Persondata politik

Duel på kæp og noder

Sara Bro, Mille Lehfeldt, Gitte Nielsen, Peter Mygind, Jesper Skibby og Bertel Haarder i reality-fight i DR's 'Maestro'

  • Peter Mygind forsøger sig med et harikiri med sin kæp. Foto: Thomas Sjørup
« Forrige
Peter Mygind forsøger sig med et harikiri med sin kæp. Foto: Thomas Sjørup
1 af 2
Næste »
Flash
Sidste nyt om de kendte og kongelige direkte i din indbakke. Vi sender hver dag først på eftermiddagen.
 

Der er 20 års forskel på den tidligere Venstre-minister Bertel Haarder og den tidligere cykelrytter Jesper Skibby, men det er ikke det eneste, der adskiller de to. Den ene har nemlig kroppen fuld af musik, mens den anden ikke har, og hvem det er, vil seerne kunne se lørdag aften, når der blændes op for det første af fem afsnit i ’Maestro’, hvor seks kendte danskere skal konkurrere om at blive bedst til at dirigere DR SymfoniOrkestret.

De øvrige kendisser er skuespillerne Mille Lehfeldt, Peter Mygind og Gitte Nielsen samt radioværten Sara Bro.

Dronning Margrethes far, kong Frederik, var stor klassisk musikelsker og en ivrig amatørdirigent. Også han fik lov til ’at herse’ med SymfoniOrkestret offentligt, men om dette mod kan være til inspiration for nutidens aspiranter på podiet, må programmerne vise.

Skyd stylisten
Ligesom i sidste sæson bliver en stemt ud hver gang - først får de point af et sæt dommere, Michael Bojesen, Peter Ettrup Larsen og Ulla Miilmann Jørgensen, og bagefter skal selve orkestret foretage den endelige eksekvering af dommen - altså udsmidningen.

Som vært for alle løjerne er den kompetente Nikolaj Koppel.

Han ser i øvrigt blændende godt ud, men den charmerende vært burde skyde sin stylist, der ikke bare giver ham for korte bukser på, men også tillader synlige, hvide sokker i skoene - og tilmed en mistilpasset blazer, der får den slanke mand til at se mavesvær ud, når den ene knap er knappet på midten.

Om stylisten også i de fremtidige programmer tillader de hvide sokker til de for korte bukser, er værd at holde øje med. Bare kald det professionalisme.

Find skønheden
Klassisk musik er ikke hverdagskost for alle - heller ikke for de seks dirigentaspiranter. Hvis man til daglig kun hører beton-syre-rock, kan det blive en lang rejse, før man finder ind til skønheden i et klassisk værk.

Men uanset udgangspunktet er samtlige deltagere enige om, at det er fantastisk at få lov til at prøve.

Og intet kommer af sig selv. Heller ikke musikforståelse. Man må øve sig for at finde den rette puls. Her hjælper ikke kun held. Nogle vil mene, at jo mere man øver sig, des heldigere bliver man. Men endnu er der uendelig langt til finalen, hvor finalisterne skal stå i DR’s flotte Koncertsalen og ikke bare i Studie 2 med det verdensberømte symfoniorkester.

Hvor svært kan det være
Som cykelrytter var Jesper Skibby kendt som manden med den rappe og muntre replik, og den vane har da heller ikke forladt ham, selv om han nu står på et dirigentpodie.

I hvert fald var han ikke bange for projektet, for som han selv siger:

- Hvor svært kan det være.

Men det var, inden han prøvede.

Læs også:

Danske kendte 16. dec 2006 Se også: Skibby: Jeg var ikke fuld

Der er en væsentlig forskel på den Sara, alle kender, og hende, som står og dirigerer: Coachen har taget stiletterne fra hende. At tage de høje hæle fra Sara svarer til at hive en fisk op af vandet. Men programmerne vil vise, hvordan hun klarer det.

- Man er et skarn, hvis man siger ’nej’ til en mulighed som denne. For mig bliver det uanset udfaldet en vanvittigt stor oplevelse, som jeg vil mindes altid.

