Første ord fra 'Top Gear'-stjerne efter alvorlig ulykke

- Jeg har slået hovedet og alt andet bortset fra min venstre tommelfinger, men livet går videre, lyder det fra den uheldige tv-stjerne

Richard hammond er kommet til hægterne igen efter sit styrt i Afrika. Foto: All Over
Richard hammond er kommet til hægterne igen efter sit styrt i Afrika. Foto: All Over

Se også: 'Top Gear'-stjerne i alvorlig ulykke

47-årige Richard Hammond kendt fra 'Top Gear' og senest 'The Grand Tour', der vises på streamingtjenesten Amazon Prime, er kommet ganske alvorligt til skade.

I et blogindlæg med den galgenhumoristiske overskrift 'I'VE CHECKED AND I'M NOT DEAD', forsikrer han nu sine fans, at han efter omstændighederne er ok.

Ulykken indtraf under tv-optagelser til seriens anden sæson i Mozambique, hvor Hammond styrtede på motorcykel og efter sigende lå bevidstløs i vejsiden i minutterne efter styrtet.

Hammonds tv-kollega Jeremy Clarkson fortalte tidligere om sin vens styrt, at Hammond kom 'virkelig alvorligt til skade'.

 

Det vides ikke, om Hammond var iført styrthjelm, da han kørte galt.

- Richard kørte med høj fart, da han fløj af motorcyklen. Det fremkaldte øjeblikkeligt chok hos hele holdet, siger en kilde ifølge avisen The Sun.

Slog hovedet
På sin blog forsikrer Hammond nu sine fans, at han efter omstændighederne har det fint.

- Tak for forespørgslerne vedrørende mit lille stunt under optagelserne til GT (The Grand Tour, red), skriver Hammond og uddyber:

- Jeg kan bekræfte, at jeg faldt af en motorcykel, mange gange faktisk, og ja, jeg slog hovedet og alt andet, men livet går videre.

Hammond tilføjer, at han på nuværende tidspunkt ikke vil tilføje yderligere detaljer om styrtet, men at man vil kunne se mere om det i et afsnit af 'The Grand Tour' senere på året.

Han vil dog gerne afsløre, at han ikke har pådraget sig så store skader, at han mener, der vil være materiale til en bogudgivelse.

Langt til nærmeste hospital
Hammonds to medværter - 57-årige jeremy Clarkson og 54-årige James May - var sammen med tv-holdets læge hurtigt på pletten.

Det forlyder, at styrtet indtraf langt fra hospitaler og lægehjælp, da optagelserne blev foretaget meget langt ude på landet i Mozambique.

På spørgsmålet om, hvorvidt Hammond efterfølgende blev indlagt, svarer hans kollega - den altid bramfri og humoristiske Jeremy Clarkson - med et glimt i øjet: 'Vi benytter os ikke af hospitaler'.

Værts-trioen har været i Mozambique i det sydøstlige Afrika de seneste 14 dage for at færdiggøre optagelserne.

Se også: Populære britiske tv-værter giver den gas i nyt show

 

450 kilometer i timen
Det er ikke første gang, Richard Hammond er kommet slemt til skade i forbindelse med tv-optagelser i høj fart.

I 2006 var Hammond involveret i en ekstremt alvorlig ulykke i forbindelse med et stunt med en raketdrevet bil.

Her kørte han galt med intet mindre end 450 kilometer i timen, hvilket var uhyggeligt tæt på at koste ham livet.

 

Hukommelsestab og depression
Den uheldige tv-stjerne måtte indlægges i fem uger og tilbragte de to af ugerne i kunstigt koma.

Richard har efterfølgende forklaret, at han lider under alvorlige følgevirkninger fra ulykken, der indtraf for 11 år siden.

Blandt andet har han haft hukommelsestab og depression.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen