Det danske biograf publikum stemte suverænt 'Hvidstengruppen' ind som årets
bedste film til modtagelse af 'Svend Prisen'. Og filmen er stadig den mest
sete film i Danmark i år med 765.000 biografgæster. Men det er ikke kun i
Danmark, at publikum er begejstret for filmen.
'Hvidstengruppen' vandt her i weekenden Publikumsprisen ved én af de største filmfestivaler i Tyskland, nemlig 'Filmfest Hamburg'.
Filminstruktøren Anne-Grethe Bjarup Riis fortæller her om sit møde med det tyske publikum:
- Egentlig havde jeg en følelse af at være til eksamen, da filmen blev vist i Hamborg. For det tyske folk er 2.verdenskrig jo stadig et dybt sår. Min oplevelse med det tyske publikum var i grunden både fantastisk og rystende. Både under og efter filmen blev der grædt så mange tårer, at mange havde svært ved at stille de spørgsmål, de havde på hjerte. Den generelle respons var, at de nu bedre forstod, hvorfor nogle danskere valgte at gå ind i modstandsbevægelsen, og hvor vigtig en rolle det spillede. Derfor er jeg dybt taknemmelig over, at filmen får publikumsprisen, siger Anne-Grethe Bjarup Riis.
