DR rækker nu hånden ud til direktør Ulf Gregers Andersen, Frederiksberg, som
har stævnet medieinstitutionen, fordi han mener, at man har krænket hans
morfar, pastor Vilhelm Gregersens, ære ved i Rytteriets satiriske parodi
over pastor Gregersens kendte adventssang ' Der er noget i luften' fra 1911
har ændret ordene til ' Der er noget i penis, jeg ved ikke hvad'.
DR er nu parat til at betale samtlige advokatudgifter i sagen, blot Ulf Gregers Andersen vil trække sin stævning tilbage.
Sangen er blot en af Rytteriets mange ' penis-sange', som danskerne griner af. I hele sangen er ordet ' luften' skiftet ud med ordet ' penis'.
Læs også: Se også: Barnebarn krænket af penis-sang
Det finder Ulf Gregers Andersen stærkt ærekrænkende.
Efter Ekstra Bladets omtale af sagen 12. juni, undskyldte Rasmus Botoft fra Rytteriet først i Ekstra Bladet og senere på DR's Aftenshowet.
- Det var ikke meningen at støde nogen, sagde Rasmus Botoft.
Men nu har DR altså tilbudt Ulf Gregers Andersen at betale alle sagsomkostninger, hvis blot han hæver sagen.
- De er åbenbart ikke så glade for den negative omtale.
Se også: Se også: TV: Rytteriet er tilbage: De to søde præster samler ind
DR's advokat skriver til mig, at både DR og deres advokatfirma ikke er i tvivl om, at jeg vil tabe sagen, såfremt jeg vælger at videreføre den, siger Ulf Gregers Andersen.
' DR's løfte er således alene et udtryk for at vise hensyn til Dem og kan under ingen omstændigheder fortolkes således, at DR erkender, at man har begået en fejl', skriver DR's advokatfirma, Lassen Ricard, til Ulf Gregers Andersen.
- Jeg har allerede nu fået to uforbeholdne undskyldninger af Rytteriet og megen omtale af min morfar og hans sang. Så måske skal jeg tage mod tilbuddet, siger Ulf Gregers Andersen.
Næste retsmøde i sagen er 15. august. Såfremt Ulf Gregers Andersen ikke har hævet sagen senest 17. august, bortfalder DR's tilbud.
Ekstra Bladet forsøgte i går forgæves at få en kommentar fra DR.
