Indlæser...

Så syg er Lars von Trier

Filminstruktøren lider døgnet rundt. Han kan aldrig bare slappe af og have det godt

10:38, 20. maj 2009 | Kim Kastrup, Marie Lade

Lars von Trier begyndte arbejdet med 'Antichrist', fordi han havde brug for at kravle ud af sin depression. (Foto: Lars Nybøll)
Lars von Trier begyndte arbejdet med 'Antichrist', fordi han havde brug for at kravle ud af sin depression. (Foto: Lars Nybøll)

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

– Jeg var nødt til at starte arbejdet på 'Antichrist' for på en eller anden måde at kravle ud af depressionen, siger Lars von Trier, der for tiden er til filmfestival i Cannes.

For to år siden blev han overvældet af en depression, der kom væltende oven i den lange række af andre psykiske lidelser, der gennemsyrer den danske filminstruktørs liv.

Hele sit liv har Lars von Trier lidt af voldsom angst og OCD – tvangstanker og tvangshandlinger. I et interview i Politiken fortæller han, hvordan han fire gange om dagen bliver overmandet af panisk angst, der får adrenalinen til at pumpe og hjertet til at banke så hurtigt, at han ikke kan trække vejret.

Betaler dyrt for sine lidelser
Han fortæller også, at han siden barndommen har tjekket sig selv for forskellige sygdomme og kronisk må holde lidelserne væk med medicin og terapi. Og så kom depressionen oveni:

– Jeg bilder mig selv ind, at depressionen var min psykes svar på, at jeg havde haft det for dårligt. Det var en slags timeout. Selve filmen er ikke en slags terapi for mig, men på den anden side, så har jeg selv underkastet mig den kognitive terapi, der foregår i filmen, i flere år, siger han til Ekstra Bladet.

Et af de mennesker, der har arbejdet tæt på Lars von Trier gennem størstedelen af hans filmkarriere, er produceren Vibeke Windeløv.

– Hvor syg er Lars von Trier egentlig?

– Nogle tror måske, at det er noget, han bruger for at få PR og gøre sig interessant, men jeg ved, han betaler dyrt for sine lidelser, siger hun.

– Hvordan har det indflydelse på hans daglige liv?

– Han har et meget hårdt liv. Der er intettidspunkt, hvor han kan slappe af og have det godt.

– Det er så synd for ham, at han skal lide sådan. Jeg kan sige, at Lars von Trier i hvert fald ikke har et liv, der er en dans på roser.

– Han betaler dyrt, men lidelserne giver ham samtidig drivkraften til at lave de film?

– Jeg mener ikke, man behøver at have det så dårligt, som hanhar det, for at være kreativ og lave gode film. Men der er ingen tvivl om, at man ikke kan skille de to ting ad.

– Det er måske præcis hans så smertefulde psykiske lidelser, der gør, at han kan lave film, som publikum elsker og hader på samme tid?

– Lars er ikke bange for de følelser, hans film vækker i folk. Det betyder meget for ham, at hans film bliver forstået, men ikke, at den bliver en succes. Personligt elsker han selvfølgelig, som alle andre, at blive elsket, men hans kunstneriske behov er langt større end hans sociale behov.

– Hvordan påvirker sygdommen ham?


– Det er noget, der fuldstændigt gennemsyrer hans liv. 24 timer i døgnet. Han har aldrig fred.

– Men hvordan kan han arbejde med andre og være sammen med sin familie, når han er så syg?

– Fordi han samtidig er et vanvittig dejligt, varmt menneske, der har en stærk humor og selvironi. Det er det, der holder hans omgivelser oppe, siger Windeløv.

Annonce