Et beskedent fremmødehonorar eller kassen for fire dages arbejde i ’Til middag
hos’ eller ’4-Stjerners Middag’. Det er forskellen på stjerner og
vandbærere, eller om man vil: De tv-vante og knap så tv-vante. Men hverken
TV3 eller SBS TV vil snakke lønninger. Økonomien og omkostningerne ved tv
bruger man ikke at tale om.
I flere sæsoner har seerne nærmest synkront på SBS’s Kanal 5 og TV3 kunnet se
de kendte lave mad til hinanden hjemme hos sig selv. Eller sådan da - for
der har jo været enkelte udfald her - f.eks. da Kira Eggers valgte at
præsentere sin ’Til middag hos’ i den kriminelle HA-rocker Brian Sandbergs
lækre lejlighed i Tuborg Havn.
Og som sædvanlig for denne type programmer tæller kendthed mere end kogekunst,
og det afspejles i aflønningen.
Ekstra Bladet har talt med adskillige tidligere deltagere både hos TV3 og på
Kanal 5, og forklaringerne er samstemmende. Ingen vil dog på grund af en
underskreven tavshedsklausul fortælle om egne, men gerne om andres indtægt.
De ikke så kendte - den gruppe af deltagere, som ikke er vant til tv og de
forhandlingsmuligheder om honorarerne, der ligger i tv-job, bliver budt
15.000 kr. for de ca. fire dages arbejde - og accepterer.
De mere kendte og dem, der har prøvet møllen før, presser prisen og når måske
op på 25.000 kr.
Presser prisen
Mens hard core-forhandlerne – dem, som virkelig kender deres eget værd –
ryger op i 35.000-50.000 kr. for de samme fire dage.
Tager man f.eks. et gennemsnits-cast fra ’Til middag hos’, sognepræst
Flemming Pless, skuespillerne Trine Appel og Anne Grethe Bjarup Riis samt
racerkøreren Thorkild Thyrring fra for et par sæsoner siden, forlyder det
ifølge Ekstra Bladets oplysninger, at præsten lod sig nøje med tilbuddet,
skuespillerne gik efter midterpuljen, mens racerkøreren lagde sig i front.
Den store spredning i lønningerne sås efter Ekstra Bladets oplysninger i
mange programmer på begge tv-stationer.
Mad-kaos
Kurt Thyboe er en god og velkendt gammel ’kriger’, men mad kan han ikke lave.
Alligevel var han ifølge Ekstra Bladets oplysninger særdeles velbetalt, da
han optrådte i ’4-Stjerners Middag’. Når den ’spanske flygtning’ er i
Danmark, bor han hos datteren, Charlie, men selv ikke hendes hyggelige
sommerhuskøkken formåede at skjule, at Thyboe er en mongol i et køkken, og
at maden var rent kaos.
Og selv om man på skærmen gerne må se, når noget er knap så vellykket, så når
de fulde katastrofer sjældent ud til seerne.
Kanal 5 sender en ny omgang af sin ’4-Stjerners Middag’ i efteråret, mens TV3
helt har droppet sit reality-mad-program i år. Dog udelukker TV3 ikke, at
formatet tages op igen, og Kanal 5 har i efterårssæsonen valgt ’kun’ at
bruge sit ’lave mad-program’ som event-indslag.
Læs også: Se også: Manden med spejlægget
