Det starter med et brag af en salgsfest, men ender med et trist farvel på
supermarkedernes udsalgsstativer.
Tallene taler deres tydelige sprog, når det kommer til langtidsholdbarheden af karrieren for de mange reality-kometer, der gennem de senere år er blevet stemt ind på førstepladser i shows som 'Popstars', 'Stjerne for en aften' og 'Idols'.
De talenter, der brænder stærkt nok igennem på skærmen, når toppen af hitlisterne. Til gengæld venter en voldsom nedtur og nærmest ydmygende ringe salgstal, hvis det overhovedet lykkes dem at sende et opfølgende album på gaden.
Alle rekorder bliver slået
Den triste tendens kan dog vendes af den kommende vinder af 'X Factor'. Det
vurderer producer Chief 1, der har tyve års erfaring fra den danske
musikbranche og har arbejdet sammen med nogle af de største danske
popstjerner:
– Der er ikke nogen tvivl om, at vinderen af 'X Factor' kommer til at slå alle danske salgsrekorder i nyere tid. Og i modsætning til tidligere vindere af tv-talentshows har vedkommende chancen for at skabe sig en langvarig karriere i den danske musikbranche.
Det skyldes, at 'X Factor' rammer meget bredt. Deltagerne kan f.eks. både medvirke i 'Aftenshowet' og 'Boogie', fordi målgruppen spænder fra ung til gammel.
Holdningsændring
Samtidig er holdningen til sådan en type show ved at ændre sig herhjemme.
Det er efterhånden gået op for flere danskere, at man kan medvirke i sådan et program og komme videre. Sådan har det været længe i USA, hvor der ikke er nogen, der forbinder en succes som Kelly Clarkson med 'American Idol'.
– Det her er en unik chance for at lave noget langtidsholdbart. Jeg håber, at de folk, der skal stå bag den kommende 'X Factor'-vinder er klar over det store ansvar, der hviler på dem, vurderer Chief 1, alias Lars Pedersen, der var en del af dommerpanelet i 'Stjerne for en aften'.
Nedenfor kan du se en oversigt over, hvordan det er gået med de tidligere talentshow-vindere/deltagere:
FU:el - Popstars
Første album (Next, Please/2003): 5000 solgte
Boybandet er formentlig de mest oversete vindere af en dansk
talentkonkurrence. De fem medlemmer, Lars, Theis, Tarik, Patrick og Martin,
måtte hurtigt vende tilbage til deres ungdomsjob – blandt andet som
pølsesælgere i Tivoli.
Gunnar - Stjerne for en aften
Første album: (The Best Piece Of Advice Always Comes A Little Too
Late/2004): 6000 solgte
Den 21-årige sanger fik prædikatet stortalent, da han begejstrede i 'Stjerne
for en aften'. Han trodsede pladeselskabet og insisterede på selv at skrive
numrene til debutalbummet. Resultatet var elendige anmeldelser og endnu
værre salgstal. Gunnar Mikkelsen har i dag forladt musikbranchen og er ved
at uddanne sig til cowboy i Canada.
Maria Lucia - Popstars
Første album (That's Just Me/2004): 22.000 solgte
Hun blev ikke 'popstar', men Maria Lucia Rosenberg har med succes slået
igennem som skuespiller – blandt andet med hovedrollen i musicalen
'Skønheden og Udyret' på Det Ny Teater.
EyeQ - Popstars
Første album (Let It Spin/2001): 145.000 solgte
Andet album (Be Okay/2002): 15.000 solgte
I dag er gruppen opløst. Sofie Hviid forlod som den første bandet i 2003.
Trine Jepsen har gjort karriere som tv-vært og musical-stjerne Julie Næslund
vendte tilbage til Zahles Lærerseminarium. Louise Lolle bestod
optagelsesprøven til Journalisthøjskolen og er i dag i praktik på
'Aftenshowet'.
Jon - Popstars
Første album (This Side Up/2002): 120.000 solgte
I 2003 blev Jon i Byretten i Grenå dømt 60 dages betinget fængsel og 60 dages
samfundstjeneste for at have overfaldet en tidligere kammerat.
Han blev droppet af sit pladeselskab, men under aliaset John Rock forsøger
19-årige Jon Nørgaard stadig at slå igennem som popstjerne. Indtil videre
har bestræbelserne resulteret i et samarbejde med dance-douen Musikk,
hvilket har kastet to hits af sig.
I 2007 var der premiere på filmen 'Solo', som handler om Jons succes og fald.
Gudrun - Stjerne for en aften
Første album (Quiet Storm/2004): 35.000 solgte
Andet album (Wake Up/2005): 10.000 solgte
Færøske Gudrun Solja Jacobsen var kun tyve år, da hun vandt DR's 'Stjerne for
en aften'.
Hendes første album solgte hæderligt, mens den svære opfølger ikke kunne leve
op til forventningerne.
Julie - Popstars
Første album (Home/2003): 90.000 solgte
Andet album (Julie/2004): 32.000 solgte
Tredje album (Asasara/2007): 16.000 solgte
Hun blev kun nummer to i TV2's 'Popstars', men solgte alligevel imponerende
90.000 eksemplarer af debuten. Julie Berthelsen er stadig en del af den
danske musikbranche, men trods et samarbejde med rutinerede kræfter som
Jascha Richter og Poul Krebs er salgstallene styrtdykket på de senere album.
Diverse vindere
Som det eneste pladeselskab har Sony/BMG – der har
kontraktrettighederne til årets vinder af 'X Factor' – ikke
ønsket at medvirke i denne artikel.
Ekstra Bladet har derfor ikke kunnet få oplyst salgstal for James Sampson
(vinder af 'Stjerne for en aften'/DR/2002), Christian Mendoza (vinder af
'Idols'/TV3/2003), Rikke Niebuhr (vinder af 'Idols'/TV3/2004), samt Jacob
Andersen, (nummer to i 'Stjerne for en aften'/DR/2004).
James Sampson har udgivet yderligere tre album siden succes-debuten i
2002.
Jacob Andersen udgav debutalbummet 'Make It Better' med diverse
cover-versions i 2004. I 2005 kom hans andet album, 'Best Belief', på gaden.
Christian Mendoza udgav 'Can't Break Me' i 2004. Albummet floppede, og
det ligner et punktum for hans karriere.
Da Rikke Niebuhr vandt TV3-konkurrencen 'Idols' i 2004, var præmien
skrumpet ind til kontrakt på en single. Siden debut-singlen 'Get There' har
den foreløbig sidste Idols-vinder ikke givet lyd fra sig.
