Kampen skærpes i ny omgang af 'Voice – Danmarks Største Stemme' på TV 2, lover
tv-kanalen.
Når 'Voice – Danmarks største stemme' 15.september vender tilbage på TV 2, er det igen sangerne på scenen, der er i centrum. Showets fire coaches spiller dog en væsentlig rolle, og TV 2 kan nu offentliggøre, hvem de fire bliver.
Tre af showets fire coaches er garvede navne, som ved, hvad det handler om - på musikscenen såvel som i 'Voice'-sammenhæng. Nemlig Lene Nystrøm, L.O.C. og Sharin Foo. Som ny coach og konkurrent i kampen om de største stemmer kan de tre veteraner byde velkommen til Xander.
Læs også: Se også: Xander Linnet dømt for vold
24-årige Xander Linnet udgav sidste år sit debutalbum 'Over Skyer, Under Vand', hvorfra han hittede stort med singlerne 'Det Burde Ikk’ Være Sådan Her' og 'Os To og Mine Lagener'.
I tvivl om deltagelse
- Som musiker kan jeg vælge enten at sætte mig ned og brokke mig over, at
tiden har mere fokus på gøgl og varm luft, end den har på det egentlige
indhold. Eller jeg kan vælge at være med til at præge tiden sammen med et
program, der i det mindste forsøger at gøre en forskel i hele det her
cirkus. Det gør 'Voice'. Programmet handler først og fremmest om stemmen. Om
folk, der har øvet sig på at synge. Da de ringede fra programmet og spurgte,
om jeg havde lyst til at være med, var jeg i tvivl. Så jeg snakkede meget
med familie og venner, bl.a. Liam. Og efter at jeg havde tænkt det hele
igennem, var jeg sikker på, at det var det helt rigtige. Nu glæder jeg mig
bare, til det går løs, siger Xander Linnet.
Om konkurrencen med de andre coaches siger han:
Mest alsidige kunstner
- De andre coaches er alle sammen ti år ældre end mig, så de har selvfølgelig
mere erfaring mht. at sælge albums. Men nu handler musik ikke kun om at
sælge albums. Jeg spiller de fleste instrumenter, producerer min egen musik,
skriver mine egne tekster, rapper og synger. Så jeg vil mene, at selvom jeg
er den yngste, så er jeg måske også den mest alsidige musiker. Og jeg er -
100 procent sikkert - den mest sultne, siger Xander Linnet.
Kampklare coaches
De tre øvrige coaches er i dén grad også klar til kampen om de store stemmer. For Sharin Foo var der en helt særlig grund til, at hun sagde ja til en omgang mere i de røde stole.
- Først og fremmest har jeg sagt ja for at tage revanche over Liam. Jeg helmer ikke, før en sanger fra Team Sharin går hjem med en pladekontrakt i hånden, siger Sharin Foo.
Også Lene Nystrøm ser frem til endnu svingtur i 'Voice'-karrusellen.
- Det er en meget tryg og rolig Lene, som går ind til en ny runde. Det er jo andre menneskers drøm, man står med i hænderne, og det har jeg stor respekt for, siger Lene Nystrøm.
Om Sharin Foo, Lene Nystrøm eller Xander formår at fravriste Team Liam sejren, vil tiden vise, men det er en selvsikker Liam O’Connor, som sætter sig i sin røde stol. Dog er han helt klar på at give de andre mulighed for revanche.
Læs også: Se også: TV 2 satser millioner på stjernebesat 'Voice'
- Hvis ikke jeg havde sagt ja, ville det jo være lidt som at smutte fra pokerbordet efter at have vundet på første hånd. Man skal jo lige gi’ de andre muligheden for vinde deres penge tilbage, siger Liam O’Connor.
