Søren Malling har haft en af sit livs største udfordringer i rollen som
skibsrederen Peter C. Ludvigsen, der i ’Kapringen’ forhandler med somaliske
pirater om at få de to danske søfolk Mikkel (Pilou Asbæk) og Jan (Roland
Møller) frigivet.
Og den rolle kom så meget ind under huden på ham, at han på et tidspunkt under
optagelserne havde svært ved at fortsætte.
– Jeg blev helt lammet og måtte holde en pause. Jeg blev som en lille dreng og
stod og græd som pisket. Jeg syntes, at det hele var forfærdeligt, fortæller
Søren Malling, der dog senere fik gennemført optagelserne.
Læs også: Se også: Dansk filmhold sejlede i
piratfyldt farvand
– Har du også under optagelserne tænkt på virkelighedens kaprede søfolk
Søren og Eddy, der nu har siddet fanget i 616 dage?
– Ja, det har jeg. Men i vores film forsøger vi at skildre de menneskelige
konsekvenser på begge sider. Vi går ikke ind og vælger side.
– Vi beskriver et gidselforløb nærmest dokumentarisk. Men det er da helt
klart, at det er forfærdeligt for Søren og Eddy, at de har været gidsler i
snart to år.
– Ekstra Bladet har i lang tid kørt en kampagne for at få Søren og Eddy
hjem. Synes du, det er rigtigt, at Ekstra Bladet har involveret sig i
gidselsagen?
– Jeg vil sige både-og. På den ene side skal pressen jo undersøge, hvad der
foregår. Men på den anden side kan de informationer, der kommer ud via
pressen, blive misbrugt i en gidselsag.
– Så det handler om en meget følsom balancegang, siger Søren Malling, der
under filmoptagelserne spillede over for Gary Skjoldmose Porter, der i
virkelighedens verden har fungeret som gidselforhandler.
Læs også: Se også: Pilou Asbæk: Jeg fatter ikke,
hvordan Søren og Eddy overlever
En sand dræbermaskine
– Gary spiller jo nærmest sig selv i rollen som gidselforhandleren Connor
Julian. Jeg blev så fascineret af ham, at jeg faktisk gik i stå i min rolle.
Gary er en tidligere militærmand med en ekstrem autoritet. Man kunne godt
mærke, at der inde bag hans venlige facade lurede en sand dræbermaskine. Jeg
havde stor respekt for ham, fortæller Søren Malling.
’Kapringen’ er verdens første film, der beskriver en kapring af et skib og en
gidseltagning ud for Somalias kyst.
Læs også: Se også: Pilou Asbæk tog 20 kilo på
