Tilbage til mobilsitet
Indlæser...

En fornærmelse mod seerne

Kreativ dovenskab gjorde historien i det 18. afsnit af ’Livvagterne’ til en næsten amatøragtig oplevelse

21:00, 21. feb 2010 | Kirstine Krefeld

DR drama plejer at ligge i superligaen, men fortsætter de på denne måde, risikerer de at rykke helt ned i amatørrækkerne. (Foto: Mike Kollöffel, DR)
DR drama plejer at ligge i superligaen, men fortsætter de på denne måde, risikerer de at rykke helt ned i amatørrækkerne. (Foto: Mike Kollöffel, DR) Se stort billede | Del

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Livvagterne, afsnit 18.
Instr.: Fabian Wullenweber. Medv.: Cecilie Stenspil, Tommy Kenter, Thomas W. Gabrielsson m.fl. DR1, søndag klokken 20.

Annonce

Hvis ’Livvagterne’ havde været en fodboldkamp, ville jeg dømme udvisning til både Mai Brostrøm og Peter Thorsboe for deres tarvelige måde at tackle dette 18. afsnit på. Der er ikke meget kreativ sportsånd over at hive både Rasmus’ ekskæreste på banen som forsmået sladrehank og tyskeren som hævngerrig galning, fordi han selv har mistet en søn. Og den pseudo-dybe snak om Gud og meningen med livet rammer helt, helt ved siden af.

Det ligner ganske enkelt forfattermæssig dovenskab af den slags, hvor man ikke engang har gidet ryste posen. Hvis de ikke opper sig lidt, så må vi altså bede om en permanent udskiftning af manuskriptforfatterne, Ingolf Gabold!

Der er desuden gule kort til en lang række af skuespillerne for mumleri – selvom det retfærdigvis nok burde tilfalde instruktøren Fabian Wullenweber. Det er noget sjusk. Og det er ærgerligt, at han ikke formår at få noget bedre ud af de ellers dygtige kræfter.

Endelig er der et stort, rødt kort til researchen. Hvis der da overhovedet er foretaget nogen som helst research. Når man ser på den måde, som den samlede presse og PETs håndtering af kriser er fremstillet, virker det ikke sådan. Ganske vist er hverken pressen eller PET perfekte, men der er trods alt næppe nogen af dem, som ville opføre sig, som de gør i dette afsnit – og for eksempel ville det nok være ret nemt at dementere, at skuddet mod den lille dreng er ’racistisk betinget’. Det er svært utroværdigt; nærmest lidt amatøragtigt fundet på. Der må da være nogen – andre en forfatterparret – som vurderer manuskriptet, inden man bruger licenspenge på at filme?

Afsnit 18 er ganske enkelt en fornærmelse af publikum. Havde det udspillet sig på et stadion, kunne man i det mindste have pebet spillerne ud.

Annonce