Dansk krigsfilm chokerer

150

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

-Efter filmen 'Armadillo' vil det ikke være muligt at se os selv som danskere på samme måde som før, skriver forfatteren og samfundsdebattøren Carsten Jensen, der som den første danske kritiker har set krigsdokumentaren 'Armadillo' af filminstruktøren Janus Metz, der sætter fokus på de danske soldater i Afghanistan.

I det nye nummer af filmbladet 'Ekko', der kom på gaden igår, stiller Carsten Jensen følgende spørgsmål:

Har dansk presse dækket krigen i Afghanistan på Forsvarets betingelser? Har den fjerde statsmagt valgt at gøre, som Staten siger? I så fald er Janus Metz' dokumentarfilm 'Armadillo' en undtagelse. Her kan vi ved selvsyn konstatere, at de danske soldater ikke er i Afghanistan for at hjælpe skolepiger over gaden. De er der for at slå ihjel.

Forfatteren Carsten Jensen er ikke i tvivl. Krigsdokumentaren Armadillo, der er udtaget til Cannes-festivalen, vil smadre det danske selvbillede uopretteligt.

-Det er ikke kun ofre, der har brug for krisehjælp. Sejrherrer har det også. Og Danmark er en nation, der har brug for terapi.

Likvidering af talibanere
For Carsten Jensen er filmens første chok, at de danske soldater i Camp Armadillo har mistet modet. De er desillusionerede og kan ikke se meningen med det, de foretager sig. Det er ikke kun deres egne tab, det er i lige så høj grad fjendens usynlighed, der aflejrer denne følelse af truende meningsløshed. Da der bliver bedt om frivillige til et natligt baghold, siger de fleste nej. De tror ikke mere på deres mission.

Ifølge Carsten Jensen er filmens mest afgørende chok imidlertid, da soldaterne finder en kur for deres mismod: drrab, likvideringer, synet af dræbte fjender, følelsen af mishandlede lig mellem hænderne.

-Det sker under et baghold, som udvikler sig til en daglang kamp, hvor to danske soldater såres foran kameraet og derpå evakueres i helikoptere, alt imens fronterne hele tiden forrykker sig, og fem medlemmer af Taliban fanges i en grøft bag de danske linjer. Grøften bliver overdænget med granater, og da de danske soldater rykker frem, finder de fem hårdtsårede talibanere, som de derpå afliver, skriver Carsten Jensen om filmen og fortsætter:

-Det ser vi ikke, men vi ser de fem dræbte få minutter efter, at livet har forladt dem, indsmurte i blod og jord. Vi ser danske soldater smide rundt med ligene af deres dræbte fjender og behandle dem, som en slagteriarbejder behandler de opskårede svinekroppe, når han slænger dem hen over de blodindsmurte fliser. Vi hører dem tale om de dræbte talibanere, som var de ikke andet end dødt, dyrisk kød. Vi ser dem prale af de drab, som de netop har begået..

-Vi ser dem i en adrenalinpumpende tilstand, der knap er til at skelne fra blodrus, som måske er blodrus. Vi ser dem smykke sig med de dræbte fjenders våben og ligne grinende besærkere fra en fjern fortid i menneskehedens historie, et stykke barbari, vi troede, vi for længst havde ladt bag os.

Sætter krigsdækning i relief
Carsten Jensen mener, at Armadillo, der er instrueret af Janus Metz, sætter den hidtidige danske krigsdækning i relief.

-Alle danske instruktører og fotografer, der har været i Afghanistan, kunne have lavet denne film eller en lignende. De valgte bare ikke at gøre det. Måske havde de ikke det fysiske mod til at bevæge sig ud midt i kugleregnen.

-Det moralske mod havde de i hvert fald ikke. De havde godt læst tidens tegn. De vidste, hvad der blev forventet, og hvad der ikke blev forventet af dem. Det var kugleregnen derhjemme, de var bange for, skriver Carsten Jensen.

Læs hele historien i det nye nummer af 'Ekko', der kom på gaden den 5. maj og forhandles i 250 kiosker over hele landet.