Græd første gang
I Peter Myginds hjem hos moderen, Jytte Abildstrøm, hørte man al slags musik - men mest noget med Louis Armstrong eller noget syremusik. Det lå i tiden. Men Peter selv er meget glad for klassisk. Faktisk holder han mest af Bachs klavermusik. men han har da også Coldplay og meget andet på sin iPod.

Læs også:

Se også: Peter Mygind springer ud

- Jeg sagde ja til at deltage i ’Maestro’, fordi min gode ven Søs Egelind, der vandt sidste år, sagde, at det for hende havde været den største, personlige oplevelse nogen sinde. Og jeg må sige, at sådan føler jeg det allerede. Da jeg første gang stod med stokken i hånden og kiggede op på orkestret, græd jeg. Så meget rørte det mig. Jeg blev klar over, at her stod jeg midt i noget, som ville blive helt vildt stort, fortæller Peter.

Mygind mener, at han kan mærke musikken helt ind i maven, og at han vil kæmpe for at blive god til at dirigere.

Elsker store korværker
Bertel Haarders lange, ranglede krop ser ikke umiddelbart ud til at være bundet sammen med musikalske fibre, men da den tidligere Venstre-minister afslører, at den eneste musik, der lader ham kold, er bigband-musik og jazz – begynder man at ane melodiske konturer.

Læs også:

Se også: Bersærker-Bertel springer ud som rapper

- Jeg er på mange måder musikalsk altædende. Jeg hører alt fra Giro 413 til Beatles. Men mest af alt elsker jeg store korværker - Bachs ’Kantate’, Händels ’Messias’ og den slags. Faktisk synger jeg selv i kor med gregoriansk musik, fortæller han.

Haarder ville først ikke høre tale om, at hans fumlende amatørisme som dirigent skulle udsendes på tv, men så var det, at han kom i tanker om kong Frederik.

- Så tænkte jeg, at når den gamle konge kunne dirigere offentligt, så kunne jeg vel også, smiler Haarder.

Det er hjerteblod
Gitte Nielsens omtumlede og periodisk glamourøse tilværelse har på intet tidspunkt forberedt hende på det, som hun nu er sprunget ud i.

Hun er i Danmark med det ene formål at deltage i dirigentdysten, og hun føler selv, at det er en utrolig oplevelse.

Læs også: Fuld Gitte Nielsen ringede selv efter hjælp

- Jeg har aldrig i mit liv prøvet noget lignende. Denne nydelse er en once in a lifetime-ting. Tidligere har jeg da hørt lidt klassisk som så mange andre, men ikke særligt intenst. I min opvækst hørte mine bedsteforældre klassisk, mens mine forældre var mere til Roy Orbison og Beatles. Så jeg har det ikke med hjemmefra, smiler Gitte.

Den blonde, langlemmede skuespiller er dog helt overbevist om, at klassisk musik nu i højere grad skal høre til det daglige repertoire.

- Det er gået i blodet og i hjertet. Det er derfor, at jeg bare må blive bedre til at dirigere, siger hun.

Se dæmonerne i øjnene
- At dirigere DR SymfoniOrkestret er nøjagtig en lige så uforglemmelig oplevelse, som jeg havde forestillet mig, at det ville blive. Det er en udfordring, som jeg i begyndelsen var bange for tanken om. Men så sagde jeg til mig selv, at jeg måtte se de dæmoner i øjnene, for denne mulighed ville jeg aldrig få igen.

Læs også: Se også: Mille Lehfeldt: Nærvær er lykken Mille Lehfeldt: Nærvær er lykken

Mille Lehfeldt er vokset op i ’et hjem med klaver’. Forældrene, Kirsten Lehfeldt og Stig Hoffmeyer, er begge store musikelskere, og da lille Mille kom til at danse ballet, kom musikken også ind der.

- Selv om jeg godt ved, at vi ikke på den korte tid kan lære at dirigere, vil jeg ydmygt nyde hvert sekund. Vi kommer kun til at snuse til metieren - så fordybelsen må komme senere, siger hun.

Selv om Mille godt ved, at hun har musik i kroppen, er hun langtfra kry, når talen falder på udfaldet af dysten.

- Rytme og puls er en ting. At stå ved roret foran orkestret er noget helt andet.





























Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu: Mikkel Selin Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik