Simon Talbot præsenterer ny stor skandinavisk satsning

Simon Talbot er vært, når de skandinaviske lande for første gang samarbejder på tværs af landegrænser i komikkens øjemed

Komikeren Simon Talbot er klar til at gøre tykt grin med vores skandinaviske naboer. Foto: Seth Nicolas
Komikeren Simon Talbot er klar til at gøre tykt grin med vores skandinaviske naboer. Foto: Seth Nicolas

Komikeren Simon Talbot meddelte sidste år, at han og fruen ville flytte til USA, hvor hans drøm var at slå igennem som komiker.

Den drøm er langt fra opgivet, men for tiden er den muntre komiker tilbage i Danmark, hvor han er vært på en ny tværskandinavisk satsning hos Comedy Central 'Standup Uden Grænser', der har premiere i aften. Her smider en række danske komikere fløjlshandskerne og går i kødet på svenskerne og nordmændene.

- Det er verdenshistoriens første skandinaviske comedy-samarbejde på tværs af landegrænser. Det plejer jo at være fantastiske socialrealistiske programmer, vi laver sammen, hvor man kan sidde og blive deprimeret og tænke på samfundet. Men det her er rent faktisk et standup-samarbejde, siger Simon Talbot.

Danske kendte - 27. apr. 2017 - kl. 09:17 Kendt dansk komiker afslører: Jeg skal giftes

Han er vært på den danske udgave, mens der samtidig optages i Sverige og Norge med lokale værter og komikere. Herefter skal programmerne vises i alle tre lande, og det er noget, der tænder Simon Talbot.

- Det er en mulighed for at kunne vise, hvor gode komikere vi har i Danmark, og det giver mening for mig. Da jeg startede, var det Comedy Central, jeg så. Jeg boede i Jylland og downloadede 'Comedy Central Presents' ulovligt. Jeg var meget influeret af de programmer, forklarer han.

Simon Talbot under optagelserne til programmet i Comedy Zoo. Foto: PR
Simon Talbot under optagelserne til programmet i Comedy Zoo. Foto: PR

Færdige af grin
Komikeren lover, at der bliver lavet masser af grove jokes om vor skandinaviske naboer, og han er spændt på at se, hvordan drilleriet bliver den anden vej, når det er svenskerne og nordmændene, der giver danskerne med grovfilen.

- Danskere kan virkelig svine hinanden til og vide, at der er kærlighed i det. Det elsker jeg os for. Derfor var det ekstra sjovt at lave nogle ekstra hårde jokes på nordmændene og svenskerne og gøre det foran et dansk publikum. For vi er færdige af grin over, hvor hårdt det er, og så bliver det bare sjovere af, at man ved, de rent faktisk ser det.

- Hvad kan det for eksempel være?

- Det kan være, når man står og kalder, at de er åndssvage i Norge med deres afgiftsfrie el-biler, som de har fået for alle deres oliepenge, fordi vi engang solgte Østersøen for en high five. Så står man og sviner dem til, fordi de giver folket gratis Teslaer, så de kan have god samvittighed på vej ned til boreplatformen.

Danske kendte - 2. sep. 2016 - kl. 07:15 Årets komiker: - Jeg blev lidt rørt

- Jeg troede egentlig, at du havde travlt med at slå igennem i USA?

- Jeg bruger en del tid i USA, hvor jeg for det meste er bosat for at slå igennem derovre. Men denne her mulighed var bare helt fantastisk. Jeg har optrådt i Irland, Skotland, New York, Los Angeles og så videre, og uanset hvor jeg er, så forsøger jeg at opsøge deres standup-miljø, fordi jeg bare er standup-nørd og fan af genren.

- Min erfaring er, at danskere er virkelig gode. Jeg synes, vi har et exceptionelt højt niveau af standup i Danmark. I forhold til hvor små vi er, så synes jeg faktisk, at vi har nogle af verdens bedste komikere. Det vil jeg gerne vise de andre lande, siger Simon Talbot.

Disse danske komikere optræder:

Ane Høgsberg
Elias Ehlers
Frederik Rosgaard
Anders Fjelsted
Heino Hansen
Brian Mørk
Jakob Thrane
Anders Nielsen
Jacob Tårnhøj
Mikkel Klint Thorius
Lasse Rimmer
Jonas Mogensen
Martin Nørgaard
Mikkel Rask
Dan Andersen
Per Sodemann
Natasha Brock
Jonas Brøndum
Melvin Kakooza
Adam & Noah
Morten Wichmann
Daniel Lill

Kan hjælpe på USA-drøm
Han ser det også som en håndsrækning til branchen generelt. For tiderne er skiftet, og det bliver sværere og sværere for komikere at få tv-jobs, der kan gøre dem kendte i den brede befolkning.

- Vi mangler lidt et udstillingsvindue. Da jeg startede, kom jeg jo frem i 'Comedy Fight Club' eksempelvis. Det var en stor mulighed med masser af seere. Nu skal man jo nærmest lave Facebook-videoer, så man kan få sin standup ud, konstaterer han.

At det er Comedy Central, han skal være vært hos, hjælper naturligvis også på egne karrieredrømme.

- Det er godt for mig at have en rigtig god relation til Comedy Central, når jeg skal tilbage til USA. Det forstår de lidt bedre end, at han var vært på TV 2 Zulu Awards. Det har de jo ingen anelse om, hvad er, konstaterer han.

'Standup Uden Grænser' har premiere i aften klokken 22 på Comedy Central og vil bestå af 10 programmer.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen