salander er liderlig og begynder at dyrke sex med Mikael, og hun tænker i første omgang kun på sin egen tilfredsstillelse. Hun er på mange måder som en mand i den situation. Men på den anden side er det også Salanders måde at nærme sig emotionelt på Mikael.

- Salander er jo et ødelagt menneske rent emotionelt. Hun har ingen erfaring med relationer eller kærlighed og nærhed, siger Noomi.

Svære nøgenscener
Der er jo en hel del nøgenscener i filmen. Hvordan har du haft det med disse nøgenscener?

- Det er utrolig svært og kompliceret at lave nøgenscener og jeg kan godt være lidt blufærdig. Men jeg tvinger mig selv til at glemme min egen forfængelighed, mine komplekser og min rædsel for, hvordan jeg ser ud eller hvordan jeg lyder, siger Noomi og tilføjer:

- Jeg spørger i øvrigt altid mig selv, om det er relevant, at jeg skal være nøgen i en scene. Og hvis jeg så føler, at det er relevant, skal det gøres rigtigt og sandt. Der er jo ikke ret mange mennesker, der dyrker sex iført bh og trusser.

- I filmen er der f.eks. også en lesbisk scene, hvor Salander vågner op nøgen sammen med en anden kvinde. Og det ville være fuldstændigt utroværdigt, hvis de vågnede op med tøj på, efter at have dyrket sex det meste af natten, siger Noomi, der for kunstens og troværdighedens skyld gerne smider tøjet.

På hvilket punkt adskiller du dig som privatperson mest fra Lisbeth Salander?

- Jeg har jo nære relationer til mange mennesker. Det har Lisbeth ikke. Jeg har en mand, som jeg elsker(Ola Rapace) og jeg har også et barn. Jeg lever i kærlighed og med folk omkring mig. Lisbeth er følelsemæssigt isoleret og lever mere eller mindre i ensomhed.

Vi kender jo din mand Ola Rapace fra tv-serien Anna Pihl, hvor han er Anna Pihls svenske kæreste, Hvad synes din mand om 'Mænd der hader kvinder'?

-Han er vildt begejstret for filmen. Han blev meget positivt overrasket, da han så den. Han er jo selv skuespiller og ved, hvor problematisk det kan være at lave en film baseret på en bog, som så mange mennesker elsker.

Annonce