Hæderen er væltet ned over ’Forbrydelsen’ sæson et og to.

Den fornemme britiske Bafta-pris, to gange Emmy-nomineringer og megen anden international anerkendelse er blevet den danske krimiserie til del.

Og søndag aften kl. 20 tager Danmarks Radio hul på den tredje sæson – slutningen på den trilogi, som har gjort kriminalkommissær Sarah Lund (Sofie Gråbøl, red.) til et fænomen også uden for Danmarks grænser og manuskriptforfatteren Søren Sveistrup til en mand, folk bøjer sig i støvet for.

Læs også: Se også: Søren Sveistrup: Sofie Gråbøl er guld værd

Manden er ikke bare krøllet imellem ørene, når han skriver sine ’Forbrydelser’. Han er decideret mærkelig. Det er ikke en hjerne, man ønsker at møde alene i en mørk gyde en aften. Og man må spørge sig selv: ’Hvad er det, han kan, som skaber åndeløs spænding og succes både i Danmark og udlandet?’

Drab er ingen metervare
- Det hele begyndte vel med, at jeg blev voksen og fik selvtillid –./forstået sådan, at jeg jo har skrevet manuskripter før blandt andet til ’Nikolaj og Julie’, hvor jeg ikke selv var helt tilfreds på grund af for mange kompromiser.

Læs også: Se også: 'Forbrydelsen' koster kassen

- Men for godt ti år siden følte jeg, at jeg fik bedre ideer end de fleste andre. Derved turde jeg mere, og jeg kæmpede mig ud af den danske mentalitet: ’Er jeg mon nu god nok?’ Jeg ville på niveau med de allerbedste amerikanske serier. Og jeg mener ’allerbedste’, for personligt syntes jeg, at både englænderne og amerikanerne var gået i stå. Der var gået for meget ’opskrift’ i deres krimiserier. Alt det ville jeg sprænge. Jeg ville prøve noget nyt. Drab er ikke en metervare. Det er bibelsk, erklærer Søren Sveistrup.

Et af de benspænd, Sveistrup lavede i serien, var, at ingen af skuespillerne vidste mere om handlingen, end der stod i det aktuelle manuskript. Det betød, at de først til sidst kendte deres figurer og fandt ud af, hvem morderen var - måske dem selv.

Mine egne mareridt
I begyndelsen vakte det lidt utilfredshed, men efterhånden accepterede alle dette vilkår. Og det betød i hvert fald også, at ingen - ud over en meget snæver kreds - kendte morderen, og dermed blev der heller ingen læk til offentligheden.

Læs også: Se også: Briterne skamroser 'Forbrydelsen'

- Ide-fasen begynder med, at jeg bliver rørt over et eller andet - f.eks. i en avis. Jeg bruger mine egne mareridt, min værste frygt og bekymring plus alle mine neuroser.

- Det er banalt, for det er de tanker, alle andre også har. Derfor kan folk identificere sig med plottet. Og så begår jeg ikke den fejl, at jeg runder hvert afsnit af, så vi kan spille den lille, glade melodi hver gang, fordi noget er forløst.

Præstationspres
- Jeg vil have, at det, jeg laver, skal være så spændende, at folk gider købe dvd-boksen og en pose chips og smide sig i sofaen for at se det hele. De skal føle sig suget ind i handlingen.

Læs også: Se også: Forbrydelsen får ny Emmy-chance

Søren Sveistrup er sin egen hårdeste kritiker, og han føler et enormt præstationspres - ikke mindst efter hans arbejde er blevet berømt i udlandet. Målet for treeren var at lave noget, der var endnu bedre end de to første. Derfor vidste han, at der ikke skulle rystes på hånden, når han traf sine beslutninger om personerne og handlingen.

Ren mavefornemmelse
– Jeg tænkte og tænkte. Men faktisk skete der først noget, da instruktøren sagde ’værsgo’ på settet. Så fik jeg travlt med at få det ned på papir. Derfor tog jeg hovedet under armen og kørte på rene mavefornemmelser, siger Sveistrup.