TV

'X Factor': Kakkelborde ødelægger stjernedrømme

'X Factor' har svært ved at skabe popstjerner, og det er der måske en ret enkel forklaring på

I aften er der sæsonpremiere på DR-talentprogrammet. Se dommerne her
1/2
Næste »

I aften klokken 20 blænder DR1 op for den niende 'X Factor'-sæson.

I første omgang med det første af tre allerede optagede audition-programmer, derpå et par såkaldte 'Five Chairs' og en enkelt Bootcamp, der også allerede er 'i kassen', og til sidst live-programmerne, der starter om seks uger.

Dommerne er i år de to herre-veteraner - Thomas Blachman og Remee, der har været med i henholdsvis otte og seks sæsoner - og den nye høne i kurven, Mette Lindberg fra popgruppen The Asteroids Galaxy Tour.

Hun har afløst Lina Rafn, der i denne ombæring valgte at sige nej til programmet på grund af travlhed med egen pop-karriere i gruppen Infernal.

- Jeg er virkelig glad for, at Remee og Blachman har sagt ja til endnu en sæson, og mindst lige så glad er jeg for, at Mette Lindberg er vores nye kvindelige dommer, siger DR's underholdningschef Jan Lagermand Lundme.

Vild med Sofie
Han er også vild med den nye værtinde, Sofie Linde Lauridsen, der er hentet fra børne-kanalen Ramasjang som afløser for nyskilte Eva Harlou, der nu fletter fingre med grevinde Alexandras eks-mand, Martin Jørgensen.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at Sofie Linde bliver en super-sej værtinde, lyder det.

'X Factor' har siden starten i 2008 været et af de mest populære DR-programmer.

Op til halvanden million seere har fulgt med i den ugentlige konkurrence, og når det har været finale-tid, har seer-tallet sneget sig op i nærheden af to millioner.

De tidligere vindere er Martin, Linda Andrews, Thomas Ring, Sarah, Ida, Chresten, Anthony Jasmin og Emily Esther.

Kortvarigt boost Det eneste, man kan sige, der er mislykkedes for programmet, har været at skabe store, vedblivende musik-karrierer for deltagerne - og navnlig for vinderne.

Som regel har eksponeringen givet et kortvarigt boost for de mest talentfulde af sjakket, men lyset er hurtigt blevet slukket igen, og de er forsvundet ud i glemslen.

En undtagelse kan være på vej med den første vinder, Martin, der godt nok forsvandt i seks år efter det store ståhej omkring sejren og det stor-sælgende debut-album, men nu ser ud til at kunne levere et flot comeback takket være en optræden i 'P3 Guld' i fjernsynet.

Nu ganske vist under kunstnernavnet Saveus - og med så lidt lyst som muligt til at blive mindet om ' X Factor'-tilknytningen.

Men selv om DR trøster sig med, at flere af de mest markante deltagere gennem årene i dag beskæftiger sig med - og som Basim endog lever af - musik, så er det dog på et ret begrænset niveau, og der er ingen tvivl om, at ambitionen går ud på endelig at skabe den stjerne, som har mere end et one-hit-wonder i sig.

Drøn-ærgerligt
Men bliver det i år, det lykkes? Producer og P3-vært Henrik Milling kan godt tvivle, skønt man selvfølgelig aldrig skal sige aldrig.

- Jeg synes da, det er drønærgerligt, at det ikke er lykkedes endnu, og man kan godt komme i tvivl, om det er tv-underholdningen, der satses på, eller om målet er at skabe en popstjerne. Indtil videre er det lykkedes bedst med underholdningen. Men den, der kategorisk siger, at det aldrig kommer til at ske, skal man hurtigt holde op med lytte til.

- Hvad går galt?

- Man bliver popstjerne enten ved at være sindssyg talentfuld eller også ved at lykkes med at skabe en eller anden drømmeverden om sig selv. Medina er et godt eksempel.

Og her kommer så problemet. Gennem så mange udsendelser får man næsten for meget at vide om deltagerne.

Man ser den besværlige skabelses-proces, og man er også hjemme hos forældrene, der måske bor i lejlighed i Rødby eller Hørning.

Måske har de et lidt grimt kakkelbord. Der er der ikke meget popstar over. Mystikken forsvinder, og drømmen er allerede punkteret.

Så gør det det ikke nemmere, at vi er så lille et sprogområde.

- Retfærdig vis skal det dog siges, at i Amerika er det højt sat også kun hver femte vinder, man hører noget til bagefter, siger Henrik Milling.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet - flash!

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet - flash!
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Pernille Holbøll
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen