Indlæser...

Remee har de stærkeste kort

På fredag er det tid til semifinalen i årets 'X Factor'. Ekstra Bladets anmelder har kigget på de fire tilbageværende artisters chance for at ryge til tops

15:56, 14. mar 2010 | Rud Kofoed

Tine er en sand fighter. (Foto: Mogens Flindt)
Tine er en sand fighter. (Foto: Mogens Flindt)

Annonce

  • Oversæt / Translate
Thomas er storfavoritten. (Foto: Mogens Flindt) Se stort billede | Del
The Fireflies synger som engle. (Foto: Mogens Flindt)
The Fireflies synger som engle. (Foto: Mogens Flindt)
Jesper kan ikke fejle. (Foto: Mogens Flindt)
Jesper kan ikke fejle. (Foto: Mogens Flindt)
  • Tema
  • Sidste sæson for alle X Factor-dommere X Factor: Sidste sæson for alle X Factor-dommere

Annonce

Annonce

Det er aftalt spil. Remee, Soulshock og Pernille Rosendahl lægger ikke skjul på, at de stemmer efter en indbyrdes aftale og ikke efter deres musikalske overbevisning.

De mener, at det er mentoren, der skal fælde endelig dom over 'deres egne', uanset hvad de to meddommere så selv måtte mene. Så garderer de sig nogenlunde mod at ende i den offentlige gabestok. Det må seerne så affinde sig med.

Remee smagte resultatet af det aftalte spil, da han fredag måtte slagte Anna. Soulshock prøvede det med 8210.

Reeme vinder til sidst
På fredag spidser det for alvor til. Dommerne er i fuld gang med at slibe musikalske knive, for nu er det ikke kun amatørtalenternes skind, de skal hytte, men også i høj grad deres eget.

Gasolin'-runden fyres af med frit valg på alle hylder for de fire semifinalister, der også hver især skal synge en sang, som seerne har valgt.

Remee bebudede allerede i starten af 'X Factor', at han altid vinder til sidst. Han står med de yngste og stærkeste kort på hånden, de to skoleelever Jesper og Tine.

Han har stadig en at ofre uden selv at ryge ud af vinderrunden. Det kan hans to meddommere ikke hamle op med.

Pernille Rosendahl må satse alt på sin skolelærer Thomas, mens Soulshock har kreeret sit eget skrabsammen-band og sætter alt på højkant med The Fireflies.

Ekstra Bladet vurderer her de fire semifinalisters chance for at nå helt til tops.

Tine: En sand fighter

Tine, 16, er en ren H.C. Andersen-historie. Der er i den grad gået svane i hende efter alle 'ulykkerne' og en tur i farezonen mod Daniel. Hun kan vinde. Måske kan hun slet ikke lade være!

Remee var i tvivl i starten, men kunne ikke andet end slippe hende indenfor. Hun startede i det bløde mellemleje i 'X Factor'-feltet uden udsigt til at komme særlig langt. Nu flyver hun nu op som storfavorit, fordi hun er en sand fighter.

Hendes private problemer har tydeligvis gjort hende mere voksen og moden, end hun er. Forvandlingen skete, da hun lærte at lukke op og lade publikum komme 'indenfor'. Nu mangler hun bare at give den endnu et tryk på performance-knappen.

Det er meget, hun skal leve op til, men Gasolin'-rocken burde ligge lige til hende. Hun kan meget let ende med et flammende opgør mod sin nærmeste konkurrent: Thomas. Men det kræver, at hun er 'rusten' nok.

Thomas: Storfavorit

Thomas, 30, har det til fælles med Tine, at han er allergisk over for nederlag. Efter at han har åbnet øjnene og er blevet set smile, kan alt ske.

Mit forbehold over for den frelste, nedbøjede seminarie-rock, der har svært ved at nå ud over cafe-stadiet, har vejet tungt hen ad vejen. Nu er der sket en afgørende forvandling med ham.

Selv om jeg muligvis har været den seer, han har haft sværest ved at overbevise om sine fremtidige muligheder, må jeg overgive mig og erkende, at han er storfavorit. Han har i den grad givet seerne en på hatten og trukket dem til sig – og med Gasolin' kan han ikke få noget mere relevant.

Hans styrke er uden tvivl også hans svaghed: En uregerlig følsomhed. Det ene øjeblik viser han den, det næste bliver den kapslet inde i selvfedmens harnisk. Pernille Rosendahl har utvivlsomt ret i, at han giver uro i Sloggi'erne – og Gasolin' kan blive det, der løfter ham det sidste stykke til finaletoppen. En ting er sikkert: Han er en dårlig taber. Det kan gøre ham til vinder.

The Fireflies: Synger som engle

De tre smukke, dejlige, dugfriske cowgirls i The Fireflies har rørt og betaget os fra den første gang, de viste sig – og da kendte de knap hinanden. De overlevede en tur i farezonen mod 8210. Men nu presser det på, for efter de fik carte blanche som Bond-babes, kan de meget let løbe ind i muren med Gasolin'.

Men igen: Soulshock kan være magiker, når det virkelig skal være. Man skal vogte sig for hans jyske stædighed. Selv om det ikke lykkedes ham at vinde tid nok til at overbevise med sin boyband-opfindelse In-Joy, der tog for løst på det, kan han måske skabe det Fireflies-mirakel, der kan overbevise om, at 'X Factors' eneste gruppe skal overleve.

De har den store styrke, at de er engle, når de synger. Hvordan de end gør det, får man klump i halsen af al den følsom og ukunstlede skønhed, de udstråler.

Man ved aldrig med de country-piger. Måske finder de fidusen, slipper fra feltet og rider indenom. Skulle det modsatte og mest sandsynlige ske, har de absolut ingen grund til at skamme sig over det, så forhåbentlig slutter deres – og vores – fest ikke her.

Jesper: Kan ikke fejle

Jesper, 15, er den yngste af hele banden og har fra første sekund smeltet alt omkring sig med en overbevisende, ydmyg og imponerende målrettet kunnen. Han kan næsten ikke fejle.

Det er måske også lidt hans problem, at han ikke udstråler sårbarhed og kan vise de erfaringer, der naturligt nok knap kan være indhøstet af en dreng i hans alder. Bond sendte ham en tur i farezonen – uanset en perfekt aflevering af sangen. Det tema var ikke ham. Han er trods alt for grøn til at virke troværdig som agenten, der kan nedlægge enhver kvinde.

I længden er Jesper utvivlsomt den potentielle verdensstjerne, som 'X Factor' og mange andre leder efter, men med en 'troløs' sms-mafia som 'mellemagent' er hans chancer med Gasolin's garagerock ikke de mest indlysende. Men heldigvis kan han overraske.

Ingen tvivl om, at Jesper står i en win-win-situation, uanset hvordan det går på fredag. Hans form for talent kan ikke kules ned. Forhåbentlig ikke!

Annonce