’Politikere er så vant til at forstille sig, så selv når de taler sandt, ser det ud, som om de lyver’. Sådan sagde psykiateren Boas – i skikkelse af Tommy Kenter – i aftenens afsnit af ’Livvagterne. Og det var sådan set både det mest interessante og virkelighedstro – ja, og tydelige – der blev sagt i dét afsnit. Og endnu en gang kan man så sidde og ærgre sig over, at han med sin upolerede charme og ægthed ikke fylder meget, meget mere i serien. Især fordi, han er den eneste af samtlige figurer, som besidder de to egenskaber.

Aftenens afsnit skulle afrunde historien om den overambitiøse politiker Thomas Eriksen, hans forsvundne datter samt den på alle måder forhenværende udenrigsminister Koch. Allerede sidste søndag knagede det voldsomt i historiens spinkle skelet, og i aftes skulle det da også vise sig, at det ikke kunne holde til at være både overlæsset og dårligt konstrueret.

Skulle ministeren have begået spontant selvmord, fordi hun bliver dumpet af Thomas Eriksen? Næppe. En kvinde, som er stærk nok til at være minister, holder nok også til både at blive fyret, forladt og få kritik af sin røv.

Skulle Eriksen ved siden af konen og elskerinden holde sig en mandlig elsker? Måske. Men hele historien om den ’kidnappede’ datter virker også konstrueret og søgt – ja, nærmest desperat i forsøget på at underholde. Og da Eriksens elsker til sidst bliver kørt over, nærmer vi os næsten det parodiske på en spændingsserie.

Er de to manuskriptforfattere Mai Brostrøm og Peter Thorsboe mon ved at løbe tør for gode ideer? Jeg håber det ikke, men de næste afsnit er nødt til at byde på noget andet og mere end klichékrimi og begynderspænding som i dette dobbeltafsnit for at modbevise denne grimme mistanke.